Optakt Skals-Ravnsbjerg/Løgstrup

Det skal bestemt også nok blive intenst og spændende i den anden semifinale mellem pulje 2-vinderne fra Skals og så de dobbelt forsvarende mestre fra Ravnsbjerg/Løgstrup.

2012-udgaven var den sidste, hvor Ravnsbjerg og Løgstrup var selvstændige, og siden 2013 har disse to mandskaber tørnet sammen to gange i finalerunden – begge gange har været den ultimative slutkamp, så det er altså første gang, at de står over for hinanden i semifinalen. Både i 2014 og 2018 trak Ravnsbjerg/Løgstrup, det længste strå i finalen – i 2014 skete det efter en neglebidende afgørelse på Amerikansk Straffespark, mens det sidste år var med cifrene 3-0 i RIF/LGIF’s favør.


Kan Skals-anfører Baghi føre sit hold til endnu en Fjends Cup finale? Th. Mathias Rørbæk Jensen, Stoholm.

I dette års turnering er det lidt forskelligt, hvad de to klubber har budt ind med undervejs. Skals så gode og bundsolide ud i torsdagssejren over Stoholm, men det har knebet lidt mere at finde det flotte spil mod henholdsvis Karup/Kølvrå 07 og Feldborg/Haderup. Med lørdagens 2-1 sejr over KK 07 sikrede Henrik Bundgaards tropper sig allerede der 1. pladsen i puljen, og det kan have haft indflydelse på indsatsen ”Thriller-Tuesday”. For her blev SFF’erne i den grad sat på plads af FHIF, der førte med voldsomme 4-0, før det lykkedes ”De Grønne” at reducere til lidt mere spiselige 4-2.


R/L-træner Sune Pallesgaard og holdleder Kim Mackenhauer.

De dobbelt forsvarende mestre fra Ravnsbjerg/Løgstrup tordnede derudaf i åbningskampen, hvor Mønsted blev sat til vægs med hele 6-0. Derefter er det blevet til to målløse dyster mod henholdsvis Borup og værterne fra Sparkær, så det vidner jo om en fremragende defensiv, hvor der omvendt har været udfordringer med at få scoret mål – mon ikke træner Sune Pallesgaard og co. har fokus på det. Der er tale om det samme mønster for foråret, som det er tilfældet i semifinalen mellem Sparkær og Stoholm – nemlig det at Skals var i opspil til serie 2, mens Ravnsbjerg/Løgstrup rykkede ud af serie 2.

-ALJ

Guldsponsorer: