Sparkær på sejrskurs igen

Efter tre nederlag i træk fik Sparkær vendt skuden med en overbevisende udesejr på 4-0 mod Hersom/Bjerregrav. Og efter den målløse kamp i Kølvraa sidste lørdag vågnede topscorer Kasper Møller igen op til dåd med tre scoringer, mens Oliver Andersen nettede en enkelt gang.


Kasper Møller fandt igen vej til målnettet. Arkivfoto.

Iflg. træner Poul Vistisen så han en kamp i Bjerregrav, som var stik modsat det, han så for en uge siden i Kølvraa.

  • Jeg fornemmede på spillerne inden kampen, at de havde et eller andet, de skulle have vist igen. Og det gjorde de i den grad lørdag, for alle kæmpede godt, spillet han sammen, og vi lavede stort set ingen fejl. Ja, vi spillede bare bedre end HBI, konstaterede Vistisen.

Han glædede sig blandt over, at kanterne igen kom godt med og var afgørende i flere situationer. Det første mål faldt efter blot 10 min., hvor Martin Bøge sendte et frispark ind i feltet, og Kasper Møller dukkede op og scorede fra tæt hold.

Det blev 2-0 til Sparkær efter 25. min. efter et flot opspil i venstre side, hvor Anders Schmidt fandt Kasper Møller, som sendte en flad bold ind foran mål. Her var Oliver Andersen på plads og scorede sikkert. Det var også pausestillingen efter en halvleg, som blev præget af Sparkær, og hvor hjemmeholdet ikke havde meget at byde på.

De forsøgte så at lægge et pres på Sparkær i starten af 2.halvleg, uden at det gav pote. I stedet gik det helt galt for hjemmeholdet, da deres målmand i det 62. minut klippede Kasper Møller uden for feltet og korrekt indkasserede et rødt kort.


Martin Bøge stod stærkt i billedet i lørdagens kamp. Arkivfoto.

I det 75. min. slog Kasper Møller til igen efter flot opspil af Tobias Brøns og Oliver Andersen, der fandt en fri Møller med en flad bold foran mål. Med 5 min. igen blev hjemmeholdet så ramt af et gult kort for en kombination af et frispark og brok. Og et par minutter senere lukkede Kasper Møller så kampen med sit tredje mål efter et godt forarbejde af Martin Holm, der sammen med Michael Hansen blev indskiftet.

  • Jeg er vildt glad for, at vi fik sat en prop i efter tre nederlag og 12 indkasserede mål. Det var en holdindsats i dag, og det viste stemmefordeligen da også efter kampen, hvor de blev fordelt på 11 spillere. Flest fik Patrick Nielsen, men jeg synes også at Martin Bøge i denne kamp stod stærkt i billedet. Nu tør jeg godt sige, at efterårets målsætning om at undgå nedrykning er i hus, så derfor vil jeg tillade mig at sætte fokus på en top 3 placering. Spiller vi som i lørdags, og kommer vi afsted med det hold, så mener jeg, at det er realistisk, fortæller Poul Vistisen til fjendscup.dk søndag.

Næste kamp er på lørdag kl. 13.30 hjemme mod Skive IK, der stadig er uden point.

-hp

Guldsponsorer: