Sparkær holder topplacering

Sparkær har fået en forrygende start på foråret med 10 point efter 4 kampe. Dagens kamp mod Viborg Nørremarken blev en meget tæt og jævnbyrdig affære med ind imellem godt spil fra begge sider. Nørremarken var klar bedst i 1. halvleg, mens Sparkær var toneangivende efter pausen og endte med at vinde 2-1.


Anfører Oliver Andersen højt til vejrs i 1.halvleg.

Oliver Andersen kunne have givet Sparkær en drømmestart allerede i det første minut, men i stedet for at afslutte tæt på mål, spillede han på tværs,hvor en forsvarer kom før Daniels Brøns. Herefter overtog gæsterne i den grad scenen, og de unge NUGF-ere spillede bolden godt rundt, mens Sparkær levede på lange bolde, der blev alt for lange i medvinden.

Efter 7 minutter erobrede Nørremarken bolden på midtbanen og sendte Jeppe Andersen mod mål med en dyb stikning, som han udnyttede uden chance for Bjarne Have. Gæsterne fortsætte med at dominere uden at skabe de alvorlige chancer bortset fra en enkelt, som Bjarne Have fik drejet væk på målstregen.


Anders Schmidt (th) scorede på frispark og lagde op til Sparkærs sejrsmål. Bagved Bo Pedersen (tv) og Nicki Rasmussen.

I de sidste 10 minutter kom Sparklær mere med i kampen, og Daniel Brøns fik tilkæmpet sig et frispark lige uden for feltet i højre side. Den lå godt til venstrebenet hos Anders Schmidt, og han sendte bolden i mål direkte på frisparket.

Efter pausen ændrede kampen karakter, og her var det Sparkær, der tog over og var spilstyrende. Michael Hansen og Nicki Rasmussen blev skiftet ind i pausen, og det gav noget mere power på midtbanen og hurtighed fremad. Dermed kom chancerne også, og Daniel Brøns havde en stor mulighed i det 65. minut, og blot to minutter senere headede Bo Pedersen i mål men blev dømt off-side.


Topscorer Daniel Brøns på boldjagt i 2. halvleg.

Med et kvarter igen kom forløsningen så for Sparkær efter et mønsterangreb, hvor bolden endte hos Anders Schmidt i venstre side. Hans fine indlæg headede Daniel Brøns i mål i den modsatte side. Det lignede en afgørelse, men de sidste 10 minutter blev lidt hektiske, og her fik gæsterne annulleret hele to scoringer efter off-side, det sidste i dommer Jan Dahls tillægstid. Men stillingen holdt, og dermed holder Sparkær fast i en overraskende førsteplads.

Anders Schmidt spillede en fin kamp med mål og assist og fik flest stemmer, men også en spiller som Bo Pedersen var – trods et par svipsere i 1. halvleg – stærkt spillende på midtbanen.

Sparkær-træner Poul Vistisen efter kampen:

  • Det blev så tæt som forventet, sådan er det næsten altid mod Nørremarken. Vi byder kun ind i de første 5 minutter og de sidste 10 i første halvleg, hvor vores spil slet ikke fungerer. Vi laver et par indskiftninger og får rettet til, og jeg synes, vi sætter os på kampen efter pausen. Vi burde have lukket kampen til 3-1, for det gav lidt panik og muligheder til dem til sidst, men jeg synes, vi kan forsvare sejren på vores 2. halvleg.

-hp

Guldsponsorer: