Historisk finaleplads til Sparkær

For første gang siden 1984 lykkedes det værterne at spille sig i finalen. To gange i de senere år – 2011 og 2016 – har Stoholm været bremseklods i amr. straffespark i semifinalen, men i år slap Sparkær for stoholmerne, der selv smagte skuffelsen i den anden semifinale.

Sparkær-spillerne var tændte og fik overraskende lagt pres på Skals fra kampens start. Og havde det ikke været for Nicklas Kristensen i målet, havde Skals været bagud med et par mål efter de første 10 min. Især havde Oliver Andersen en kæmpe mulighed, da har var helt fri foran Kristensen.


Kasper Møller scorer til 1-0.

Det blev en halvleg, hvor Sparkær sad på det meste og og spillede godt, men Skals kom mere med mod slutningen, uden dog at få ordentlig styr på kampen. Efter 25. min kom Sparkær så foran, da Kasper Møller steg til vejrs og pandede et frispark fra Oliver Andersen i mål. Efter en halv time var Skals tæt på 1-1, men Andreas Bakholdt reddede flot ved den ene stolpe.

Det var første reelle mulighed til Skals, men udligningen kom i halvlegens sidste minut, da Mikkel Boi efter et par tilfældigheder i Sparkær-forsvaret pludselig kom på skudhold. Efter pausen fik Skals mere gang i deres spil, men det var Sparkær, der kom på vinderkurs, da Oliver Andersen energisk rykkede fri i venstre side og blev trukket omkuld i feltet. Anders Holm scorede sikkert på straffesparket.

Herefter kom Sparkær for alvor under pres, og Skals styrede den sidste halve time, uden dog for alvor at blive farlige før til aller sidst. Et frispark fra Baghi fik Anders Holm viftet væk med hovedet, og i dommer Morten Sevelsteds overtid præsterede Andreas Bakholdt en mirakelredning fra tæt hold efter klumpspil.


Daniel Brøns og co. kæmpede hårdt i 2. halvleg – så hårdt, at Brøns måtte ned med krampe. Her presses han af Skals-anfører Baghi.

Sparkær havde dog et par alvorlige kontramuligheder til at lukke kampen inden, men de afgørende afleveringer blev for upræcise. Der blev kæmpet indædt af alle mand, og det kostede to gule kort i 2. halvleg, først til Christoffer Sørensen og mod slutningen til Martin Holm. Men sejren kom i hus, og jubelen var stor hos spillere og trænere og publikum.

Skals-træner Orla Krogh:
En kamp hvor Sparkær var det bedste hold og en fortjent sejr. Skals var der ikke i aften, og Sparkær sad på os gennem hele kampen.

Poul Vistisen, Sparkær-træner:
Vi spiller i aften en flot semifinale med en kollektiv indsats lidt udover standard. I 1. halvleg er klart bedre end Skals, og 1-1 ved halvleg var for lidt. Skals er bedst i 2. halvleg og får lagt pres på vores defensiv, men energien var der, og 20 min. i undertal gjorde det svært at komme frem til åbne chancer. Dog får vi sat 2-3 gode muligheder op, og den ene udløser straffespark. Jeg er sgu stolt af gutterne, og vi er stille og roligt blevet bedre i løbet af turneringen. Nu ser vi frem til revanche mod et rigtigt godt R/L hold.

-hp

 

Guldsponsorer: