Optakt til thriller-Tuesday – Pulje 1

Hermed gælder det så optakterne til pulje 1, der spiller sidst ”Thriller-Tuesday” – puljen har heller ikke helt så mange muligheder i spil, som det er tilfældet i pulje 2, men der kan stadig komme stor underholdning og spænding i løbet af aftenen.

Ravnsbjerg/Løgstrup – Sparkær
En gentagelse af kampen på ”Thriller-Tuesday” 2018 – her var der alt på spil, for der gjaldt det om, hvem der skulle gå videre. Sparkær førte i et snuptag med 2-0, men holdet gik helt ned og endte med at tabe 2-5, hvilket sendte Ravnsbjerg/Løgstrup videre sammen med Skals. De to hold mødte så i øvrigt også hinanden senere i finalen, hvor RIF/LGIF sejrede med sikre 3-0. Så dermed er fusionisterne altså dobbelt forsvarende mestre, og holdet står da også med mere end halvandet ben i finalerunden. Det kan dog gå galt, for det var en overraskelse, at det ikke lykkedes at besejre Borup lørdag, så der skal point på kontoen mod værterne for at være helt sikker på finalerunde torsdag/lørdag.


Kasper Møller (th) har scoret til 2-0 i sidste års kamp og lykønskes af Bo Pedersen (5) og Oliver Andersen (tv). Nr. 9 Anders Schmidt er på vej væk.

En sejr vil ovenikøbet give 1. pladsen, og derudover har begge hold i dette opgør chancen for at skrive sig i ”Evighedstabellen” over de hold, der ikke har indkasseret mål i det indledende puljespil. Vi er jo nået til den 37. Fjends Cup, og det er altså stadig kun 6 forskellige klubber, der har præsteret det – Sparkær har så mulighed for at komme på listen for anden gang i Fjends Cup-historien. Indtil videre er det Højslev Kirkeby (1988), Højslev Station (1993), Stoholm (2003), Sparkær (2011), Mønsted (2012) og Feldborg/Haderup (2013), der alle kan prale af at have spillet et indledende puljespil uden at lukke mål ind.


Ravnsbjerg/Løgstrup kunne ikke åbne Borups forsvar lørdag med anfører Frederik Hvid i spidsen.

Det bliver svært at udpege en decideret favorit, for både Sune Pallesgaard (RIF/LGIF-træner) og Poul Vistisen (Sparkærs ditto) vil helt sikkert mene, at deres hold kan vinde matchen, hvis de rammer dagen. Begge hold har overvundet Mønsted – det gjorde de dobbelt forsvarende mestre noget mere suverænt, end det var tilfældet for Sparkær. Derimod formåede Sparkær at sætte Borup til vægs med 3-0 på åbningsaftenen, og det lykkedes altså ikke for fusionisterne at gøre det lørdag. Med uafgjort beholder Sparkær 1. pladsen – en sejr til Ravnsbjerg/Løgstrup vil give dem 1. pladsen, mens Sparkær så går videre fra 2. pladsen, for hjemmeholdet kan nemlig glæde sig over, at finalerundedeltagelsen er sikret før ”Thriller-Tuesday”.

Mønsted – Borup
En kamp om at undgå pulje 1’s sidsteplads. Før opgøret ”Thriller-Tuesday har Borup de bedste kort på hånden, da BIF’erne får 3. pladsen med mindst uafgjort. Men Svend Aage Kristensen og co. vil helt sikkert gøre alt for at vinde, da det kan sende mandskabet videre – det kræver dog, at mange ting skal gå i holdets retning, for Ravnsbjerg/Løgstrup skal tabe på den anden bane + Borup skal hente mange mål på de dobbelt forsvarende mestre.

Men i første omgang er både Mønsted og Borup tvunget til at score, hvis ikke en lidet flatterende klub under ”Evighedstabellerne” skal have nyt medlem eller endda nye medlemmer, hvis de 70 minutter ender 0-0. For ingen af klubberne har scoret hidtil i denne den 37. udgave af Fjends Cup, og det betyder altså en reel risiko for at gennemføre det indledende puljespil uden at få netmaskerne til at blafre. Det er kun sket for Kjeldbjerg (1986 og 1995) + Sparkær (1988) samt Viborg B67 (1992). Borup har 0-3 mod Sparkær og 0-0 mod Ravnsbjerg/Løgstrup – holdet undgår dog ikke favoritværdigheden ”Thriller-Tuesday”, for når efterårsturneringen starter op, så er der to seriers forskel på de to klubber.


Mønsted-anfører Kristian Svendsen og de andre MIF-ere spillede en fin kamp mod Sparkær lørdag, og er klar til at udfordre Borup.

Mønsted har indtil videre 0-6 mod Ravnsbjerg/Løgstrup og 0-1 mod værterne og de evige rivaler fra Sparkær – sidstnævnte dyst lørdag var tæt, og her viste MIF’erne, at det altså må være unødvendigt og selvforskyldt, at efteråret skal bruges i serie 5! Men sådan er det altså, og nu gælder det i første omgang for Jens Harrestrup og Niels Christiansens mandskab om som minimum at få sendt en enkelt bold i kassen, så det ikke bliver til en plads i ”Evighedstabellerne” i den lidet flatterende klub. Østfjends-klubben – med de ellers så stolte Fjends Cup-traditioner” – kan ikke gå videre til finalerunden, men det kan blive til en 3. plads i puljen – det kræver en sejr på ”Thriller-Tuesday” over Borup.

-ALJ

Guldsponsorer: