Fin start for Ravnsbjerg/Løgstrup

Nedrykkerne fra Ravnsbjerg/Løgstrup fik en fin start på turneringen med en smal 2-1 sejr ude over Viborg Nørremarken – en sejr der bedømt på spil og chancer burde have været større.

Første halvleg bød ikke på de helt store muligheder til nogen af holdene. Gæsterne havde bedst styr på spillet, mens NUGF levede på hurtige kontrastød. To gule kort til hjemmeholdet i forlængelse af hinanden gav dog R/L et overtag mod slutningen af halvlegen, og i det 40. minut slap Lasse Hjort Fog fri midt for mål, og han scorede sikkert.


Lasse Hjort Fog (i midten) åbnede scoringen for R/L. Bagved Rasmus Dudeck, der spillede stærkt på midtbanen.

Efter pausen ventede man bare på, at føringen skulle udbygges, for gæsterne tilspillede sig nogle gevaldige muligheder. Blandt andet brændte anfører Frederik Meedom helt fri foran mål i det 55. minut, og der kom flere muligheder, inden Simon Borup gjorde det til 2-0 i dommerens tillægstid.

Så troede man, kampen var afgjort, men Nørremarken fik reduceret kort efter på en lidt tilfældig bold, og Nick Lynge nåede at indkassere et gult kort, inden dommer Richard Nissen fløjtede af til jubel på Ravnsbjerg/Løgstrup linjen.

-hp

Guldsponsorer: