Optakt til torsdagens kampe

Anders 150 Nu gælder det. Her får I så Anders L. Jakobsens bud på de 4 kampe i første indledende runde torsdag.

Nu gælder det!!!

Ikke et ord om tidlig start d. 21. juli – har holdene mange afbud, ja så er det jo nu engang sådan, det er – det hjælper ikke at bruge det som en undskyldning. Fjends Cup er en sommerturnering, hvor det – ud over alt det som turneringen selv står for – gælder om at blive klar til efterårets turneringstart under DBU Jylland. Derfor bliver det spændende at se, hvilken forfatning de 8 mandskaber kommer i, for vi plejer at få gode og jævnbyrdige kampe, og det håber vi naturligvis også bliver tilfældet her i 2016-udgaven – den 34. udgave af Fjends Cup!

Traditionen tro starter vi med optakten til kampene i pulje 1 i tidskronologisk rækkefølge:

Ravnsbjerg/Løgstrup-Borup
RIF/LGIF har stolte traditioner i Fjends Cup. I mange år som selvstændige klubber (Ravnsbjerg IF og Løgstrup G&IF), men her i 2016 stiller de to klubber op for 4. gang i træk sammen. Fusionen vandt i både 2013 og 2014, mens det blev til en 3. plads sidste år. Før fusionen havde både Løgstrup og Ravnsbjerg mange sejre at se tilbage på i Fjends Cup-sammenhæng. Søren Borups tropper havde et godkendt forår, hvor holdet sluttede på en fin 4. plads i serie 2. Holdet undgår ikke sammen med Skals at få påduttet favoritværdigheden, og går alt som forudsagt, så skal de to hold mødes i finalen lørdag d. 30. juli.

RL2015
Efter to finalesejre i træk måtte Ravnsbjerg/Løgstrup i 2015 nøjes med 3. pladsen.

Borup deltager for kun anden gang, og 2015 kastede en meget beskeden 7. plads af sig. Foråret sluttede med en skuffende nedrykning til serie 4 – dog spillede holdet mange tætte kampe, men det endte altså alligevel med degradering til serie 4 – i øvrigt sammen med Hersom/Bjerregrav, der ikke er med i Fjends Cup i år. Niels Klausens tropper kan glæde sig over, at der intet forventningspres er i åbningskampen, så på den led kan Borup næsten kun overraske positivt.

Stoholm-Vridsted
I gennem mange år har det her møde været et klassisk opgør mellem de to Fjends-klubber. Vridsted var bedst i stort set to årtier (1980’erne og 1990’erne), men siden årtusindeskiftet har Stoholm oftest været højest placeret. Det er også tilfældet netop nu, hvor SIF er i serie 3, mens VIF er at finde i serie 4. Stoholmerne fik en fremragende start på foråret i serie 3, men Niels Jensens tropper tabte i den grad pusten, så det sluttede med en 5. plads. SIF har stolte Fjends Cup-traditioner, og klubben er uden sammenligning det hold, der flest gange har spillet sig videre til finalerunden. Sidste år kom mandskabet endda i finalen, men her blev det til en gevaldig øretæve på 1-8 til Skals, der bare var klart bedre på alle områder. 2. pladsen var bestemt godkendt, og skal SIF’erne gøre sig håb om nok en finalerundedeltagelse, ja så skal der nok gerne point på kontoen i dette opgør.

ChristofferSoerensenVridsted2014
Sidst  Vridsted var med i Fjends Cup var i 2014. Her havde man lørdag så store mandskabsproblemer, at man måtte “låne” Christoffer Sørensen fra Sparkær, der dengang spillede i Aalborg, men var hjemme til Fjends Cup.

Benny Hansen – der selv som spiller var med til at vinde den allerførste Fjends Cup med Vridsted tilbage i 1983 – havde et flot forår, der var tæt på at give en overraskende oprykning til serie 3. Men VIF’erne måtte konstatere, at pointhøsten på 2. pladsen var for lav sammenlignet med de øvrige kredse i Jylland, så derfor hedder det også serie 4 efter sommeren. Holdet havde en selvvalgt pause fra Fjends Cup sidste år – det kom i kølvandet på et par år med særdeles magre resultater på banerne i Sparkær – men nu er Vestfjends-mandskabet altså klar igen. Stoholm og Vridsted spiller næsten altid tætte kampe, så det her opgør bliver nok ingen undtagelse.

Hermed er vi så klar til Pulje 2:

Sparkær-Skals
Værterne vejrer i den grad morgenluft efter den flotte og meget overraskende oprykning fra serie 3 her i foråret. Fodbold er et lunefuldt spil, og med de nye halvårsturneringer (ja, så nye er de vel heller ikke mere) kan der ske meget på kort tid. Spørg bare Sparkær der for et år siden rykkede ud af serie 3 med et point i 14 kampe, og så har både efteråret 2015 og foråret 2016 altså givet oprykninger, så der på historisk vis bliver budt op til serie 2 fodbold på Enrico Dalgas Vej til efteråret. I Fjends Cup-sammenhæng tørster holdet efter succes – man skal helt tilbage til 1984 for at finde den hidtil eneste triumf. Derudover har mandskabet ikke været i finalerunden siden 2011 – det var her holdet tabte den minderige semifinale til Stoholm efter Amerikansk Straffespark.

Henrik Haubro
Skal Henrik Haubro og Skals henten pokalen med hjem igen i år?

Men selvom Sparkær er gode, så møder de turneringens helt store favoritter i det første opgør. De forsvarende mestre fra Skals gjorde det igen godt i serie 1 her i foråret, hvor det blev til en absolut godkendt 4. plads. Holdet har netop under stor opmærksomhed sagt farvel til topscorer Lasse Broberg, der er skiftet til Møldrup/Tostrup, hvor han skal fungere som spillende assistenttræner under Pauli Vendelbo. Men det tab bør Skals være gode nok til at overkomme, og med sidste års store finalesejr over Stoholm in mente samt den flotte placering i foråret, så er Orla Kroghs tropper storfavoritter til at genvinde titlen.

Mønsted-Feldborg/Haderup
Det er blevet nævnt før gennem årene, og det bliver nævnt igen: Hvornår vinder Mønsted igen Fjends Cup??? MIF’erne skal helt uhørt tilbage til 1999 for at finde sidste triumf – går man derimod årene i 1990’erne i gennem, så vil man finde askillige triumfer til Østfjends-mandskabet. Men siden årtusindeskiftet her pokalen ikke fundet sin vej til Kalkværksvej 1B, og det er noget, man meget gerne vil have lavet om på. Claus Højgaard og spillerne havde til tider et lidt besværligt forår, men Mønsted sluttede flot af og endte på en absolut godkendt 4. plads. Vil holdet noget i den 34. udgave af Fjends Cup, så skal der gerne point på kontoen i åbningskampen.

23072015Jonathan Jul og Martin Harritz
Her er to ungersvende – Jonathan Jul og Martin Harritz – der kan blive afgørende for, om Mønsted får succes i år.

Her gælder det nemlig et møde med Feldborg/Haderup, der sluttede på 3. pladsen i den serie 4 kreds, hvor Vridsted havnede på 2. pladsen. ”Den Gule Fare” fik flotte 27 point, så det er et hold med selvtilliden i orden, der kommer til Sparkær d. 21. juli. Peter Ellebæks tropper deltager for 17. gang i Fjends Cup, og 5 gange er holdet gået videre til finalerunden, uden det dog er blevet til den ultimative slutkamp, da semifinalen hver gang har været endestationen.

Guldsponsorer: