Og så endelig lidt om Fjends Cup fra Jakobsen

HOLD DA OP – nu går den ikke længere! Når søndag d. 15. juli er overstået, og vi har fundet en ny verdensmester i fodbold + Roger Federer måske (og forhåbentlig) har vundet sin 9. titel på det grønne græs i Wimbledon – ja, så er der ikke flere sportsbegivenheder at tage hensyn til, før Fjends Cup starter torsdag d. 26. juli?

Årets store sommerturnering og det skal nok sædvanen tro blive en dejlig oplevelse med alt, hvad det indebærer. Som nævnt tidligere i denne optakt (hvis der stadig er læsere, der er med), så kan jeg kun komme på boldbanerne i Sparkær torsdag, lørdag, tirsdag – men når det nu skal være sådan på grund af Vildbjerg Cup, så er det bestemt også de 3 dage, jeg helst vil være der. Det er jo nemlig kun disse dage, hvor alle 8 klubber er i sving, og for eksempel ”Thriller-Tuesday” har givet os imponerende dramaer gennem årene. Jo, der skal nok blive smæk for skillingerne i denne turnering, hvor turneringsledelsen (altså HP) nok engang fornyede sig og overraskede omverdenen, da lodtrækningen til årets puljer kunne følges live på nettet! Imponerende – det må man sige – og hvad kom der så ud af denne lodtrækning?

Ja, der kom vel ret beset en dynamitpulje ud af det, og selvom der gennem årene har floreret flere konspirationsteorier i forhold til, hvordan puljerne blev sammensat, så lykkedes det også denne gang – overvåget af den ganske verden + de forskellige trænere – at få de evige rivaler fra Sparkær og Mønsted sat sammen i puljespillet. Det der så til gengæld er overraskende er, at de to mandskaber ikke tørner sammen ”Thriller-Tuesday” – i stedet for mødes de lørdag, men det bliver det med garanti ikke mindre interessant af. Ud over de to naboklubber så kom også Skals og de forsvarende mestre fra Ravnsbjerg/Løgstrup i den pulje, mens der så blev plads til Stoholm, Borup, Vridsted og Feldborg/Haderup i den anden.

I en tid hvor den anden lokale sommerturnering Høker Cup desværre er blevet aflyst for anden gang på tre år, så er det glædeligt, at konceptet og tilliden til turneringen er uændret, og det giver de herlige sommerdage på banerne i Sparkær. I år kan Fjends Cup fejre 35-års jubilæum, eftersom den første turnering løb af stablen i 1983. Det giver så selvsagt det matematiske logiske udbytte, at dette års turnering er den 36. udgave af Fjends Cup – et stort tillykke med det til alle omkring turneringen!

Her på falderebet skal hvert hold lige have et par ord med på vejen – og hele tiden runger og gjalder chefredaktørens ord/ordre i baghovedet:

  • Kan Ravnsbjerg/Løgstrup forsvare titlen fra sidste år – de har solide muligheder efter et rent jubelforår, hvor fusionen tromlede hen over alt og alle i serie 3 og sikrede sig en suveræn oprykning til serie 2.
  • Eller hvad med Skals??? Holdet vandt senest i 2015, og det er ikke blevet til en plads i finalen i hverken 2016 og 2017 – i DBU Jylland-turneringen er holdet ligesom i foråret også at finde i serie 2 i efteråret
  • Stoholm – redaktionssekretærens hjerteklub der også i efteråret er at finde på serie 2 niveau – har skrevet sig ind i historiebøgerne ved at have spillet sig videre til finalerunden 10 år i træk – sker det også for 11. år i træk??? MEN – det er nu, at redaktionssekretæren skal huske at sige, at stoholmerne ikke har sejret siden finalesejren i 2010, og det er jo også ved at være mange år siden!
  • Borup overraskede stort ved at hjemføre titlen i 2016, men sidste år kom klubben end ikke videre til finalerunden. Holdet spiller efteråret på samme vis som foråret – nemlig på serie 3 niveau

  • Værtsklubben Sparkær nåede efter tidligere års nærgående forsøg endelig i den ultimative slutkamp sidste år – det var første gang siden den historiske 1984-finale, at Sparkær nåede så langt. Modsat 1984 vandt Sparkær dog ikke Fjends Cup sidste år – dette forår er blevet brugt til en helt og aldeles suveræn oprykning til det serie 3 niveau, som klubben noget skuffende forlod sidste efterår
  • Mønsted har – hvis man skulle have glemt det – ikke vundet Fjends Cup i dette årtusinde, men måske er det i år, det endelig sker for MIF’erne, der tørster efter at bringe pokalen med hjem til Østfjends. Foråret blev brugt til at få en 2. plads i serie 4, men holdet havde ikke nok point på tværs af kredsene i Jylland, så det gav ikke avancement til serie 3 i denne omgang
  • Nu må Benny Hansen da snart have fået sat skik på Vridsted, så de endelig kan/skal præstere til Fjends Cup. Klubben – der for efterhånden en del år siden havde stolte traditioner i sommerturneringer – har ikke imponeret siden 2009, hvor det lykkedes at komme i finalen. Siden er det kun blevet til en kamp om 7. pladsen fredag aften – det må og skal kunne gøres bedre, og VIF’erne råder efterhånden over en meget stærk trup, der helt sikkert også i efteråret vil spille med om oprykning til serie 3!
  • Feldborg/Haderup havde et meget skuffende forår, der resulterede i en nedrykning til serie 5. Der er allerede blevet meldt ud, at man satser benhårdt på, at det kun er efteråret, der skal bruges på aktiviteter på det niveau. Derfor kan ”Den Gule Fare” passende starte med at præstere godt i Fjends Cup og nå den første finalerunde siden 2013

I en meget foranderlig verden er det rart, at der er noget, der fortsætter med at være det samme – her kan blandt andet nævnes Fjends Cup – og i den forbindelse skal afslutningsreplikken også være den samme, som den har været i mange foregående år:

Under alle omstændigheder så forventer man jo, at alt er, som det plejer? Godt vejr, fine kampe, masser af mål, mange tilskuere, super stemning, Karen ved grillen, kolde øl, hyggesnak og meget, meget mere.

Nu er der bare tilbage at sige – traditionen tro:

God Fjends Cup til alle!

Guldsponsorer: