De fleste trænere er klar til start

Her et par dage efter, at fodboldklubberne må åbne for træning med såkaldte “Corona-regler” er det lykkedes at fange alle Fjends Cup trænerne for at høre, hvad status er i de enkelte klubber.

Og meldingerne er lidt forskellige – her i korte versioner:

Benny Simonsen, FHIF:
Vi venter og ser til den 8. juni og hvad, der bliver lukket op til den tid. Jeg synes ikke, det har noget formål med de begrænsninger, men jeg håber og forventer, at vi må noget mere, når vi skriver juni måned.

Niels Klausen, Borup IF:
Jeg har skrevet til spillerne og planlægger at starte tirsdag, hivi der er opbakning til det. For mig er det vigtigt, at vi prøver at samles rent socialt, og jeg ser da også nogle spændende muligheder i træningen med begrænsninger.

Jesper Lindegaard, Stoholm IF:
Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal mene, men jeg afventer en udmelding fra fodboldbestyrelsen, som holder møde i morgen mandag. Men jeg vil gerne igang, hvis vi får grønt lys, og selv om der er begrænsninger, så skal vi nok finde noget, vi kan blive bedre til – teknik, afslutninger m.m.

Niels Erik Kristensen, Mønsted IF:
Jeg synes, der er noget omstændigt at skulle igang på disse betingelser, og ønsker spillerne at komme? Fodboldbestyrelsen holder møde i morgen mandag, og jeg afventer en melding derfra. Men vi er klar, hvis bestyrelsen tager ansvaret. Og så håber jeg på, at vi kommer til at spille Fjends Cup.

Poul Vistisen, Sparkær IF:
Vi starter på tirsdag, og jeg glæder mig til at møde gutterne igen. Nu lysner det, og selv om der er opstillet nogle stramme regler, så mener jeg sagtens, at vi kan lave en god træning med nogle nye spændende måder at spille på.

Thomas Christoffersen, Skals FF:
Jeg afventer et møde i morgen med klubben, men jeg forventer da, at vi starter på onsdag. Vi må leve med de begrænsninger, der er, men jeg mener godt, at vi kan lave en del relevant træning. For mig er lige nu ikke så meget selve fodboldspillet – det handler mere om, at vi komme ud og mødes og lave noget fysisk med andre.

Kent Rahbek, KK07:
Vi afventer en melding fra bestyrelsen, som holder et møde i morgen mandag. Vi vil gerne igang, selv om der er visse betingelser. Jeg har snakket med min assistenttræner om evt. at dele truppen og træne en time ad gangen med hver gruppe. Så, hvis vi får et ja, så er vi klar.

Sune Just Pallesgaard, Ravnsbjerg/Løgstrup:
Jeg forventer, at vi starter tirsdag, hvis vi lige får nogle praktiske ting på plads. Det er en sulten træner og nogle sultne drenge, der gerne vil igang igen her i Ravnsbjerg/Løgstrup, og jeg skriver rundt i aften. Det bliver en speciel for for træning, men det er kun sundt at skulle tænke nyt.

-hp