Mønsted rykker i serie 5 og Robert Overgaard stopper som træner

Trænerens stop er dog ikke en konsekvens af nedrykningen, men en beslutning han selv har truffet.

  • Jeg har været i dialog med bestyrelsen og sagt til dem, at jeg mener det er bedst, at jeg stopper, og de finder en anden. Det har været op ad bakke her i foråret, og det er ikke lykkedes at skabe en træningskultur, der skal til for at få de unge spillere integreret, fortæller Robert Overgaard til fjendcup.dk efter dagens 1-8 nederlag hjemme til Bjerringbro.

Til dagens kamp måtte han igen trække på veteranspiller som Frank Mikkelsen og ham selv, og det er jo ikke optimalt i en så betydende kamp.

Frank Mikkelsen fra Mønsted IF’s fodboldbestyrelse har sendt denne rapport fra dagens kamp og om trænersituationen i MIF:

“Søndag formiddag var der meget på spil for de røde, da de tog imod gæsterne fra Bjerringbro. Mønsted var presset på forhånd, da Vridsted i går lørdag havde hentet tre livsvigtige point i B67, Nu skulle Mønsted som minimum have et point for at klare frisag om nedrykning til serie 5, et sted hvor klubben ikke har være med sit bedste hold siden 1987.

Hjemmeholdet var som så mange gange før afbudsramt af både arbejde og skader, men som altid, lykkedes det at samle et hold, om end det ikke var den yngste af slagsen. Kampen startede som lyn og torden med et meget ungt, men stærkt spillende Bjerringbro hold, og i startfasen satte de hjemmeholdet under stærkt pres. Men efter knap ti minutter lavede Mønsted en hurtig omstilling, Kristian Svendsen afdriblede tre modstandere, sendte bolden på tværs til en fremstormende Emil Hansen, som nærmest løb bolden ind i målet. 1-0 og så faldt der lidt ro på.

Men roen varede kun indtil den halve time, et godt gennemspillet angreb endte i en udligning, og fire minutter efter var den gal igen, 1-2 efter nogle gevaldige blund i hjemmeholdets forsvar, det nåede også at blive 1-3 inden pausen. Dog havde hjemmeholdet vist lidt tænder, Kristian Svendsen tog chancen fra distancen, men bolden hoppede lige over, et ellers tomt mål. Frank Mikkelsen listede bolden over målmanden, der på tæerne fik det yderste af handsken på.

Efter pausen troede hjemmeholdet stadig på det, i hvert fald i fire minutter, så lavede gæsterne det fjerde mål, og alt håb var væk for hjemmeholdet. Bjerringbro scorede yderlig fire gange til resultatet 1–8, og efter spil og chancer ikke noget at pege fingre efter. Status efter foråret er således en tur ned i Serie 5, det var ikke det manglende point i dag, der gjorde forskellen, men et forår med mange skader, sidste minuts afbud og manglende træningsindsats giver ikke adgang til stor pointhøst, hvilket man må sande i dag.

Kampen i dag var samtidig Robert Overgaards sidste kamp som træner for Mønsted, da han har besluttet sig for at stoppe her til sommerpausen, hvilket bestyrelsen var informeret om før dagens kamp, så ikke noget stor dramatik her. Vi har kun store roser til Robert for det kæmpe arbejde, han har lavet i forhold til at integrere de mange unge mennesker, vi har til seniorfodbolden. At det er lykkedes ham at samle hold, samt gennemføre træninger med meget få spillere. Nu gælder det om at kigge fremad, spillerne i omklædningsrummet var efter kampen enige om, at opstigningen til serie 4 allerede starter på tirsdag, og klubbens bestyrelse vil arbejde på højtryk på at løse udfordringen m.h.t. træner, så vi er klar til Fjends Cup med en solid og slagkraftig hold.”

Frank Mikkelsen

Guldsponsorer: