Nyheder


Nyhedsredaktion: H.P.Johansen (ansvarsh.) og Anders L. Jakobsen
______________________ _________________________________________________________________
12.04.2003: Klubberne har meldt til
23.03.2003: Invitationer til Fjends Cup 2003 sendt
26.01.2003: Monberg træner i Karup
27.12.2002: Fjends Cup 2003
26.10.2002: Status for Fjends Cup holdene
15.08.2002: Ove Hansen til Stoholm
04.08.2002: Arrangørerne tilfredse
04.08.2002: Vridsted tilfreds med 3. plads
04.08.2002: Rene Frederiksen afgjorde finalen
04.08.2002: Fjendscup.dk`s konkurrence afgjort
04.08.2002: Ravnsbjergs vindere af Fjends Cup 2002
02.08.2002: Sparkær nr. 5/Stoholm nr. 7
02.08.2002: FIFA-dommer i finalen
02.08.2002: Se AJ`s vurdering af finalerunden
01.08.2002: Ravnsbjerg i finalen uden problemer
01.08.2002: Mønsted i finalen for 9. gang
31.07.2002: AJ ser fremad
31.07.2002: AJ ser tilbage
31.07.2002: Internationalt besøg på Sparkær Stadion
31.07.2002: Præmier til 7, 6 og 5 rigtige i "Tips 12"
30.07.2002: Sensationel afgørelse på pulje 2
29.07.2002: Oplæg til 3. runde tirsdag
29.07.2002: Så forsvandt 11-erne også
27.07.2002: K.K.I.K er ude - 7 hold kan gå videre
26.07.2002: Klar til 2. runde
26.07.2002: Ingen 12-ere i "Tips 12"
25.07.2002: Overraskende nederlag til Stoholm 
24.07.2002: Stoholm-spiller alvorligt skadet
22.07.2002: Optakt til 1. runde torsdag
21.07.2002: Poul K. Andersen ny træner i Vridsted
21.07.2002: Viborg-AGF: 0-1 i Mønsted
17.07.2002: Superligafodbold i Mønsted
11.07.2002: Stoholm satser på titelforsvar
09.07.2002: Tips 12
24.06.2002: Vridsted fyrer Frank Krüger
06.06.2002: Program for Fjends Cup 2002
23.05.2002: Stoholm - Brøndby: 0-14
10.03.2002: Vridsted vender tilbage til Fjends Cup
24.02.2002: Kjeldbjerg melder fra
06.01.2002: Fjends Cup 2002
______________________ _____________________________________________________________________
12.04.2003: Klubberne har meldt til

Ravnsbjerg, der vandt pokalen for første gang i 2002, er klar til at forsvare titlen i dette års Fjends Cup. Og de 7 øvrige klubber fra 2002 vil igen i år udfordre denne trup, der godt nok er rykket ned i serie 3, men iflg. erfarne Rene Frederiksen kommer til Sparkær for at gentage succesen.

Siden sidste år er der sket et par nedrykninger blandt holdene, men det skulle kun gøre turneringen endnu mere spændende, idet der nu er 6 hold fra serie 4 - Vridsted, Mønsted, Feldborg/Haderup, K.K.I.K, Løgstrup og Sparkær, samt Stoholm fra serie 2, og Ravnsbjerg fra serie 3. Og mon ikke Stoholm gerne vil have sig frabedt favoritværdigheden i år? Det havde de jo svært ved at leve op til i 2002!

Turneringsplanen er ikke på plads, men det vil ske i god tid før klubberne holder sommerpause. Intersport, Skive er igen hovedsponsor, og der vil igen i år være både kontante præmier og tøjpræmier til de 4 bedst placerede hold.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
23.03.2003: Invitationer til Fjends Cup 2003 sendt
Sparkær IF har i dag sendt invitationer til årets Fjends Cup, der finder sted fra den 24. juli til 2. august 2003. Det er de samme 8 klubber, der var med i 2002, som har fået invitationen I placeringsrækkefølge fra 2002 er det:
a
Ravnsbjerg, Serie 3
Mønsted, Serie 4
Vridsted, Serie 4
Løgstrup, Serie 4
Sparkær, Serie 4
Feldborg/Haderup, Serie 4
Stoholm, Serie 2
K.K.I.K, Serie 4

Arrangørerne forventer, at klubberne tager imod invitationen og har sat en frist til 1. april 2003 for tilmelding. Se program her.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
26.01.2003: Monberg træner i Karup
Jesper Monberg, mangeårig målsluger i K.K.I.K skal i den kommende sæson lede træningen i Karup-klubben, der måtte en tur ned serie 4 efter en 2002-sæson, hvor ambitionerne gik i en helt anden retning.

Monberg har gennem flere år været et kendt ansigt til Fjends Cup på Sparkær Stadion og altid markeret sig som en målfarlig herre. I 2001 delte han således topscorerlisten med Peter Hansen, Mønsted - begge scorede 8 mål. 

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
27.12.2002: Fjends Cup 2003
 
Spilleterminer for Fjends Cup 2003:
Torsdag 24.07.2003: Indledende kampe
Lørdag 26.07.2003: Indledende kampe
Tirsdag 29.07.2003: Indledende kampe
Torsdag 31.07.2003: Semifinaler
Fredag 01.08.2003: Placeringskampe 5.-8. plads
Lørdag 02.08.2003: Finale + kamp om 3.-4. plads

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
26.10.2002: Status for Fjends Cup holdene
JBU-turneringen er slut for 2002, og dermed er det tid til at gøre status rundt i de forskellige klubber. Set i Fjends Cup sammenhæng kan det være interessant at kikke lidt på de 8 FC-klubber:

Ravnsbjerg, årets Fjends Cup vinder har hele sæsonen aspireret til en nedrykning, og trods en opblomstring i slutningen af foråret og starten af efteråret, endte det da også med serie 3 fodbold næste år. Når man tænker på, at RIF i 2001-sæsonen vel kun var et enkelt mål fra oprykning til serie 1 - ja, så bekræfter det her, at det hurtigt kan gå op og ned i seriefodbold.

Mønsted, der gav Ravnsbjerg kamp til stregen i årets finale, bevarede status som serie 4 hold, og dermed er målsætningen for i år vel nået. Uanset om MIF spiller i serie 4 eller serie 3 eller noget helt andet - så plejer de at være topmotiverede i Fjends Cup.

Vridsted havde et godt Fjends Cup med en placering som nr. 3, men det var ikke nok til at rette op på et miserabelt forår, der kostede Frank Krüger trænerposten. Vridsted må derfor på en uvant tur ned i serie 4 næste år.

Løgstrup, nr. 4 i Fjends Cup med et ungt nyoprykket hold i serie 4 sluttede som nr. 5 i turneringen efter en helt igennem skidt start. Træner Per Eriksen stopper, og efter sigende skulle ØK-veteran Michael Hansen være på vej som træner, men det er ikke bekræftede forlydender.

Sparkær sluttede som nyoprykket serie 4 hold på 7. pladsen og opfyldte dermed målsætningen for sæsonen. Torben Andersen, der tager sin 4. sæson næste år, mener dog der er mere i holdet og forventer en bedre Fjends Cup placering end dette års 5. plads.

Feldborg/Haderup bejlede undervejs i turneringen til en topplacering, men det endte med en 4. plads, og er således igen til næste år på serie 4 niveau.

Stoholm reddede æren i årets Fjends Cup med en 7. plads foran K.K.I.K, og JBU-turneringen blev da også en kamp om overlevelse serie 2. Det klarede Stoholmerne dog med bravur og sikrede sig allerede i næstsidste runde. Det er ingen tvivl om, at de til næste år har større ambitioner i Fjends Cup, end årets 7. plads.

K.K.I.K, der med Ove Hansen i spidsen gennem 3 år har haft store planer om avancement fra serie 3, endte med en skuffende nedrykning til serie 4. Også her er der ny træner på vej, og igen efter ubekræftede forlydender skulle det være klubbens egen måltyv Jesper Monberg.

Alt i alt ikke en sæson med de store armbevægelser, men set i Fjends Cup sammenhæng tegner det til endnu en spændende turnering i 2003. 

Stoholm fra serie 2, Ravnsbjerg fra serie 3 og de øvrige fra serie 4. Der er ikke så ringe endda.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
15.08.2002: Ove Hansen til Stoholm
Iflg. Skive Folkeblad har Stoholm IF indgået aftale for 2003 med Ove Hansen, der p.t. gør den som spillende træner i K.K.I.K. Hansen, der har en fortid som proff. i Østrig, har de seneste 3 sæsoner været træner i Karup. Angiveligt skulle kontakten mellem SIF og Ove Hansen være skabt under Fjends Cup.

Det kan bekræftes herfra, idet det var Stoholms nuværende træner Fl. Neesgaard, der under en samtale med Ove Hansen og undertegnede efter kampen om 7. pladsen fredag aften spurgte til Hansens fremtidsplaner. Da han ingen aktuelle planer havde, var Neesgaards kommentar: - Jamen, det fortæller jeg lige til Stoholm-lejren - så kan du jo få dem. Og sådan bliver det det tilsyneladende. Hermed skulle Ove Hansen være sikret fortsat deltagelse i Fjends Cup.

hp

Tilbage 

______________________ _____________________________________________________________________
04.08.2002: Arrangørerne tilfredse

Formanden for Sparkær IF`s seniorudvalg, der har været ansvarlige for årets Fjends Cup, Henrik Rasmussen fører her de to finalehold ind på banen. Bag HR dommertrioen Nicolai Vollquartz, Morten Nielsen og Klaudi Sigaard
   - Det er svært at bevare pessimismen efter godt en uge med masser af sol og sommer, godt fodbold, masser af mennesker og god stemning på Sparkær Stadion, fortæller en meget tilfreds formand for seniorudvalget i Sparkær IF, Henrik Rasmussen. Han kan sammen med sine hjælpere se tilbage på en veloverstået Fjends Cup - ja, vel nok den bedste på alle måder.

 Sportsligt har der været tale om en rigtig god turnering med absolut jævnbyrdige kampe, selv om holdene er fra både serie 2, 3 og 4. Overraskelserne - ja der var vel tale om i hvert fald een sensation, nemlig Stoholms fald fra tinderne, udeblev da heller ikke. Det blev udtrykt ved, at kampen om 7. pladsen var mellem sidste års to finalister fra Stoholm og K.K.I.K. Efter mange forsøg lykkedes det endelig for Ravnsbjerg at komme til tops, men det holdt hårdt at hive en 1-0 sejr hjem i finalen mod altid Fjends Cup motiverede Mønsted. Vridsted, som var vendt tilbage efter mange år i Rønbjerg, tog sig af 3. pladsen med en 3-1 sejr over Løgstrup. Værterne fra Sparkær klarede sig også godt og opnåede med en 5. plads den bedste placering siden 1990. Den blev til ved en 1-0 sejr over Feldborg/Haderup. Endelig lykkedes det for Stoholm at undgå den totale ydmygelse ved at vinde kampen om 7. pladsen over K.K.I.K med 3-2.

   Selve arrangementet er forløbet gnidningsløst, og det rekordstore publikum satte sit præg på omsætningen, der iflg. Henrik Rasmussen var bedre end nogensinde. Han kunne da også notere ny tilskuerrekord med 947 betalende tilskuere, og det er små 100 mere end den gamle fra 1992. Lørdag den 27. juli blev den 20. Fjends Cup markeret med en lille griullfest for spillere, ledere og andre interesserede, og det blev en hyggelig sammenkomst med godt 100 deltagere, der blev mætte i veltillavet grill-gris.

   Arrangørerne skal efter et par hvildage og tænkepause have en evaluering med henblik på næste års Fjends Cup. For den kommer uden tvivl efter de tilkendegivelser, klubberne er kommet med. Selve konceptet for turneringen skal der ikke ændres på - det har vist sig bæredygtigt nu i 20 år. Derimod er der stadig nogle praktiske forhold, der kan forbedres, og det vil der blive arbejdet på frem mod 2003.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
04.08.2002: Vridsted tilfreds med 3. plads
Vridsted gjorde comeback i Fjends Cup med en 3. plads efter 3-1 sejr over Løgstrup, og det var træner Poul Kjeldbjerg godt tilfreds med. Især lørdagens sejr ovenpå semifinalenederlaget på 1-5 til Ravnsbjerg har igen givet tro på, at det lange seje træk i efteråret skal lykkes. Manden th. kunne ellers have bidraget til den helt store historie- skrivning, hvis Vridsted var nået helt til tops. Jens Jørgen Frederiksen var med til at vinde den allerførste finale i 1983 og har været fast anker- mand i alle kampe i årets Fjends Cup.

