Hårde tider for Sparkær

Lørdagens nederlag til Ravnsbjerg/Løgstrup var til at leve med, men aftenens 1-2 nederlag til Nørremarken var svær at sluge for både spillere, træner og tilskuere. Sejrsmålet sat ind i det 90. min. var en “knuser”, efter at Sparkær havde haft tre kæmpe muligheder for at lukke kampen i 2. halvleg.

Det var ikke nogen køn kamp at se på – meget sparkeri og upræcise afleveringer, især fra Sparkær-spillerne. Nørremarken viste kampen igennem det bedste fodboldspil, uden at de skabte ret mange åbne chancer.

Efter 11 minutter kom gæsterne foran på et langskud, der strøg ind ude ved den ene stople. Det var kampens første afslutning, og Nørremakren havde vel et enkelt skud mere, som Andreas Bakholdt fik hænderne på. Sparkær skabte slet ikke noget i 1. halvleg, før i det 43. minut, da Oliver Andersen sendte et frispark i venstre side ind foran mål, hvor Kasper Møller steg op og headede i mål.


Kasper Møller – målscorer og afbrænder.

Hjemmeholdet kom godt i gang efter pausen og skabte de chancer, der burde have sikret sejren. Kasper Møller fik to friløbere – i det 60. min. og i det 75. min – men begge gange skød han lige på målmanden. Det er chancer, skal sparkes ind, hvis man vil vinde sådan en kamp. Også Anders Brøns havde et godt skud, som målmanden lige fik drejet udenom mål.

I stedet trak Bjarne Have så et gult kort med 10 min. igen, og gjorde det ikke lettere for Sparkær, men det var alligevel en tilfældighed i slutninuttet, der fik en Nørremarken-spiller helt fri tæt på mål.

Sparkær-spillerne har kun sig selv at takke for nederlaget. Spillet var skidt, chancerne blev igen brændt, men en vis herre skal dog ikke males på væggen efter to kampe. Der skal dog andre boller på suppen for at få vendt skuden.


Anfører Nicolaj Broch Andersen gik som altid forrest og fik flest stemmer efterfulgt af Anders Schmidt.

Træner Poul Vistisen havde da også svært ved at kapere nederlaget:

  • Det er selvforskyldt. Det er skidt, at vi ikke får noget ud af vore muligheder mod et hold, som vi skal have point imod. Jeg synes ikke, de skaber meget i 2. halvleg, hvor vi har chancerne til at afgøre kampen.

Næste kamp er lørdag ude mod Aars – heller ikke nogen nem opgave.

-hp

 

 

Guldsponsorer: