Glansen er gået af Sparkær

Fredag aften blev det til det andet nederlag i træk til det ellers så suveræne tophold, da Sparkær tabte 0-1 til Sallingsund Inter på Glyngøre Stadion. Det resultat kan der ikke indvendes noget imod, for som tilfældet var mod Nordvestmors for en uge siden, ja så var modstanderne bare bedre. Og med de to nederlag så har Sparkær-spillerne nu selv sørget for, at der pludselig er spænding i puljens top, hvor Nordvestmors i aften vandt med 9-0 over Spøttrup.

Aftenens kamp blev en hårdt spillet affære, især fra ukrainernes side, og det hårde spil sammenholdt med nogle underlige dommerkendelser fustrerede Sparkær-spillerne, så meget af tiden især i 1. halvleg gik med at råbe efter både dommer og indbyrdes. Det kom der ikke noget godt ud af, og indstillingen hos flere var heller ikke som ønsket. For mange hang med hovedet.

Trods stort set ingen chancer var Sparkær millimeter fra at komme foran efter godt en halv time. Anders Schmidt tog et frispark i højre side, og med venstrebenet sendte han bolden på trekansammenføjningen. Minuttet efter lå bolden så bag Bjarne Have i Sparkær-målet. Han gav en ripost efter et skud fra distancen, og så var en SFC-spiller helt fri. Have havde dog senere i kampen flere fine redninger.

Der var tæt trafik ud og ind af Sparkær-bænken før pausen. Allerede efter 10 min. måtte Martin Bøge ud, da knæet gik i baglås – han kom dog ind igen fra 2. halvlegs start. Også Oliver Andersen måtte ud efter en svinsk tackling, der kostede et af to gule kort til ukrainerne før pausen. Jes Gårdsdal blev også sparket ned, og Patrick Nielsen måtte ud med gult 5 min. før pausen.


Billedet er symptomatisk for Sparkærs aften i Glyngøre. Oliver Andersen bæers ud af Bo Pedersen og Bjarne Have. Ikke lige den fødselsdagsgave han havde ønsket sig. 

Det blev ikke meget bedre for Sparkær i 2. halvleg. Hjemmeholdet var stadig bedst og havde et skud på overliggeren efter ca. 10 min. Anders Schmidt blev rykket frem på midtbanen efter pausen, og det gav Sparkær lidt mere styr på spillet, og i det sidste kvarter forsøgte topholdet at finde udligningen, men det blev kun til sporadiske halve chancer. I de sidste 5 minutter nåede både Kristian Mackenhauer og Nicki Rasmussen at se se gult for mindre forseelser.

Trods alt slog holdet ikke op i banen, og skal der bruges noget fremover, må det være det sidste kvarter. Spillet var ikke godt, men viljen kom dog frem i spillerne. Træner Poul Vistisen var realistisk efter kampen:

  • De sidste to kampe har lignet hinanden. Vi har ikke været gode nok, og vi kan kun kikke ind på os selv og se at komme videre. Jeg vil på ingen måde give dommeren skylden for nederlaget, men jeg synes han viste en arrogant optræden og havde nogle underlige kendelser, lød det fra Vistisen efter kampen.

Nu er der lagt op til et brag Kr. Himmelfartsdag, når Skive IK besøger Sparkær Stadion.

-hp

Guldsponsorer: