"Har du hørt...."


Redaktion: H.P.Johansen og Anders L. Jakobsen
Har du en lille Fjends Cup historie - så send den til os!
____________________ __________________________________________________________
Klik en dato her:
____________________ __________________________________________________________
04.08.2003: Fra vor mand på Balkan har vi modtaget følgende:

Hej HP

Vil bare lige takke for den fantastiske dækning (hjemmesiden) af Fjends Cuppen i år og forrige år. Det gør det muligt for interesserede som mig selv, der ikke har mulighed for at følge turneringen på nærmeste hånd, at få indblik i, hvad der sker.

Om turneringens udfald er lige den, jeg gik og håbede på, skal være usagt...

Allan Steffensen
Spejdereskadronen/KFOR/Hold 8
Camp Olaf Rye
Mitrovica V
Kosovo

P.s. 9 dage tilbage. Hep hey!!!

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
03.08.2003:
fjendcup.dk har efterhånden oparbejdet et omfattende fotoarkiv. De to herrer t.h. Kenneth Bundgaard og Rune Nørgaard fra Ravnsbjerg har fotografen haft et godt øje til, og de fylder godt i arkivet. Pudsigt nok fanges de næsten altid i denne opstilling med en øl og en smøg og store smil. Her skåles i skumringen torsdag aften efter sejren over Stoholm. 

De to fulgtes i øvrigt også ad på topscorerlisten, men det endte med, at Rune Nørgaard holdt fast i topscorerværdigheden fra 2002, hvor han sluttede øverst med 5 scoringer. Det forbedrede han i år til 6, selv om han kun var med i 4 kampe og var lidt småskadet. Bundgaard og Lasse Hagedorn fra Stoholm fulgte trop med hver 5 mål. Se hel topscorerlisten her.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
03.08.2003:

Busk og "Bill" slapper her af lørdag efter en veloverstået Fjends Cup. Bemærk pokalen.

Morten Busk (tv) og Leif "Bill" Kristensen har haft en travl uge med Fjends Cup på programmet stort set hver dag. Fredag aften tog de dog fri for at deltage i den efterhånden traditionelle old-boys miniturnering i Ravnstrup i forbindelse med sportsfesten. Meget passende hentede Sparkærs old-boys vinderpokalen hjem, når nu Ravnsbjerg tog Fjends Cup pokalen den anden vej. Hvordan det kunne lade sig gøre, står stadig hen i det uvisse. Men når Sparkær IF-formand Niels Kr. Jeppesen kunne blive registreret for 2 mål, ja så er alt muligt. Det ene i straffesparkskonkurrencen kan til nød forklares, men at Kesse skulle være i stand at score et regulært mål, havde mange svært ved at tro på. Det forlød da også, at det skete på et tidspunkt, hvor Ravnsbjerg-målmanden var ude at lede efter sin "førerhund".

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
03.08.2003:
Jimmy Bertelsen, målmand og anfører for Feldborg/Haderup måtte træde til i trænertipskonkurrencen, da Ole Refsgaard var ferieramt på afleveringstidspunktet. JB havde ligesom Ole Dahl, Ravnsbjerg og Jesper Monberg, K.K.I.K 2 placeringer rigtig, men faldt fra i lodtrækningen. Ole Refsgaard mente, at han på kuponen, som forblev hjemme i skuffen, ville have vundet konkurrencen, men den påstand tvivler Bertelsen på. - Han har ingen af lørdagens placeringer rigtig, så mon han nu har mere end to rigtige?, spørger JB. 

Han varsler i øvrigt, at FHIF vender frygteligt tilbage til Sparkær Stadion i efteråret for at tilbageerobre de 3 point, som Sparkær efter Bertelsens mening "stjal" i Feldborg i foråret. - Og så for resten tak for en god turnering. Vi er på plads igen i 2004, hvor vi selvfølgelig håber at skulle møde de dobbelte mestre fra Ravnsbjerg, for dem mener jeg aldrig, vi har tabt til i Fjends Cup, slutter således Jimmy Bertelsen fra FHIF.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
01.08.2003:
A.Knopper alias Tage Frederiksen fra Ravnstrup (i rød trøje med armen om Rene Frederiksen) er om nogen Ravnsbjerg-fan og en af de absolut mest trofaste Fjends Cup-tilhængere. Frederiksen var så begejstret efter torsdagens semifinalekamp, at han har sendt fjendscup.dk denne lille hilsen. Bemærk i øvrigt, at han på dette arkivfoto fra 2002 ser helt hæderlig ud. Torsdag aften så han ikke just godt ud i ansigtet efter et cykelstyrt, så p.t. suppleres hans kaldenavne med "Væltepeter". Men her er Frederiksens lovord:
Hej Fjends Cup

Efter at have set mange kampe i Fjends Cup gennem årene, må jeg dog erkende, at torsdagens kamp mellem Ravnsbjerg og Stoholm er en af de bedste og mest spændende kampe, der er spillet i cuppens historie. Kampen havde alt, hvad en fodboldkamp skal have - godt spil, masser af chancer og ikke mindst kanonmål. Der blev gået til stålet af begge mandskaber, uden at det blev svinsk. En stor tak for en herlig fodboldaften til Stoholm og Ravnsbjerg. Det var en finalekamp værdig.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
01.08.2003:

Kampbolden til finalen og en nypudset vandrepokal fra Fjends Herreds Folkeblad bliver her luftet på græsset dagen før. Skal Ravnsbjerg holde fast i pokalen, eller skal Vridsted 20 år efter den første og eneste titel i 1983 vende tilbage til tronen?

Bolden er klar til at blive brugt til den afgørelse. Igen i år dumpede den ind ad døren fra den tidligere Sparkær-dreng Helge Plougmann, nu bosat i Ganløse, men med fortsat stort hjerte til barndomsklubben. Endnu engang tak til Helge for den fine gestus.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
01.08.2003:
Umiddelbart før torsdag aftens semifinale mellem Stoholm og Ravnsbjerg blev fløjtet i gang benyttede fjendscup.dk`s tipstjeneste lejligheden til at hylde Tips 12-eksperten Jens Ove Vutborg - forsvarskrumtap fra Ravnsbjerg.

Han fik stort bifald fra de to holds spillere for sine 12 rigtige tegn på kuponen med de 12 indledende kampe. 

Her får han overrakt 1. præmien - et midtugeophold for 6 personer på Rønbjerg Feriecenter, sponsoreret af Danparcs - af Ove Jakobsen, der er aktiv i Sparkær IF`s sponsorudvalg.

Endnu engang tillykke til Vutborg!

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
30.07.2003: Ole Tang, sportsredaktør på Skive Folkeblad tillægger i dagens avis denne sides webmaster noget, der kunne minde om "ærekrænkende" udtalelser om Ørslevklosters hjemmeside. OT`s formulering om, at fjendscup.dk bringer resultater fra Høker Cup, "når de nu ikke selv kan klare det", er hans egen formulering og ikke citat herfra. Initiativet er udelukkende positivt ment og en service for de mange besøgende på fjendscup.dk. 

Samme Ole Tang kan i disse dage ses let haltende på det ene ben, efter at han i mandags pådrog sig en mindre fiber, da han udfordrede en lidt ældre hurtigløber i sprint på en græsbelagt rundbane i den sydlige udkant af Sparkær. Det skulle han aldrig have gjort, for ud over fiberen blev han distanceret med flere længder.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
30.07.2003:
Rasmus Jønsson, Mønsted-målmand var langt nede tirsdag aften efter, at hans "favorithold" var slået ud. Så meget, forlyder det, at han overvejer, om karrieren er ved at være ved vejs ende. Inden turneringen var han da også ret selvsikker og mente, at det var spild af tid, at Mønsted skulle spille indledende kampe. De kunne ligeså godt gå direkte til semifinalen. Nå - til gengæld er der opløftende meldinger på andre fronter. Med 8 rigtige i Tips 12 var han heldig i lodtrækningen og vandt 2 fl. rødvin. Op på hjemmefronten har han virkelig "skudt papegøjen", idet han og fru Majbritt venter familieforøgelse i starten af det nye år. Så på sigt er nederlaget i Fjends Cup sikkert til at bære!

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
30.07.2003:
Rene Frederiksen, matchvinder for Ravnsbjerg i finalen sidste år mod Mønsted er foruden at være en slidstærk Ravnsbjerg-spiller også en mand med held eller er det dygtighed i spil. Sidste år kunne vi berette om en casino-gevinst, der blandt blev brugt på oplevelsesture i den vide verden.

Nu fortæller Rene, at han i løbet af sommeren har deltaget i noget DM-tipning over 6 uger med Toto-kampe. Her var han også blandt de bedste og har vundet en tur til en Champingnons-Leauge kamp med alt betalt. Hvor turen går hen, vides ikke, men fjendscup.dk ønsker den sympatiske Ravnsbjerg-spiller god tur!

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
30.07.2003: Chr. Steffensen fra Mønsted har som den første reageret på efterlysningen af navne på holdene fra Sydfjends og Nordfjends anno 1946. Han sender følgende til redaktionen:
 
Jeg kan se, at Vagn Sørensen fra Mønsted er på holdet. Vagn er far til Holger Sørensen, der var en elegant midtbanespiller på MIF´s førstehold i serie 2, dengang vi var unge og smukke. Vagn bor stadig i Mønsted, og han er stadig aktiv indenfor brevduesporten, men flyver nu for en Viborgklub, da Mønsted Brevdueforening blev nedlagt i 2002.

Vi siger tak til Steffensen og håber på flere reaktioner!

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
29.07.2003: fjendscup.dk udvider nu servicen for de mange fodboldinteresserede i Nordfjends, der følger med her på siden. Sideløbende med Fjends Cup afvikles Høker Cup, der arrangeres af de to Højslev-klubber og ØK i fællesskab og i år afvikles i Ørslevkloster. På fjendscup.dk`s forside er der et link, hvor du kan se program og følge resultaterne fra A-gruppen. 

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
28.07.2003:
Sommeren er vendt tilbage til Fjends Cup 2003. Se bare DMI`s prognose, der lover sol og sommer over Sparkær Stadion både tirsdag til de spændende afsluttende puljekampe, samt semifinalerne torsdag. Regndråberne på finaledagen er så langt ude, at dem må vi se af få blæst væk inden da.
Det gode vejr vil helt sikkert skabe trængsel ved den efterhånden "verdenskendte" grill med de gode pølser. Her der det Karen Ladefoged - mangeårig pølsesælger, der er klar med et par ristede til "Nordmanden" fra Stoholm, som er en af de trofaste Fjends Cup tilskuere.

Pølsesælgerne og alle andre har i år fået mere albuerum på den nye terrasse, der er blevet kraftigt udvidet i forbindelse med renovering og udbygning af Sparkær IF`s klubhus - se nedenfor. Formand Niels Kr. Jeppesen nåede lige akkurat at få det meste klar inden Fjends Cup og varsler en officiel indvielse lørdag den 16. august, hvor alle er meget velkomne.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
27.07.2003:

..."døden nær" lyder dramatisk og  er vel en stramning, men for tilskuerne overalt på Sparkær Stadion lød det faktisk sådan fra bane 2 i starten af kampen mellem Stoholm og Vridsted. Stoholm-målmand Hans Erik Ravn og Rene Nielsen, Vridsted-angriber tørnede sammen (hændeligt iflg. neutrale iagttagere). Det afstedkom nogle helt specielle lyde fra HER, der fik de fleste til at frygte det værste. Holdleder Niels Jensen ser også alvorlig ud og er allerede gået i knæ, mens Frio Christensen tager det mere roligt og prøver at få benene i gang oven på hustruens 30 års fødselsdagsfest. "Ravnen" blev dog efter nogle minutter flyvende igen og gennemførte kampen.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
27.07.2003: Jørgen Jakobsen, Stoholm - far til Stoholm-spillerne Anders og Martin og svigerfar til Frio Christensen går nødigt glip af en Fjends Cup kamp eller for den sags skyld en seriekamp i det hele taget. Lørdag manglede "klanlederen", da Stoholm og Vridsted tørnede sammen. Iflg. fru Inger skulle en pludselig opstået influenza i forlængelse af datterens 30 års fødselsdagsfest fredag aften/nat være den direkte årsag til fraværet. Jakobsen ventes dog klar til tirsdagens afgørende puljekamp mod Sparkær.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
27.07.2003:
To påståelige Stoholm-spillere, Carsten Jensen (t.v.) og Anders Jakobsen fik kontant afregning på et væddemål, da de lørdag overværede kampen mellem Sparkær og K.K.I.K. AJ - der normalt er velorienteret - mente at kunne kende dommer Kim Christensen som værende opmand i Stoholms sidste hjemmekamp i foråret mod Skive IK. Det var CJ nu ikke enig i, og derfor blev der sat 2 kolde i spil.

I pausen stoppede diskussionen, da Kim Christensen kunne meddele, at det ikke var ham, men kollega Morten S. Nielsen, der var i Stoholm. Jakobsen måtte gribe i lommen, men det er nok ikke betalingen, der gør mest ondt, snarere den manglende hukommelse.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
26.07.2003: Kåre S. Nielsen, nyoprykket serie 3 dommer her fra sommeren 2003 får lørdag debut som dommer i Fjends Cup. Han får følgeskab af Kim Christensen, der lokalt dømmer på JS-niveau.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
23.07.2003: Det bliver to erfarne dommere, der åbner Fjends Cup 2003 torsdag aften. Klaudi Sigaard, Karup, der har været med alle årene, får en ny chance, og Torben Christensen fra Rødkærsbro er også en kendt dommer i Fjends Cup sammenhæng.

Sigård er til daglig indplaceret som serie 4 dommer, men Torben Christensen er i serie 3.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
21.07.2003:
Jesper Monberg, debuterende træner i K.K.I.K er i forbindelse med sit trænertips citeret for, at hans hold efter en afpudsning af formen i en opvisningskamp mod FCM den 9. juli på Karup Stadion skulle være klar til at vinde Fjends Cup 2003.

Kampen endte 16-0 til FCM og hermed slog K.K.I.K faktisk Stoholms rekord i store nederlag. Sidste år tabte Stoholmerne i en tilsvarende kamp 0-14 til Brøndby. Et ildevarslende tegn for Fjends Cup, hvor Stoholm jo som bekendt endte på en skuffende 7. plads.

Vi må ikke håbe for Monbergs ellers gode humør, at det ikke gentager sig for K.K.I.K i år.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
10.07.2003: Søskendeparret Helene og Jacob Pallesen med udgangspunkt i Sparkær og nu aktive i Viborg Atletik- og Motion har begge erobret guld  ved DM i triathlon. 19-årige Jacob i juniorklassen og 21-årige Helen i aldersklassen for 20-24 år.

fjendscup.dk siger tillykke med de fine resultater.

Til toppen

____________________ __________________________________________________________
09.07.2003: Fra vor mand i Kosovo - Allan Steffensen: AS er p.t. udstationeret i Kosovo, men holder et vågent øje med fjendscup.dk. I omtalen af Jesper Monbergs trænertips er der her på siden nævnt en kamp mellem K.K.I.K og "løverne" fra FC Midtjylland onsdag den 9. juli. Det afstedkom straks denne melding fra Camp Olaf Rye:
 

Hej HP

 
Du er vist ikke den hurtigste knallert på havnen i øjeblikket...
Du hævder at Karups modstander på onsdag d 9. er "Løverne" fra Midtjylland...? Så vidt jeg ved holder de såkaldte" Løver" til i KBH og "Ulvene" til i Midtjylland.
 
Hilsen din mand på Balkan "Steffensen JR"

Tak for hjælpen - Allan!

Til toppen