Heldig Sparkær-sejr over Borup

Det var ikke kønt at se på med hjemmeholdets briller, da Sparkær lørdag eftermiddag hentede den 4. sejr i træk og dermed sandsynligvis cementerede den 3. plads, som nu er Poul Vistisens reviderede målsætning for sæsonen. Med tre kampe igen er afstanden til Borup på 4. pladsen 8 point.

Gæsterne fra Borup var hele kampen igennem det klart bedst spillende hold på en dag, hvor Sparkær slet ikke kunne få spillet til at fungere. Det var sjældent, at hjemmeholdet fik sat 3 afleveringer sammen, og de hurtige og boldsikre Borup-spillere fik også rigelig med plads på midten, især i 1. halvleg.


Michael Hansen i luften i 1. halvleg. Nr. 22 er Kasper Møller.

Sparkær derimod forfaldt til stort set at hælde lange bolde frem i håb om at ramme Kasper Møller, men det lykkedes sjældent, og det er vel symptomatisk for kampen, at samme Møller stort set ikke blev sat op til en chance i hele kampen.

Det var heller ikke, fordi Borup væltede sig i chancer trods stort spilovertag, men de havde dog en stor mulighed i starten af kampen, da Steffen Frederiksen slap fri i højre side, men han skød lige i maven på Bjarne Have, som igen stod en fin kamp i målet.

I det 35. minut lignede det en Borup-føring, da Johan Nielsen fyrede kanonen af udefra. Bolden ramte overliggeren og derefter Bjarne Have i ryggen, men han fik fat i bolden og reddet situationen.

Sparkær forfaldt som sagt til lange bolde, men fik dog før pausen en række hjørnespark og lange indkast fra Daniel Brøns, som skabte en vis uro i Borup-forsvaret. Det var da også på et indlæg fra Nicolaj Andersen, at Oliver Andersen fik pandebrasken på bolden, der via Kim Hermansens hoved gik ind til kampens eneste mål.


Oliver Andersen omgivet af Steffen Frederiksen (tv) og Simon Andersen.

Efter pausen var billedet det samme – Borup på bolden og Sparkær, der stod meget langt tilbage og forsvarede føringen. Det gjorde de så til gengæld godt, for ud over endnu et langskud på overliggeren af Johan Nielsen, spillede Borup sig ikke til en alvorlig chance efter pausen.

Det gjorde Sparkær absolut heller ikke, og de var endnu sjældnere gæster ved Borup-målet end før pausen. Midt i halvlegen måtte Martin Holm ud med gult efter et lidt for voldsomt frispark. Men der blev kæmpet med ryggen mod muren til det sidste, og selv træner Poul Vistisen måtte på banen i det sidste kvarter som afløser for Bo Pedersen, som meldte “udsolgt” af kræfter.

Og samme Vistisen havde følgende kommentar efter kampen:

  • Det blev langt fra den kamp, som vi havde håbet på. Vi fik slet ikke gang i bolden og kom til at løbe efter dem, men det er selvfølgelig også Borup’s fortjeneste. Det blev en chancefattig kamp, og det er sjældent, at vi ikke er i stand til at producere flere chancer. Når nogen slår op i banen, går det galt, og vi var ikke klar i dag. Indstillingen er som sådan OK, og ros til spillerne for at blive ved med at kæmpe for føringen. Når vi ikke kan spille os til det, er jeg glad for at vi får 3 point i dag.


Anders Holm – Sparkærs “Man of the match”

Ikke underligt var det to forsvarspillere Anders Holm og Nicolaj Andersen, der løb med flest stemmer efter kampen – 28 til Holm og 25 til Andersen. Sparkær har hjemmekamp igen på lørdag kl. 13.30, hvor Hobro kommer på besøg. Her skal der helt anderledes boller på suppen, hvis der skal point på kontoen!

-hp

 

Guldsponsorer: