Redaktionssekretærens optakt – 3.

Her kommer så sidste afsnit af redaktionssekretærens optakt. I slutningen beklager han nok engang, at han ikke kan være til stede de 3 sidste kampdage, da han skal følge sønnens kampe i Vildbjerg Cup. Forståeligt, men at han i år også er fraværende lørdag den 27. juli på grund af en ligegyldig koncert  i Odense med et ukendt navn må give anledning til en alvorlig drøftelse i redaktionen!

”De Grønne” fra Skals kæmpede hele foråret for at få avancement til serie 2, men det lykkedes lige akkurat ikke for Henrik Bundgaards tropper. Holdet sluttede på den 2. plads, der gav opryknings-playoff, men allerede i første kamp ud af to blev det til exit efter et nederlag på udebane til Bjerringbro. SFF’erne plejer stort set altid at gøre det godt til Fjends Cup – sidste gang klubben kom øverst på podiet var i 2015 med en finalesejr over Stoholm.

Netop Stoholm måtte erkende en skuffende nedrykning fra serie 2 i foråret. I en uhyre tæt pulje var SIF’erne i flere omgange tæt på toppen, men ikke desto mindre endte det altså med degradering til serie 3 trods 18 optjente point. Spillende cheftræner Martin Trankjær har bedt sig fritaget fra hvervet grundet nyt civilt arbejde, og det er så blevet Jesper Lindegaard, der skal overtage, og han har Kim Kirkeby ved sin side. Fjends Cup skal helt sikkert bruges til at få spillerne i form efter sommerferien, så klubben står bedst muligt rustet til efterårets aktiviteter i serie 3. I Fjends Cup-regi tørster SIF’erne efterhånden efter en sejr – sidste triumf skal findes helt tilbage i 2010.


Den omtalte finale i 2010 var mod naboerne fra Mønsted, som blev slået 4-2. På fjendscup.dk kunne man den 8. august 2010 læse flg.: “Allerede inden kampen blev der varmet op. Stoholm-folkene blev på deres vej til Sparkær mødt af byskilte, der var påsat skilte med “Mønsted IF”, og på Sparkær Stadion var der i nattens løb opsat et kæmpe banner med Mønsteds logo – det fik dog ikke lov at overleve, da lokale ikke Mønsted-tilhængere havde hevet det ned inden kampen”.

”Den Gule Fare” – som vi her på redaktionen ynder at kalde Feldborg/Haderup – har brugt foråret i serie 5, men det lykkedes at få en oprykning til serie 4 i hus med den rutinerede træner Benny Simonsen ved roret. FHIF’erne er altid garant for en solid fight og et par gedigne overraskelser – for eksempel chokerede mandskabet alt og alle sidste år ved at besejre Stoholm på ”Thriller-Tuesday”, og det sendte så begge hold videre til finalerunden. Dog har FHIF aldrig præsteret at komme i en finale – årets deltagelse er ellers den 20. i træk.

Rosinen i pølseenden bliver så Karup/Kølvrå 07, der allerede har fået lidt omtale i den her optakt. Det skyldes som nævnt, at holdet indtræder i stedet for Vridsted, men et helt nyt bekendtskab er klubben altså ikke. Fra 1993 og helt frem til 2004 deltog mandskabet under navnet KKIK, og her blev det til en enkelt triumf – nemlig sejren tilbage i 2000 hvor Mønsted blev besejret i den ultimative slutkamp. Træner Jesper Larsen og co. fik lige akkurat hevet pelsen i land i serie 3 – det skete efter en nedryknings-playoff mod Herning Fremad, der dog blev sat til vægs med bastante 5-1 i den afgørende match.

Dermed er redaktionen ved at være klar til denne den 37. udgave af Fjends Cup, og mon ikke mange ”ting” bliver som foregående år: Dejligt vejr, mange tilskuere på sidelinjerne til tætte og spændende kampe med næsten statsgaranti for indbyggede overraskelser, grillede pølser ved Karens grill, kolde øl og hyggesnak.

Men i disse år er redaktionssekretæren ”udfordret” og ramt af diverse afbud til spilledagene ved Fjends Cup – for 4. år i træk bliver det ikke til Fjends Cup-kampe torsdag/fredag/lørdag – altså finalerunden – da der igen står Vildbjerg Cup på menukortet sammen med den førstefødte. Derudover kommer der i år også en Ed Sheeran-koncert på tværs lørdag, så torsdag og ”Thriller-Tuesday skal godt nok nydes i fulde drag i år!!!

Det var – som altid – en meget laaaaaang gennemgang, men det er heldigvis frivilligt, om man vil læse det eller ej.

Nu er der bare tilbage at sige – traditionen tro:

God Fjends Cup til alle!

Guldsponsorer: