Fra sejr til nederlag for Ravnsbjerg/Løgstrup

Efter den flotte sejr i Silkeborg i sidste weekend måtte Ravnsbjerg/Løgstrup lørdag indkassere et smalt nederlag til Tjele Vest Sport. Træner Michael Skals skriver:

“Selvom det var en ganske lige kamp, så måtte vi alligevel indkassere sæsonens andet nederlag, da TVS var på besøg lørdag. Vi kom rigtig skidt ud til kampen og var meget på hælene det første kvarter, så der var ikke noget at sige til, at TVS tog føringen efter et indlæg fra højre side. Vi fik dog langsomt arbejdet os mere og mere ind i kampen og fik også udlignet efter en halv times spil, da Matti Hall Hansen tordnede en løs bold i feltet i mål.

1-1 ved pausen var ganske godkendt, og det meget afvekslende kampbillede fortsatte i 2. halvleg. En 10-minutters udvisning til Asger Fjeldsted blev dog meget afgørende, da TVS udnyttede denne periode til at score 2 gange i situationer, hvor vi virkelig ikke havde marginalerne på vores side.


Matti Hall Hansen (yderst th.) målscorer i 1. halvleg. Arkivfoto Fjends Cup.

Først blev en TVS-friløber fantastisk løbet op, men den efterfølgende clearing, blev uheldigvis blokeret af TVS-spilleren direkte i mål. Kort efter udspillede en lignende situation sig. Endnu en friløber blev dygtigt løbet op, men til stor undren for begge sidelinjer havde kampens dommer fundet en forseelse undervejs og fløjtede for straffespark.

1-3 lignede en afgørelse, men en hurtig reducering genskabte spændingen om udfaldet, da Simon Borup pludselig fandt sig selv alene med målmanden og sikkert sendte bolden i nettet. På trods af et afsluttende pres, så lykkedes det ikke at få udlignet.

Dagens RIF/LGIF’er blev anfører Frederik Meedom.”

Guldsponsorer: