Sommercup vil ikke overgive sig

Skive Folkeblad bringer i dag tirsdag den 12. maj 2020 denne artikel om Fjends Cup 2020:

Af Michael Hjorth Jensen

Mens de professionelle fodboldhold igen kan komme i kamp, er det fortsat uvist, hvornår serie- og ungdomsspillerne må gå ind i nærkampe med kropskontakt igen. Det betyder også, at arrangørerne og deltagerne ved den lokale turnering Fjends Cup i Sparkær må leve i uvished om årets udgave, der er sat til at løbe af stablen fra 23. juli til 1. august.

Står det til den turneringsansvarlige Hans Peter Johansen bliver turneringen dog gennemført – og det tror han fortsat fuldt og fast på.

– Vi vil gøre alt for at få det afviklet, og det tror jeg også på, det bliver. Bliver den almindelige turneringsstart skubbet til for eksempel 1. september, så skubber vi også bare Fjends Cup. På et tidspunkt kan der forhåbentligt spilles rigtig fodbold igen, og så afpasser vi efter det, forklarer han.

Af samme årsag er han fortsat langt fra at skulle trykke på den røde aflysningsknap.

– Jeg er optimist. Stævnet er ikke aflyst, og det bliver det heller ikke, før det bliver absolut nødvendigt, siger han.

Én ting er selve spillet på banen, hvor de nuværende restriktioner potentielt kan nå at ændre sig inden stævnestart i Sparkær. Noget andet er det, der foregår uden for kridtstregerne. Her skal der også lempelser til, for at Fjends Cup for alvor kan komme til at ligne sig selv.

Stævnet har således udviklet sig til lidt af en tilskuermagnet, og 2019-udgaven slog med sine 1447 besøgende – fordelt på de seks spilledage – alle tidligere rekorder. En enkelt dag var der over 300 betalende gæster, og den slags kan som bekendt give problemer i en tid, hvor nationen er underlagt et forsamlingsforbud.

I skrivende stund hedder det 10 personer, og efter planen hæves det til 30-50 fra 8. juni. Fast ligger det dog også, at man indtil 1. september ikke må forsamles over 500 personer.

Hans Peter Johansen sætter dog sin lid til, at der inden årets udgave findes et niveau, som betyder, at Fjends Cup kan afvikles med tilskuere på lægterne.

– Det er selvfølgelig et væsentligt parameter, at vi kan få folk derned. Den omsætning er også vigtig, siger han.

Han fastslår, at der blandt klubberne er opbakning til at få afviklet årets udgave, hvis ellers de til den tid gældende regler tillader det.

– Jeg har så sent som søndag været i kontakt med alle trænerne. De er allesammen klar til Fjends Cup, siger Hans Peter Johansen.

Guldsponsorer: