Klaudi rundede 3.500 kampe

I en tid, hvor der tales om, at fodboldklubberne i de lavere rækker selv skal til at stille med dommere, er det befriende at opleve, at 74-årige Klaudi Sigaard dømte JBU/DBU-kamp nr. 3.500, da han fordelte sol og vind lige (2-2) i serie 4 kampen mellem Bjerringbro og Sdr. Rind/Vinkel fredag aften den 20. september.

Klaudi Sigaard er et kendt ansigt på fodboldbanerne i primært Viborg Kommune. Han bor i Karup og var 32 år, da han erhvervede sit dommerkort i det, der dengang hed Viborg Fodbolddommerklub – nu Midtjysk Fodbolddommerklub. Siden da har dømmeriet været Klaudis helt store fritidsinteresse og givet ham mange oplevelser og venner rundt i de lokale fodboldklubber.

– Jeg glæder mig altid til at komme afsted og nyder samværet med de unge mennesker, uanset om det er børne- og ungdomskampe eller på seniorniveau, fortæller Klaudi, der er stolt over stadig at kunne dømme i serie 4.

– Vi bliver jo jævnligt set på af dommerudviklere, og for nylig fik jeg fine karakterer. Så jeg håber da på at få lov til at blive på det her niveau, men nu får vi se.

Da han startede dommerkarrieren havde han et mål om at blive serie 2-dommer, og det lykkedes ham at blive indplaceret her, ja han fik endda på det tidspunkt lov at dømme tre kampe i serie 1 på grund af afbud.

Klaudi er en mand, der er til fest og farver og forstår at markere sine runde jubilæer, og fredag aften i Bjerringbro var ingen undtagelse. Her var han sammen med Bjerringbro IF værter for grillpølser og en øl efter kampen, og der blev hygget og snakket i klublokalet efter kampen.

Her var Klaudis kone gennem 44 år Bodil også med, og hun har det fint med, at manden farter rundt på alverdens fodboldbaner.

– Ja, jeg tør ikke tænke på alternativet, griner Bodil og fortæller, at det går fint med at undvære ham, men at der dog også bliver tid til fælles aktiviteter som kortspil m.m.

– Et par gange har der været optræk til ”krise”, hvis jeg skulle bruge bilen, men så har vi gode venner, fortæller Bodil, der også konstaterer, at Klaudi trods megen fravær har sovet hjemme hver nat!

Klaudi har ikke planer om at lægge fløjten væk, og på spørgsmålet om, hvor længe han fortsætter lyder svaret: – Jeg har lige købt nye dommersko, og de plejer at holde i 5 år!

-hp

Guldsponsorer: