Kold aften for Sparkær-tilhængerne i Mønsted

Der var ikke meget at varme sig på for de tilrejsende Sparkær-folk til aftenens lokalopgør på Mønsted Stadion. Det var blæsende og pivkoldt, og Sparkær-spillerne kunne ikke levere noget, der kunne få varme i kroppen på deres fans. Mønsted vandt kampen 3-1, og det kan der ikke indvendes noget imod.

En strid vind på langs ad banen gjorde, at det blev en kamp, hvor de to hold havde hver deres halvleg. Mønsted havde vinden i ryggen for pausen, og det udnyttede de røde til en komfortabel 3-0 føring. Efter 12 min. slap hurtige Jonathan Jul igennem Sparkær-forsvaret, men Andreas Bakholdt fik flot pareret hans skud fra tæt hold.


Mønsteds Kenneth Davidsen og Daniels Brøns i kamp om bolden. Tv. Sparkærs Nicklas Jakobsen og Mønsteds Jens Harrestrup. Th Mønsteds Anders Jensen

Efter godt et kvarter fik Nicklas Jakobsen gult for skub i ryggen, og efter 22 min. fik Mønsted hjælp til at komme foran 1-0. En tværpasning fra venstre fik Martin Bøge ramt skævt, så den gik i mål. Og efter 37. min. var hjemmeholdet ikke uheldige, da Casper Langhoff sendte et hjørnespark direkte i mål. Det blev 3-0 et par min. før pausen, da Jonathan Jul simpelthen løb fra forsvaret og sikkert scorede.

Det var tydeligt, at Mønsted-spillerne var klar til kamp og langt mere tændte end Sparkær-spillerne, der nærmest virkede som om, det var noget der skulle overstås. MIF-erne vandt stort set alle nærkampe og andenbolde og forstod altså at udnytte medvinden.

Efter pausen ændrede kampen fuldstændig karakter. Det blev stort set spil til et mål – Mønsteds, og allerede i halvlegens første minut burde Nicki Rasmussen have reduceret, da han fra tæt hold sendte et hovedstød forbi mål. I samme minut fik Mønsted-anfører Jens Harrestrup gult kort, men heller ikke det kunne Sparkær udnytte.


Mønsteds Anders Jensen højt til vejrs i 2. halvleg. T.v. Niels Christiansen, Mønsted og Nicklas Jakobsen, Sparkær. Th Mønsteds Martin Harritz

Reduceringen kom dog efter 12 minutter, da Nicklas Jakobsen efter lidt klumpspil fik bolden drejet i mål. Der var således tid nok for Sparkær-holdet til at lave et comeback og mulighederne kom da også. Det blev til at hav at hjørnespark, og et par gange dansede bolden på stregen, men ind kom den ikke. Derfor kunne hjemmeholdet juble og nu tage håneretten efter to års tørke. Og det fortjener de!

De to trænere – Claus Højgaard, Mønsted og Poul Vistisen, Sparkær – var enige om, at det var et retfærdigt resultat.

Poul Vistisen:
Vi havde en halvleg hver. Vi var slet ikke klar i 1. halvleg, det var Mønsted, og de udnyttede medvinden godt. Efter pausen sad vi på det hele, men var ikke dygtige nok til at udnytte det. Så en fortjent Mønsted-sejr.

Claus Højgaard:
Mine spillere gjorde det godt med svære betingelser. Jeg synes vi viste mere energi og gå-på-mod end Sparkær, og vi havde aftalt, at vi skulle være klar fra start. 2. halvleg bliver rent forsvar, men jeg er glad og stolt over det, vi fik vist i dag.

-hp

Guldsponsorer: