Stoholm er klar til ny sæson i serie 2

Der var dømt neglebidende spænding søndag eftermiddag på Karlsen Arena i Stoholm, hvor SIF-Fodbold skulle forsøge at sikre sig en ny sæson i serie 2. En dårlig stime på 3 nederlag i rap havde gjort, at SIF’erne var kommet faretruende tæt på nedrykningsstregen, og hvis Lemvig vandt i Holstebro samtidig med et nederlag til stoholmerne hjemme mod topholdet fra Koldby/Hørdum – ja, så ville der blive decideret nedrykningsfinale i sidste spillerunde i Lemvig.

Og skulle Stoholm til den kamp med 4 nederlag i træk, mens Lemvig i så fald ville have 2 sejre i rap – så kunne det nemt gå hen og blive en barsk afslutning. Med en halv time tilbage af søndagens opgør indløb resultatet fra Holstebro, og her havde Lemvig skabt overraskelsen ved at vinde med 2-1 – derfor skulle der som minimum et point på kontoen, hvis eksistensen skulle sikres.

OG – knap var resultatet fra Holstebro kommet, før hjemmeholdet efter cirka en times spil kom bagud med 0-1. Det var faktisk ikke helt fortjent, for SIF havde spillet en fin 1. halvleg på en meget blød bane, der efterhånden trænger til en kamppause. Det var en tæt første time, men thyboerne kom altså i front på en dag, hvor SIF-truppen var presset – men der blev virkelig arbejdet stenhårdt og stor ros for det.

Allan Søndergaard – en klubmand ud over det sædvanlige – hjalp til igen, og denne gang blev han sat i målet i Rasmus Højbjerg og Casper Drensborgs fravær. Defensiven bestod af Morten Konradsen, Per ”Unge” Jensen, Morten Bigum og Daniel Bøgh Pedersen, mens midtbanen var Bo Pedersen, Morten Groth, Dennis Fangel og Steffen Olesen + derudover Flemming Bennedsgaard og Mark Dalgaard Svendsen – og så var Asbjørn Lyhne og Nicolaj Christensen på bænken.

Umiddelbart efter thyboernes føringsmål satte Mark Dalgaard Svendsen den livsvigtige udligning i nettet, og så fulgte ellers et højdramatisk sidste kvarter.

I det 75. minut begik Morten Konradsen et indiskutabelt straffespark, og her var SIF heldige med, at Konradsen end ikke fik en advarsel af dommer Henrik Junge – han lignede bagerste mand, da forseelsen blev begået. Og SIF var i forvejen i undertal på grund af et gult kort til Flemming Bennedsgaard. Men dagens mand i skysovs – Allan Søndergaard – dykkede ned og reddede straffesparket – en scoring til Koldby/Hørdum her havde med stor sandsynlighed betydet nederlag og dermed stordrama i Lemvig i sidste runde.

Nu kunne SIF trække tiden ved enhver given lejlighed, men på grund af en skade til gæsterne vidste fjandboerne, at der som minimum ville blive lagt 5 minutter til, og tiden sneglede sig afsted. I det 87. minut var der en batalje mellem Mark Dalgaard Svendsen og en thybo, men Dalgaard Svendsen slap for videre tiltale – derimod fik Koldby/Hørdum-spilleren en advarsel for brok, og det lettede trykket fra udeholdet en smule.

OG – mens thyboerne pressede på for et sejrsmål, der kunne sende dem op på 2. pladsen, slog SIF til med en flot scoring af Nicolaj Christensen i overtiden, og jublen ville ingen ende tage. I det sidste sekund af den lange ekstratid lykkedes det så også for Flemming Bennedsgaard at skrabe bolden i nettet, da gæsternes målmand måtte give en retur på en Steffen Olesen-afslutning.

  • Pyha, det var så spændende, som det overhovedet kunne blive. I dag stempler alle ind, og der bliver virkelig ydet flot, selvom vi igen var mandskabsmæssigt udfordret. Jeg er så glad for, at det også hedder serie 2 til foråret, og det bliver meget spændende at følge Martin Trankjærs arbejde med truppen – jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt. Det er skønt, at vi ikke er tvunget til point på lørdag, men vi vil naturligvis gøre alt for at slutte godt af, kom det fra en tydelig lettet træner Niels R. Jensen, da der skulle gøres status efter de 90 (95) minutters strabadser.

Sidste kamp spilles altså i Lemvig på lørdag d. 4. november kl. 13.30 – og efterfølgende er der afslutningsfest for seniorerne i Stoholm IF-Fodbold.

-ALJ

Guldsponsorer: