Magiske målmager Møller

Kasper Møller er Sparkærs ubestridte målmager. Det blev endnu engang slået fast, da de rød/hvide åbnede sæsonen med en knusende 8-3 over Sdr. Rind/Vinkel på Sparkær Stadion 2. påskedag. 6 af målene kom fra Møllers hoved og støvler og tilmed en fornem assist til Michael Hansens mål i kampens sidste minut.

Sparkær var angrebsivrige fra kampens start, og allerede i det første minut var Patrick Nielsen meget tæt på 1-0. Der skulle dog kun spilles 5 minutter mere, inden Kasper Møller startede sit målshow. Et perfekt hjørnespark fra Oliver Andersen pandede han i mål, og 5 min. senere forfulgte han energisk en bold, som han efter et par kontraer fik “skovlet” over stregen til 2-0.


Kasper scorer til 1-0 på hovedstød. Sparkærs nr. 8 er Daniel Brøns og th. Christoffer Holm.

Så ville Martin Bøge lige lege gavmild påskehare, da han lagde en sløset tilbagelægning, som blev opfanget og udnyttet. Møller var dog på pletten igen i det 20. minut, hvor gæsterne modtog et gult kort for et frispark. Det blev fornemt taget af Oliver Andersen, og igen strøg Kasper Møller til vejrs og headede i mål.

Men Sparkær-forsvaret fortsatte gaveboden fem minutter senere, hvor Martin Bøge og Anders Schmidt så passivt til, at en angriber fik frit løb. Bøge gjorde dog skaden god igen, da han 10 min. før pausen headede et nyt hjørnespark fra Oliver Andersen mod mål. Nicki Rasmussen fik foden på, men det så unægtelig ud til, at den var gået ind alligevel. 4-2 og det var også pausestillingen, og så troede Sparkær-tilhængerne, at den kamp var afgjort.

Men knap havde dommeren sat 2. halvleg igang, før Sparkær-forsvaret igen sejlede, og Sdr. Rind/Vinkel igen fik skabt spænding. De kunne dog ikke holde fast, og efter syv minutter løb Kasper Møller fra forsvaret og scorede sikkert til 5-3. Midt i halvlegen blev det 6-3, da Oliver Andersen og Kasper Møller slap fra ved midten. Oliver Andersen serverede bolden for Møller, der havde let ved at score.


Sparkærs tre målscorere samlet. Fv. Kasper Møller, Michael Hansen og Nicki Rasmussen.

Så var gæsterne knækket, og chancerne kom nu i en lind strøm. Med 10 min. igen slap Kasper Møller fri i venstre side og scorede fladt fra en spids vinkel, og i kampens sidste minut sendte han et indlæg ind foran mål, hvor Michal Hansen kom løbende og scorede med brystet.

Det hele endte således med en knusende sejr, som må siges at være fuld fortjent, og kan Sparkær holde niveau i angrebet, så kommer der flere. Men Poul Vistisen har noget at arbejde med forsvarsmæssigt, for det går ikke mod bedre hold end Sdr. Rind/Vinkel. Det var da også det eneste, han havde at udsætte på sit hold:

  • Jeg er selvfølgelig tilfreds med en sikker sejr, og jeg synes, vi er bedre i alle facetter af kampen end Sdr. Rind/Vinkel. Kampen forløb, som jeg havde forventet. Vi producerer et hav af chancer, og det er godt, men vi må ikke give de tre mål væk. Ellers synes jeg, at vi forstætter udviklen fra de tre sidste træningskampe, og vores fysik og kondition er forrygende, konstaterede Poul Vistisen efter kampen.

-hp

Guldsponsorer: