Jakobsens oplæg til lørdagens kampe

blev den 36. udgave af Fjends Cup skudt i gang og sikke en start! Med 222 betalende tilskuere blev der sat rekord med det højeste tilskuertal nogensinde på en åbningsaften ved Fjends Cup – ganske imponerende. Hvis det høje tilskuertal i det meget varme sommervejr var overraskende, så var udfaldet af de fire dyster det ikke – dog med en mindre en af slagsen i pulje 1. Og det er som altid kampene i netop pulje 1, der får de første ord med på vejen i vores optakt til lørdag:

Stoholm – Vridsted
Stoholmerne tørster efter den første triumf siden 2010, og mandskabet under ledelse af spillende cheftræner Martin Trankjær fik en glimrende start med 2-0 sejren over Borup – i øvrigt en gentagelse af 2016-finalen hvor Borup trak det længste strå med en 1-0 sejr. Dermed står SIF’erne med gode kort på hånden i forhold til at spille sig i den 11. finalerunde på stribe, og det er uden sidestykke i Fjends Cup-historien. Det var ikke det sprudlende spil, der blev leveret torsdag aften mod Borup – derimod var det solidt, og på et mål i hver halvleg blev sejren sikret. Nu gælder det Fjends-derbyet mod Vridsted, og det plejer at være tæt, så mon ikke det også bliver tilfældet på en brandvarm lørdag eftermiddag.


Stoholms to målscorere mod Borup Mark Dalgaard Svendsen (tv) og Flemming Bennedsgaard skyllede sejren ned med kolde fadøl efter kampen.

VIF’erne og træner Benny Hansen fik en skidt start på årets turnering. Holdet har skuffet de seneste år, men ikke desto mindre var Vestfjends-tropperne klare favoritter på åbningsdagen mod Feldborg/Haderup, der kom så skidt ud af foråret, at det endte med en nedrykning til serie 5. Det var dog ikke til at se, og da den unge dommer Andreas Enggaard fløjtede af, var det med stillingen 3-1 til FHIF’erne. Noget af en bet for Vridsted, der ellers var spået gode muligheder i dette års Fjends Cup efter et flot forår, der gav en 2. plads i serie 4, og dermed var klubben endog meget tæt på et avancement til serie 3. Med torsdagens nederlag skal Benny Hansen og co. på tavlen lørdag, så det bør blive underholdende i et klassisk Fjends-opgør.

Borup – Feldborg/Haderup
2016-vinderne fra Borup fik ikke point torsdag med nederlaget til Stoholm. Mandskabet leverede dog en godkendt indsats, men det rakte altså ikke til mere end 0-2. Dermed er Niels Klausens tropper under massivt pres inden lørdagens møde med Feldborg/Haderup, der skabte en pæn overraskelse på førstedagen. Borup deltager for 4. gang i Fjends Cup, og skal klubben gå hele vejen, som det overraskende skete i 2016, så er det et uomtvisteligt krav, at der skal point på kontoen, når der fløjtes op lørdag.


FHIF-erne fejrede torsdagens sejr med kølige fadøl på terrassen. Bagert th ved bordet ses træner Dann Hvam og tv anfører Lasse “Karlson” Jensen.

Feldborg/Haderup – eller ”Den Gule Fare” – har tidligere overrasket, når man allermindst ventede det. Sådan en situation stod holdet vel ret beset også i dette år efter forårets store skuffelse med en nedrykning til serie 5. Ikke desto mindre leverede FHIF’erne åbningsaftenens gedigne overraskelse med 3-1 sejren over Vridsted, og nu kan Dann Hvam og co. pludselig øjne en nærmest sensationel finalerundeplads – det vil i så fald være den 6. af slagsen på 19 år og den første siden 3. pladsen tilbage i 2013. Spændende skal det i hvert fald blive at se, om ”Den Gule Fare” igen lørdag kan ødelægge langt de fleste tipskuponer.

Ravnsbjerg/Løgstrup – Skals
Sidste års triumfatorer fra Ravnsbjerg/Løgstrup fik en resultatmæssig glimrende start på denne den 36. udgave af Fjends Cup. Sejren blev dog på knebne 2-1 over Mønsted, men træner Rasmus Dudeck – der torsdag aften også var spiller og tilmed målmager – er ganske givet godt tilfreds med tre point på åbningsaftenen. Dermed har de gjort sit til storopgør lørdag mod Skals – de to forhåndsfavoritter i den på papiret meget stærke pulje 2. Fusionisterne kan med et godt resultat mod Skals stort set sikre sig videre avancement, og det er altid rart at have på plads inden ”Thriller-Tuesday”, hvor meget kan ændres, hvilket historien viser med al tydelighed.


Skals-anfører Baherathan Arumugasamy (Baghi) i kamp om bolden med Sparkærs nr. 24 Oliver Andersen. Baghi skal have “fyret” mere op under sit hold, hvis det skal blive til succes mod R/L.

Skals spillede en meget lige kamp mod værterne fra Sparkær, og det gjorde ondt på Poul Vistisens tropper, at hjemmeholdet kom fra den match uden point i sportstaskerne. Det gik ellers mod en nulløsning og dermed pointdeling, men et ærgerligt selvmål (i hvert fald ifølge Sparkær-lejren) af Christoffer Holm i de døende minutter gjorde, at sejren tippede i SFF’ernes favør. Skals – der senest sejrede i 2015 – står dermed ligesom lørdagens modstander fra Ravnsbjerg/Løgstrup med absolut fine muligheder for videre avancement til finalerunden – det vil i så fald være 6. år i træk, at det sker for Skals.

Sparkær – Mønsted
Ord er næsten overflødige, når disse to mandskaber mødes i det, der må betegnes som en vaskeægte Fjends Cup-klassisker. Ofte har holdene udkæmpet drabelige dueller på ”Thriller-Tuesday”, men det kommer så ikke til at ske i år, hvor turneringsledelsen har programsat opgøret til lørdag eftermiddag. Sammenholdt med matchen Stoholm-Vridsted (der spilles før denne match – dermed kan alle fjandboer se det hele), så er det de fire sværvægtere fra den nu hedengangne Fjends Kommune, der tørner sammen på en højst sandsynlig hed lørdag, og det skal nok blive endog særdeles interessant at følge.


Mønsted stillede torsdag med et ganske ungt hold mod R/L, blandt andet målmand Christian Laustsen, og de gjorde en fin figur. Spørgsmålet er nu, om de kan holde til presset fra et fysisk stærkere Sparkær-hold lørdag.

For det plejer ikke at gå stille for sig, når ærkerivalerne tørner sammen – muligvis kan en ekstrem varme sætte sit præg på begivenhederne – men det fjerner ikke det faktum, at begge hold er under maksimalt pres, eftersom de begge tabte på åbningsaftenen. Poul Vistisen og co. nåede endelig finalen sidste år – det var ikke sket siden den legendariske triumf tilbage i 1984. Men med det knebne 0-1 nederlag til Skals torsdag, så er værterne nærmest pisket til sejr, og dermed må man forvente en helstøbt indsats fra hjemmeholdet, der trods alt har været i finalerunden de seneste to år, og hvor det altså først var i finalen, at Ravnsbjerg/Løgstrup agerede stopklods sidste år.

Østfjends-klubben med de stolte Fjends Cup-traditioner ydede en ganske fornuftig indsats torsdag mod forhåndsfavoritterne fra Ravnsbjerg/Løgstrup. Det blev dog til et nederlag, og MIF’erne må erkende, at holdet er underdog, når de møder rivalerne fra Sparkær – noget der var utænkeligt for år tilbage. Men sådan skifter tiderne – også i den lokale fodboldverden – men der er ikke noget, Mønsted hellere vil end at stikke en kæp i hjulet på naboerne fra Sparkær. Eftersom begge mandskaber tabte den første dyst, så bør der blive smæk for skillingerne, når der fløjtes op lørdag – alt andet vil være en solid overraskelse.

-ALJ

Guldsponsorer: