Klar til semifinaler

”Thriller-Tuesday” blev nøjagtig så spændende og intens, som det stort set er tilfældet hvert år – og det endda selvom visse ”ting” var afgjort, inden der blev fløjtet op 18.30. Men der blev også nået en historisk milepæl på ”Thriller-Tuesday” 2019 – nemlig et betalende tilskuertal på over 300 (nøjagtig 307). Det er aldrig sket før i Fjends Cup-historien – uanset hvilke spilledage der kigges på, så er det første gang nogensinde, at den magiske grænse bliver nået! Det er ganske enkelt imponerende, og vejret var på ingen måde med det lokale fodboldpublikum, men det gjorde altså ingen forskel, og dermed tyder 2019-udgaven – denne den 37. Fjends Cup – på at blive en af de helt store rent tilskuermæssigt, hvilket må siges at være forrygende.

Det blev også en aften, hvor der blev optaget hele 2 klubber under ”Evighedstabellerne” i den eksklusive klub for hold, der præsterer at holde buret rent i det indledende puljespil. Og helt historisk er det, at det er 2 hold fra den samme pulje – det er aldrig set før i Fjends Cup-historien. Sparkær bliver den første klub, der bliver optaget to gange – det lykkedes tilbage i 2011 og nu altså igen med cifrene 3-0 + 1-0 + 0-0. Værterne får her i 2019 selskab af Ravnsbjerg/Løgstrup, der også formåede at holde modstanderne fra at score via 6-0 + 0-0 + 0-0.

Nu er det så slut med at have alle 8 hold på banerne i Sparkær – fra nu af hedder det 4 hold pr. dag/aften. Hermed følger optakten til torsdagens spændende semifinaler, og der skal nok blive fint gang i den på de to baner.

-ALJ

Læs optakt til de to kampe i morgen torsdag, Red.

Guldsponsorer: