Svære tider for Sparkær

Det har mildt sagt ikke været Sparkærs efterår i serie 3, og i dag kom endnu et klart nederlag på 0-5 ude til topholdet Sunds. Dermed har Sparkær nu kun et spinkelt halmstrå i form af Eastside at holde fast i, men det kan briste allerede i morgen, hvis viborgenserne vinder over Nørremarken. Sker det, er Sparkær i serie 4 til foråret.

At problemerne hober sig op for træner Poul Vistisen, viser dagens holdsammensætning, hvor han måtte hente hjælp fra U16-spilleren Frederik Holm, der fik en tidlig seniordebut og gjorde det flot. I mangel af de to målmænd Bjarne Have og Andreas Bakholdt tog en skadet Kasper Møller tjansen mellem stængerne, og det gjorde han OK bortset fra en fejlvurdering ved hjemmeholdets første mål.

Det kom først et par minutter før pausen, men endnu en scoring i det 45. min. gjorde det ikke lettere for gæsterne. Det var alligevel en helt godkendt 1. halvleg, hvor Anders Holm have et hovedstød på overliggeren, inden Sunds kom foran. Men også en halvleg, hvor både Martin Holm og Patrick Nielsen måtte udgå med skader – Martin Holm med en fiber, der slutter hans sæson.

Allerede 3 min. efter pausen blev det 3-0, og Sunds scorede yderligere to gange i det 57. og 87. minut.

  • Jeg kan jo ikke sige noget til deres sejr – den er helt i orden, men vi skaber dog et par gode tilbud også i 2. halvleg, hvor Oliver Andersen rammer overliggeren på et frispark, og hvor Michael Hansen skyder lige forbi fra en spids vinkel. De 13 mand, jeg kunne få med, gjorde det, de kunne, og nu må vi se, om Eastside snubler. Det er hvad, vi kan håbe på nu, fortæller træner Poul Vistisen til fjendscup.dk.

-hp

Guldsponsorer: