20 år med Klaudi


           Klaudi i aktion 2002

20 år som dommer i Fjends Cup:
Still going strong….

Har man sagt Fjends Cup, må man nødvendigvis også sige Klaudi Sigaard. Dommeren fra Karup med barndomsrødder i Sparkær har som den eneste været aktiv i samtlige Fjends Cup-turneringer. Men det er ikke kun i Fjends Cup, at 56-årige Sigaard er vedholdende. I år kan han fejre 25 års dommerjubilæum, og han er p.t. registreret for 1685 JBU-kampe foruden en række andre kampe i forbindelse med stævner, indefodbold m.v. Det gør ham til den, af de nuværende aktive dommere i Viborg Fodbolddommerklub, der har dømt flest kampe. Han nåede ”toppen af karrieren ” på serie 2-niveau, som han måtte forlade på grund af alder.

a

- Ja og det var jo en skam, for jeg var jo god nok, siger en altid selvsikker Klaudi, der i sin lange karriere kun har uddelt 27 røde kort. Det tager han som udtryk for, at det med hans egen stil er lykkedes at få afviklet kampene godt gennem de mange år. — Når jeg er dommer, er jeg dommer, og det uanset hvem der er på banen. Om jeg kender dem og de kender mig, om de er fra Sparkær, Karup eller andre klubber - de får den samme behandling på banen. Så kan vi for min skyld godt tage en diskussion bagefter, fortsætter Sigaard.

Fjends Cup har en stor plads i den gamle Sparkærdengs fodboldhjerte, og han glæder sig altid sammen med de øvrige dommere til at komme til Sparkær. - Når jeg tænker tilbage på de 20 år, er det stort set lutter positive oplevelser, jeg har fra Sparkær Stadion. Jeg har vel været på linien i halvdelen af finalerne og har ofte dømt kampen om 3. pladsen. De første mange år var det sammen med Kaj Østergaard og Flemming Korup til finalestævnerne, og vi havde nogle hyggelige eftermiddage, husker ”jubilaren”. Især de mange lokalopgør, som Fjends Cup jo byder på, er noget Klaudi sætter pris på. - Det giver en speciel stemning, både i kampene men så sandelig også bagefter, når vi mødes over en øl i 3. halvleg. Her har han også gennem årene nydt at møde de kendte ansigter blandt tilskuerne, både fra Sparkær, men også fra de andre klubber. - Flere er desværre faldet fra, heriblandt min bror Niels, som jeg hvert år havde en fast ”ølaftale” med, og det er jo trist, slutter Klaudi, der dog fortsat har mod på flere optrædener i Fjends Cup.

Jo - Klaudi er ”still going strong…”

hp