Kampen om 3. pladsen blev en afvekslende affære. Løgstrup var toneangivende i starten og kom da også foran ved Lasse Christensen, men Vridsted fik udlignet ved Rene Nielsen inden pausen.

I 2. halvleg var Vridsted klart bedst og normalt farlige Hans Henrik Frederiksen fik endelig gang i målscoringen, mens hurtige Morten Olesen lukkede og slukkede til 3-1. Poul Kjeldbjerg gav udtryk for, at spillerne havde haft en god oplevelse af at være tilbage i Fjends Cup, så vi må håbe, de vender tilbage i 2003 for at forbedre 3. pladsen!

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
04.08.2002: Rene Frederiksen afgjorde finalen
Der var grund til det store smil i Ravnsbjerg-lejren lørdag. At det blev Rene Frederiksen, der kom til at afgøre årets finale kunne vel egentlig ikke være bedre iscenesat. 30-årige Rene er om nogen indbegrebet af en ægte RIF-er, og han lagde da heller ikke - ligesom træner Jan Jensen - skjul på, at det betød meget at få den Fjends Cup triumf i hus og få pokalen bragt til Ravnsbjerg. Det var kun Ravnsbjergs anden finale, siden holdet kom med i 1986, så det var virkelig oprejsning efter sidste års skuffelse.

Sejren kom i hus efter en finale, der ikke vil blive husket 

som den mest underholdende, men til gengæld var intet afgjort inden sidste dommerfløjt. Ingen kan sætte spørgsmål ved Ravnsbjerg-sejren, og efterfølgende var der da også anerkendelse at hente hos både spillere og træner Benny Simonsen fra Mønsted. Men hans hold præsterede igen en helt igennem godkendt indsats, og det var ikke til at se, at det var serie 2 og serie 4, der mødtes. 

Ravnsbjerg havde nok det meste spil og de fleste oplagte chancer, men Mønsted var hele tiden med deres gode organisation med i kampen, og de havde også deres muligheder. De må dog takke målmand Rasmus Jønsson for et par feberredninger i 2. halvleg og overliggeren en enkelt gang før pausen. Da var Rune Nørgaard tæt på at overliste Jønsson med et lumskt indlæg fra venstre.

Der skulle et straffespark, dømt for hånd på bolden et lille kvarter før tid, til at afgøre kampen. "Synderen" Jens P. Mortensen bedyrede efter kampen sin uskyld, men dommer Nicolai Vollquartz stod godt placeret og var ikke i tvivl. Jønsson var chanceløs, da Rene Frederiksens skud tog indersiden af den ene stolpe. Mønsted forsøgte at svare igen, men fik ikke sat pres på til sidst, og Ravnsbjerg var vel tættere på 2-0 end Mønsted på 1-1.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
04.08.2002: Fjendscup.dk`s konkurrence afgjort

Afgørelsen på fjendscup.dk`s konkurrence er nu klar. I alt 33 har deltaget, og ud af dem har vi de 5 vindere. Kun en af vinderne blev fundet uden lodtrækning, og det var på spørgsmål nr. 3 om tilskuertal. Her er de rigtige svar og de heldige vindere.

Spørgsmål nr. 1: Hvem vinder Fjends Cup 2002? – Svar: Ravnsbjerg I.F.

Det var der 10, der havde spået, og blandt dem blev Michael Vestergaard, Skive (Stoholm IF) den heldige. Næstflest (9) havde Stoholm som vinder.

Spørgsmål nr. 2: Hvem bliver topscorer? – Svar: Rune Nørgaard, Ravnsbjerg.

Årets topscorer Rune Nørgaard var også sidste et godt bud blandt konkurrence- deltagerne. I år havde 10 sat deres lid til den hurtige Ravnsbjerg-angriber. Næstflest havde troet på Stoholms Michael Vestergaard. Lodtrækningsheldet havde Dennis Møller, Ravnstrup

Spørgsmål nr. 3: Hvor mange tilskuere overværer Fjends Cup 2002? - Svar: 947.

947 er det officielle registrerede tal over betalende tilskuere, og det er ny rekord. Den gamle var helt tilbage i 1992 med 857. Her var vi tæt på dødt løb mellem to meget flotte bud. Ingen havde ramt det nøjagtige tal, men tættest på med 950 tilskuere var Michelle Steffensen, Mønsted. Tæt forfulgt var hun dog af Kenneth Davidsen, Sparkær med 952 tilskuere. De må være gode til tal i den Steffensenske familie i Mønsted. Sidste år var det storebror Allan, der var bedst til tilskuertal.

Spørgsmål nr. 4: Hvilket hold scorer flest mål? - Svar: Ravnsbjerg IF.

Ravnsbjerg blev i lighed med 2001 turneringens mest scorende hold. De nåede dog ikke på sidste års 21 mål, men 14 mål var i år nok. Næstmest scorende var faktisk turnerings jumbohold fra K.K.I.K med 9 mål. 14 havde gættet på Ravnsbjerg, mens 9 troede på Stoholm. Ove Jakobsen, Sparkær blev den heldige i lodtrækningen.

Spørgsmål nr. 5: Hvor mange mål scores i finalen (ordinær)? – Svar: 1.

Kun 2 havde forudset en målfattig finale med en enkelt scoring. Det var Peter Offersen, fra Ørslevkloster og Jan Oppelstrup fra Vridsted. Sidstnævnte blev den heldige i lodtrækningen.

Vinderne vil snarest få tilsendt et bevis, der kan ombyttes til 2 billetter til en af Viborg FF`s hjemmekampe på det nye stadion i den netop startede superligasæson efter eget valg.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
04.08.2002: Ravnsbjergs vindere af Fjends Cup 2002

______________________ _____________________________________________________________________
02.08.2002: Sparkær nr. 5/Stoholm nr. 7
Det blev status efter fredag aftens to placeringskampe. Sparkær vandt 1-0 over Feldborg/Haderup på et glimrende hovedstødsmål i slutningen af 1. halvleg af Bjarne Have efter flot oplæg af Bo Pedersen. Sparkær-træner Torben Andersen så det som en fortjent sejr, og han er bortset fra den første kamp i turneringen mod Ravnsbjerg fuldt tilfreds med sit holds indsats i årets Fjends Cup. 5. pladsen er da også den bedste placering siden 1990. Første halvleg var klart bedst, set med Sparkær øjne, selv om gæsterne fra Feldborg/Haderup var nærgående med 2 skud på stolperne. Efter pausen sad F/H også på det meste, og havde spil og chancer nok til at ændre stillingen, men Sparkær-holdet kæmpede godt - de sidste 25 min. endda med kun 10 mand, da Johnny Pedersen korrekt fik det røde kort for at sparke ud efter en modspiller.

Aftenens anden kamp mellem sidste års to finalister Stoholm og K.K.I.K blev med begge træneres ord (Fl. Neesgaard og Ove Hansen) en rigtig god og velspillet kamp på et godt niveau, som de begge kunne bruge som oplæg til efterårsturneringen. K.K.I.K startede bedst, og var toneangivende i 1. halvleg. Efter 20 min. spillede Jesper Monberg fikst Ove Hansen fri midt for målet, og den rutinerede Hansen levnede ikke Per Gundelund nogen chance. Kort efter kunne det være blevet 2-0, men et noget passivt Stoholm-forsvar slap med skrækken. I halvlegens allersidste minut slog Peter Hansen så pludselig til med sit første og eneste Fjends Cup mål i år og udlignede til 1-1.

Efter pausen var det Stoholm, der var toneangivende, og havde det ikke været for en stærkt spillende K.K.I.K-målmand, var der kommet gang i målscoringen. Stik imod spil og chancer slog K.K.I.K contra midt i halvlegen. Frio Christensen gik helt fejl af en høj bold, og da Per Gundelund var kommet lidt langt ud af sit mål, kunne Tom Johannesen lobbe bolden over ham til en 2-1 føring. Stoholm fortsatte presset, og 5 min. før tid kom udligningen ved Martin Jakobsen. Så var tilskuerne indstillet på lidt ekstra underholdning med amerikansk straffespark, men Esben Olesen ville det anderledes, og i næstsidste minut scorede han det mål, der reddede Stoholm for den totale nedtur og sidstepladsen.

Ove Hansen, der til næste år forlader K.K.I.K efter 3 sæsoner har set sit hold få en skidt start på Fjends Cup, men har er trods alt tilfreds med den udvikling, der er sket i turneringen. Fl. Neesgaard var glad for sejren og for spillernes vilje til at ville vinde. - Det blev jo en positiv afslutning på Fjends Cup, og det kan jeg bruge frem mod vores vigtige kamp på fredag i Stoholm mod Skals, slutter Neesgaard.

Det blev til endnu en velbesøgt og fin aften uden regn på Sparkær Stadion. For anden gang måtte arrangørerne melde udsolgt - 56 betalende er mange en fredag i forhold til tidligere år. Men det er jo et positivt problem.

hp

Tilbage

02.08.2002: FIFA-dommer i finalen
Nicolaj Vollquartz fra Viborg, der som dommer gør sig i både Superligaen og internationalt, har sagt ja til at dømme årets finale i Fjends Cup. Det bliver ikke hans første optræden i en Fjends Cup finale. Det er sket 4 gange tidligere - i 1989 som liniedommer og i 1990, 1991 og 1997 som dommer - den første gang som Jyllandsseriedommer.

Dermed skulle den opgave være i de bedste hænder. Om det så er nok til at dæmpe ekspertudbruddene hos både spillere, trænere og ledere, vil tiden vise. Men det hører jo også med til en fodboldkamp, hvis ellers det kan holdes på et rimeligt niveau. Vollquartz er netop hjemvendt fra en vellykket CL-kvalkamp i Moldavien i onsdags.

Som hjælpere på linierne får Vollquartz rutinerede Klaudi Sigaard og Morten Nielsen, der også dømmer kampen om 3. pladsen

hp

Tilbage

02.08.2002: AJ`s vurdering af finalerunden

Efter gårsdagens to semifinaler er de to finalehold blevet fundet. Her på siden var der kun et enkelt tip rigtigt, eftersom Løgstrup var sat som vinder mod Mønsted. Ravnsbjergs sejr var forudsagt – dog blev den mere overlegen end ventet. Så er vi altså klar til finalen anno 2002: Ravnsbjerg – Mønsted.

For blot anden gang er RIF’erne at finde i slutkampen. Endnu har holdet ikke vundet, men i år skal det nok være. Efter den indledende storsejr over Sparkær viste Ravnsbjerg dog svaghedstegn mod både Mønsted og K.K.I.K, men i semifinalen var der ingen slinger i valsen. Holdet var overlegne mod Vridsted, som slet ikke ydede modstand, så i den kamp var der ingen spænding. Med folk som Rune Nørgaard og i Kenneth Bundgård i front er holdet altid farlig, og Mønsteds stærke forsvar får nok at se til. Modstanderen fra Mønsted er altid et godt tip til en Fjends-Cup sejr. Holdet yder altid det bedste, og igen i år er holdet at finde i finalen. MIF har vundet 5 gange, og i deres semifinale vandt de over Løgstrup – i øvrigt ganske fortjent. Holdets absolute force er defensiven, hvor folk som Kim Madsen og Poul Vistisen har vist god form. Rasmus Jønsson har blot hentet bolden ud af nettet to gange, så det er nok på den måde, at holdet skal holde sig inde i finalen. I puljekampen spillede de to hold 0-0, men Ravnsbjerg havde fortjent at vinde. Her fra tror vi på, at Ravns- bjerg får deres første Fjends-Cup sejr – men det bliver nok efter en tæt kamp. RIF vinder 2-1.

 
I kampen om 3. pladsen mødes Vridsted og Løgstrup. Førstnævnte skuffede en del i semifinalen, da de slet ikke var i stand til at yde Ravnsbjerg kvalificeret modstand. Løgstrup var heller ikke gode i deres kamp, og da hele holdet skal til fødselsdag fredag aften, bliver det lidt spændende at se, hvordan motivationen er lørdag. Vridsted vinder kampen – det bliver ikke stort – måske 3-1.
 
Årets finale bliver altså et møde mellem et serie 2 hold og et serie 4 hold. Kigger man på JBU-turneringen, bør Ravnsbjerg være favorit, men historien fortæller, at det skal man ikke altid tro på. Holdet fra Østfjends har en god evne til altid at være klar i sommervarmen, så Ravnsbjerg kan godt forvente en tæt kamp. Spændende bliver det, og med en god dommer er finalen i de bedste hænder. 

AJ

Tilbage

01.08.2002: Ravnsbjerg i finalen uden problemer
I 2001 snublede Ravnsbjerg overraskende i semifinalen mod K.K.I.K, men det kunststykke blev ikke gentaget i år, da Jan Jensens tropper efterlod enhver tvivl om finalepladsen og reelt satte Vridsted til vægs med en knusende 5-1 sejr.
Kenneth Bundgård (tv) havde sin store andel i sejren, da han lagde op til 3 mål og selv scorede et enkelt. Det bragte ham til gengæld op på en delt 2. plads på topscorerlisten. Det er dog angrebskollega Rune Nørgaard, der fremdeles fører sig frem. I løbet af de første 10 min. havde han bragt Ravnsbjerg foran 2-0 og dermed totalt ødelagt Vridsteds taktik, der lød på afventende spil og luren på kontramuligheder. Den holder ikke længe, når man er bagud med to, og Kjeldbjerg erkender da også, at resten af kampen foregik på Ravnsbjergs præmisser. Han roser modstanderne for fremragende kontraspil og mener, at de godt kunne have scoret yderligere. Johnny Doktor gjorde det til 3-0 midt i 2. halvleg, inden Kenneth Bundgård selv gjorde det til 4-0 et kvarter før tid. De to sidste mål faldt i kampens sidste minut. Først reducerede Jan Breiner for Vridsted, inden
Flemming Juul lukkede og slukkede til 5-1. I kampens slutning var Ravnsbjergs Dennis Møller uheldig, da han pludselig fik stærke smerter omkring akillessenen. Det skete uden kontakt med andre, og som benet så ud efter kampen, er det næppe sandsynligt, at han spiller foreløbig. Synd for den stabile forsvarer, der havde glædet sig til en tvekamp i finalen mod arbejdskammerat John Pedersen fra Mønsted. 

Ravnsbjerg har stadig en Fjends Cup triumf til gode og er i finalen for kun 2. gang siden 1986. Sidst var i 1998, og da var modstanderen også Mønsted, så der er revanche i luften. Det har både træner Jan Jensen og resten af Ravnsbjergholdet en stærk tro på vil ske. Læs mere om det under "Har du hørt..." 

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
01.08.2002: Mønsted i finalen for 9. gang

På et mål i hver halvleg af henholdsvis Michael Skovgård (th) og Niels Christiansen spillede Mønsted - holdet med de stolte Fjends Cup traditioner - sig i den 9. finale. Og det skete efter en rimelig velspillet kamp uden den store dramatik. Især 1. halvleg var en smule tam, men med de bedste tilbud til Mønsted. Man skulle dog hen i halvlegens allersidste minut, inden Michael Skovgård på et rigtigt godt mål sendte Mønsted i front. Han tæmmede et godt indlæg fra J.P.Mortensen i feltet, og scorede sikkert uden chance for Løgstrup-målmanden.

Efter Pausen pressede Løgstrup MIF-erne tilbage på banen og havde flere nærgående forsøg. Det blev dog Mønsteds Niels Christiansen, der med et velplaceret skud midt i 2. halvleg afgjorde kampen.

Resten af tiden koncentrerede Mønsted sig om forsvaret og forsøgte med kontraløb, dog uden yderligere scoringer. Træner Benny Simonsen var yderst tilfreds med indsatsen og udsigten til en finaleplads. Han har 3 år i træk været til Fjends Cup, og det er hans første finale. De to foregående år som Feldborg-træner har givet en 4. og en 8. plads, så under alle omstændigheder en fremgang i år.

For arrangørerne er en finale med Mønsted-deltagelse altid et godt signal. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at netop Mønsted har en stor og trofast skare af tilhængere, der troligt møder frem på Sparkær Stadion. Nu er der kun at håbe, at det lovede/truende regnvejr falder på de rigtige tidspunkter - altså ikke når der spilles finale på lørdag kl. 15.30.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
31.07.2002: AJ ser fremad
Her er så fjendscup.dk`s tipseksperts vurdering af semifinalerne og de to placeringskampe:

Mønsted - Løgstrup: En kamp som på papiret tegner åben, men herfra bydes der dog ind på en rimelig klar favorit. Mønsted startede overbevisende op mod K.K.I.K, men har herefter været slemt på hælene mod både Ravnsbjerg og Sparkær. Det gør det selvfølgelig desto flottere, at holdet i de to kampe fik uafgjort og dermed erobrede 1. pladsen. Modstanderen fra Løgstrup var allersidst i pulje 2, inden de sidste puljekampe blev afviklet. Her fik holdet dog sendt sig selv op på 2. pladsen via en 5-2 sejr over Feldborg/Haderup. Per Eriksens unge og teknisk gode hold virker umiddelbart stærkere end Mønsted, som dog altid kæmper for sagen. Tippet går på et 2-tal.

Vridsted - Ravnsbjerg: Denne kamp er til gengæld helt åben. Vridsted fik sat sig på 1. pladsen i den helt åbne pulje 2, idet holdet fik optjent fem point. Vridsted er særdeles rutineret og med styrmand Jens Jørgen Frederiksen ved roret, skal holdet bestemt ikke undervurderes. Netop JJF jagter endnu en Fjends-Cup sejr - det er måske også ved at være på tide, eftersom hans sidste daterer sig helt tilbage til 1983. Modstanderen kommer fra Ravnsbjerg, som startede op som lyn og torden med denne turnerings hidtil største sejr på 5-1 over Sparkær. Siden hen har holdet virket ustabilt, så derfor vurderes semifinalen helt åben - den kan endda meget nemt gå hen i forlænget spilletid. Herfra er tiltroen dog mest til Ravnsbjerg, som i folkene Rune Nørgaard og Rene Frederiksen har en farlig angrebsduo. Tippet går på et 2-tal

Om 5. pladsen: Sparkær - Feldborg/Haderup:
Der plejer at være god underholdning i disse fredagskampe. Normalt bliver der tænkt mere på offensiven end på defensiven, og denne kamp bliver nok ingen undtagelse. Sparkær er nok en smule ovenpå, idet holdet sluttede flot af i pulje 1, mens modstanderen fra Feldborg/Haderup nok er en anelse skuffet i forhold til deres placering. Torben Andersen får helt sikkert sat sit hold godt op, og en 5. plads er heller ikke hverdagskost for værtsklubben.
Tippet går på et 1-tal.

Om 7. pladsen: Stoholm - K.K.I.K
Sidste års finalister må denne gang slås om at undgå sidstepladsen!!! En lidt uhørt situation, og det bliver også spændende at se, hvordan holdene går ind til kampen. Mens det var surt for SIF at rutsje fra en 1. plads til en sidsteplads på bare et enkelt usselt mål fra Vridsteds side, ja så fik K.K.I.K en lidt bedre puljeafsked. Holdet vandt overraskende med 4-3 over Ravnsbjerg, så derfor er humøret såmænd nok i orden. Begge hold får en hård efterårssæson, hvor der nok hele tiden skal kigges nedad, så derfor kan denne kamp bruges til at pudse formen af inden næste weekends turneringskampe. Det bliver helt sikkert underholdende - måske med straffesparkskonkurrence, men vi hælder dog mest til SIF.
Tippet går på et 1-tal.

 AJ

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
31.07.2002: AJ ser tilbage

Anders Jakobsen (AJ), medredaktør på denne side og normalt fast forsvarsspiller på Stoholms serie 2, er færdig i årets Fjends Cup - på banen. I tirs- dagens kamp mod Vridsted pådrog han sig noget, der lignede en begyndende fiber, og derfor er der meldt oversidning på fredag mod K.K.I.K, så han forhåbentlig er klar til næste fredags vigtige efter- årspræmiere mod Skals - en kamp som AJ selv betegner som en 4 points kamp. T.v. er han på vej til 10 min. afkøling i lørdagens kamp mod Løgstrup med en attitude, der ikke ligefrem signalerer tilfredshed. Stoholm-holdleder Villy Davidsen (t.h.) virker upåvirket af situationen. Hverken udvisning eller skade har dog fjernet skrivelysten hos fjendscup.dk-medarbejderen, og efterfølgende kan du læse AJ`s evaluering af de indledende kampe:


Som det sig hør og bør skal der i enhver stor fodboldturnering gøres status, når puljekampene er færdigspillet, og de fire hold til semifinalerne er fundet. Har der været overraskelser? Har de fire højest rangerede klubber kvalificeret sig videre? Hvordan har spillet i det hele taget været? Starter vi med de hold, som ikke er gået videre, kan opmærksomheden jo ikke tages fra de forsvarende mestre Stoholm IF og sidste års anden finaledeltager K.K.I.K. Begge hold slutter sidst i deres puljer med blot 3 point, så her er skuffelsen selvfølgelig stor. SIF'erne var manges forhånds- favoritter, hvilket måske kan undre lidt, eftersom holdet blot har vundet Fjends- Cuppen een gang i de sidste syv år. Det er jo nok holdets placering i serie 2, som folk har tænkt på, og den burde jo også berettige til en bedre indsats. K.K.I.K vandt i 2000 deres hidtil eneste Fjends-Cup sejr, men holdet har dog været i finalen de seneste tre år. Nu mødes sidste års finalister i kampen om 7. pladsen - unægtelig en overraskelse. De to øvrige hold, som ikke gik videre, var værtsklubben Sparkær og Feldborg/Haderup. Førstnævnte kæmpede heroisk for deres første semifinaleplads siden 1990, men Torben Andersens tropper må bagefter sige "lige ved og næsten". Feldborg/Haderup, som deltager for tredje gang var i spidsen af pulje 2 inden sidste spillerunde, så holdet er nok også lidt skuffet. Nu mødes de to omtalte klubber i kampen om 5. pladsen.

Det positive er selvfølgelig de fire klubber, som har formået at komme videre i turneringen. Og her er der - hvis vi kigger på Fjends-Cup historien - ikke de store overraskelser. På denne hjemmeside har det før været omtalt, at man ikke skal lægge for meget i historien - omvendt kan den og skal den også bruges til at se, hvordan de forskellige hold satser på netop opvarmningsturneringer. Og så er det ikke overraskende, at de to mest vindende hold i gennem tiderne - Løgstrup og Mønsted - har kvalificeret sig videre. Ydermere kan det heller ikke chokere, at Vridsted, som har stolte traditioner i den nu hedengangne Rønbjerg-Cup, er videre. Det sidste hold, der sørgede for avancement var Ravnsbjerg, som var sidste års helt store favorit. Nu kom holdet videre, men det var bestemt med hiv og sving. Umiddelbart er det svært at udpege en favorit, men i kommentarerne til kampene skal der dog gøres et forsøg. (Læs "AJ ser fremad").

Til sidst er der så bare at konstatere, at dette års Fjends-Cup har vist, at man ikke skal kigge for meget på holdenes aktuelle JBU-placeringer. Fjends-Cuppen er nemlig som alle andre store turneringer en cup, hvor der sker overraskelser. Ser vi på en anden næsten lige så stor begivenhed her i sommerens løb - VM i Japan og Sydkorea - ja så er der næsten skræmmende lighedstegn. Som sædvanlig slap lande som Italien, Danmark og England videre fra det indledende gruppespil, og som noteret lige ovenfor, ja så er det også gamle kendinge, som er videre i Fjends-Cuppen. Og ser man på hold, som overraskende ikke er gået videre, ja så bør Frankrig og Argentina nok sættes i samme bås som Stoholm IF og K.K.I.K. Efter de første 12 kampe i dette års turnering mangler der sådan set bare et hold, som vi ikke helt kan sammenligne os med. Undertegnede har i hvert fald haft svært ved at finde et hold, som har været i samme kondition, som Sydkorea var under den netop spillede VM-slutrunde........

AJ

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
31.07.2002: Internationalt besøg på Sparkær Stadion

Klaus Kærgaard

Sasho Petrovski

To af Viborg FF´s aktuelle profiler besøger Sparkær Stadion på lørdag under Fjends Cup finalen. Her skal skal de kåre finalens bedste spiller, som sidste år var Per Jensen fra Stoholm, og som noget nyt i år finalens bedste fighter. Begge skal dagen efter med VFF til udekampen i Farum, og efter den succesfulde start i Parken, hvor netop Klaus Kærgaard med et flot mål sendte Viborg på 1-0, er der forventninger om endnu en gevinst i det Københavnske. De to Viborg-spillere er selvfølgelig også klar til autografskriveri og vil deltage i præmieoverrækkelsen.

Klaus Kærgaard kender jo godt til områdets seriefodbold, idet han kom direkte fra Vinderups serie 2 hold til en proff. tilværelse i Viborg. Den overgang har han indtil nu forvaltet på bedste vis, og mon ikke der er mere i hurtigløberen fra Vinderup, end vi endnu har set? For australieren Sasho Petrovski vil en Fjends Cup finale sikkert være et ukendt begreb, men nu får han så den oplevelse.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
31.07.2002: Præmier til 7, 6 og 5 rigtige i "Tips 12"
Så udløser vi spændingen! Fjends Cups nye tiltag med en Tips 12 kupon blev godt modtaget, og mere end 100 har deltaget i konkurrencen. Tipsmæssigt blev det dog ikke nogen udpræget succes, idet vi skulle helt ned til 7 rigtige for at finde en vinder. Til gengæld har tegnfordelingerne givet anledning til megen snak og diskussion mellem spillere, træner og fodboldfolket omkring Fjends Cup.

3 tippere havde fundet 7 rigtige tegn. Det var Jan Harrestrup, Viborg (Mønsted), Wilfred Højgaard, Stoholm og Henrik Warthou, Skive. Iflg. spillereglerne trækkes der lod, hvis der flere med samme antal rigtige, og lodtrækningsheld til et midtugeophold for 6 personer i Rønbjerg Feriecenter havde Jan Harrestrup. De to øvrige går i præmiegruppe 2 og modtager et gavekort på 200 kr. 

Her finder vi også 4 tippere med 6 rigtige. Da der kun er 5 præmier i denne præmiegruppe, må vi også her ty til lodtrækning. De 3, der vinder et gavekort på 200 kr. er Sune Langhoff-Jensen, Mønsted, Peter Offersen, Ørslevkloster og Jan Jensen, Viborg (Ravnsbjergs træner). Lodtrækningsuheld havde Vridsted-holdleder Niels Ole Kristiansen - han kan til gengæld glæde sig over at blive rykket ned i 3. præmie- gruppe og modtage 2 flasker rødvin.

Da der i denne præmiegruppe er 10 x 2 fl. rødvin, har følgende 9 tippere, der havde 5 rigtige lodtrækningsheld: Berit Christensen, Daugbjerg - Claus Højgaard, Stoholm - Nanna Mikkelsen, Mønsted - H.P.Vestergaard, Stoholm - Nicklas Jakobsen, Sparkær - Anni Jensen, Daugbjerg - Anni Frederiksen, Ravnstrup - Jacob Laursen, Løgstrup - Ann Korup Jakobsen, Holstebro. 22 havde tippet 5 rigtige.

Vinderne vil få tilsendt deres præmier. Rødvinspræmierne vil vi dog gerne have afhentet i løbet af resten af Fjends Cup på Sparkær Stadion, hvis det kan lade sig gøre. Ellers skal vi nok få afleveret præmien. Henvendelse kan ske til H.P.Johansen torsdag, fredag eller lørdag.

Fjendscup.dk`s tipstjeneste siger tak for i år, og vender forhåbentlig tilbage i 2003. Her kunne vi så godt ønske nogle mere kvalificerede tips!

Husk - vi har stadig en konkurrence kørende på fjendscup.dk. Det kan nås senest torsdag den 1. august 2002 kl. 18.00

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
30.07.2002: Sensationel afgørelse på pulje 2
Tirsdagens afgørende puljekampe blev så spændende som nogensinde. 7 af de 8 hold havde chancen for at gå videre, og spændingen blev holdt intakt til sidste dommerfløjt. Især i pulje 2, hvor Stoholms forsvarende mestre endte på en sensationel sidsteplads bølgede det frem og tilbage på de to baner, og snart var det ene hold videre og snart det andet. Det blev også en stor publikumsaften på Sparkær Stadion med hele 234 betalende tilskuere. Det er aldrig før set til en indledende runde eller til semifinaler. Kun to gange tidligere har der været flere tilskuere, og det var på finaledagene i 1992 og 1993.
a

Det blev denne herre - Dan Karlsen fra Vridsted, der med målet til 2-1 et kvarter før tid sendte Stoholm ud i mørket. Samme Karlsen kunne efter- følgende have lukket og slukket, men han fik hårdt presset skovlet et fint indlæg fra Jan Oppelstrup over et tomt Stoholmmål. Vridsted fik en god start på kampen med et godt pres og mål allerede efter 6 min., da Stoholms Martin Jakobsen lavede et kluntet straffespark på Dan Karlsen. Anfører Jens Jørgen Frederiksen scorede sikkert. Efter en 10. min. udvisning til VIF`s Morten Olesen overtog Stoholm initiativet og kunne fortjent udligne ved Esben Olsen kort før pausen. Han rykkede godt fri i feltet og snød målmand Brian Have med et skud ved nærmeste stolpe. 2. halvleg sad Vridsted på, og ud over Dan Karlsen, var også Hans Henrik Frederiksen nærgående.

Vridsted-træner Poul Kjeldbjerg var selvsagt godt tilfreds. Han så kampen som god og intens med mange nærkampe og bund i tacklingerne. - Jeg er glad for, at vi nu får to kampe med fuld spilletid, så vi kan få holdet spillet ind til et efterår, hvor der skal satses mere på at få point end på skønspil, fortæller Kjeldbjerg.

På bane 2 var Løgstrup-træner Per Eriksen (th.) på et tidspunkt ved få den betænkelige mine på. Efter en sikker 3-0 føring fik Feldborg/Haderup nyt håb med to reduceringer - et resultat, der ville sende F/H videre, hvis Stoholm holdt 1-1 på bane 1. Nu klarede Løgstrup selv paragrafferne ved at score yderligere to mål i slutfasen, og holdet er  klar til slutspil for første gang siden 1999. Løgstrups målscorere var Steffen Mackenhauer og Christian Vestergård med hver to og Steffen Østergård. For Feldborg/Haderup scorede Allan Larsen og Nicolaj Larsen.

Feldborg/H. må nu efter den overraskende start med sejr over Stoholm tage til takke med en placeringskamp om 5. pladsen mod Sparkær. En gentagelse af sidste års kamp om 7. pladsen.

a
I pulje 2 var der reelt kun spænding i kampen mellem Mønsted og Sparkær. Her skulle Sparkær vinde for at komme videre, mens Mønsted kun behøvede uafgjort. Og det blev det efter en kamp, hvor jævnbyrdigheden var stor og spændingen intakt hele vejen. Resultatet 1-1 blev til ved noget, der absolut lignede to målmandsdrop. Først tøvede Sparkærs Johnny Holm meget længe, da Michael Jensen sendte Niels Christiansen af sted med en lang aflevering. Sidstnævnte havde let ved at sende bolden forbi Holm i det tomme Sparkær-mål. Heller ikke Rasmus Jønsson i Mønsted-målet kan sige sig fri for at være alvorligt involveret i Sparkærs udligning. Han kunne ikke holde et skud fra Morten Brøndum, og så var Bo Pedersen hurtig over bolden og kunne udligne.

I 2. halvleg var der tilbud til begge hold, men Sparkær havde godt fat i kampen og fik sat pres på Mønsted, uden at det det kom til de helt oplagte chancer. Iflg. Torben Andersen burde Sparkær have vundet, men han var dog godt tilfreds, og roste sit hold for en godkendt indsats.

Aftenens sidste kamp, der på papiret ikke havde den store betydning, da K.K.I.K var ude, blev en underholdende affære med hele 7 mål og K.K.I.K-sejr på 4-3 over Ravnsbjerg. Kenneth Bundgård bragte med to hurtige mål i 10. og 13. min. Ravnsbjerg på vinderkurs. K.K.I.K fik dog reduceret ved Ove Hansen, men RIF kom foran 3-1 i samme minut og burde efter træner Jan Jensens opfattelse være kommet afgørende foran 4-1 kort efter, men målet blev uforstående for Ravnsbjerg-lejren annulleret af dommer Torben Kristensen, som ikke havde nogen høj stjerne hos Jensen denne aften.

Kort før pausen fik K.K.I.K så til gengæld reduceret på et straffespark, da en Ravnsbjerg-forsvarer klar holdt en fri Jesper Monberg fra at komme videre. Monberg scorede selv sikkert. K.K.I.K-træner Ove Hansen, der måtte indkassere et gult kort i 2. halvleg var godt tilfreds med sit hold, især efter pausen, hvor han så Klaus Jensen udligne og Daniel Hansen blive matchvinder. Nederlaget var dog tåleligt for Ravnsbjerg, der nu er klar til semifinale mod Vridsted, mens K.K.I.K skal spille mod Stoholm om 7. pladsen - unægtelig en overraskende kamp mellem sidste års to finalehold.

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
29.07.2002: Oplæg til 3. runde tirsdag
Så lykkedes det så sandelig at komme ned på jorden igen. Blot to tips ud af fire var rigtige, da lørdagens kampe var afviklet. Stoholms sejr over Løgstrup og Sparkærs ditto over Karup var forudsagt, men det lykkedes ikke at ramme de to uafgjorte kampe mellem henholdsvis Ravnsbjerg - Mønsted og Vridsted - Feldborg/Haderup. På forhånd havde undertegnede dog gjort opmærksom på faren ved kampen mellem RIF og MIF, og holdet fra Østfjends beviste da også, at man igen i år skal tage holdet alvorligt. Nu følger forudsigelserne på de kommende fire kampe - lad os så se, om det kan holde stik.

Pulje 1 - spændende lokalbrag i vente
Her hentydes der naturligvis til kampen mellem naboerne Sparkær og Mønsted. Førstnævnte har igen fået mod på Fjends-Cup tilværelsen, da holdet efter en sløj start i torsdags fuldt fortjent besejrede KKIK i lørdags. Hjemmeholdet øjner nu for alvor muligheden for at spille sig igennem til semifinalen for første gang siden 1990, og når så muligheden netop kommer i form af en kamp mod Mønsted, så bør Torben Andersens tropper være forberedt fra starten af. Men det er modstanderen helt sikkert også. Mønsted kan spille sig selv videre med uafgjort, og at holdet kan spille kompakt fodbold blev bevist i lørdags, hvor Mønsted måske nok var lidt heldig med 0-0 mod Ravnsbjerg. Alt tyder på, at Mønsted trækker det længste strå ligesom i turneringskampen i foråret, så herfra er tippet klart: Der spilles på et 2-tal

I den anden kamp mellem Ravnsbjerg og KKIK må RIF'erne påtage sig en klar favoritværdighed. Dels er holdet i øjeblikket på gruppens 1. plads, og dels har Ravnsbjerg indtil videre spillet ganske fornuftigt fodbold. Det kan nok ikke helt siges om modstanderen fra KKIK, som indtil videre har leveret et skuffende Fjends-Cup. Holdet har faktisk ikke været tæt på point endnu, så derfor bliver det også en svær kamp i morgen. Uanset om KKIK vinder eller taber ender holdet på gruppens sidsteplads, og det er blot anden gang i de 10 år holdet har deltaget, at KKIK skal ud i kampen om 7. pladsen. Der spilles på et 1-tal

Pulje 2 - den tætte pulje får en tæt afgørelse
Her vil der også blive fløjtet op til et lokalopgør i morgen aften. Kampen mellem Stoholm og Vridsted har ligesom det andet lokalopgør i gruppe 1 afgørende betydning for, hvilke hold der går videre. Stoholm - som af mange var forhåndsfavoritter - har indtil videre haft et noget blandet Fjends-Cup. Holdet startede skidt mod Feldborg/Haderup, mens det i lørdags blev til sejr over et ikke ueffent Løgstrup-hold. Holdets offensiv ser dog noget svækket ud, da det på nuværende tidspunkt ser ud til, at både Peter Hansen og Henrik Mathiasen er væk i morgen aften. Vridsted er indtil videre ubesejret, men holdet har omvendt heller ikke vundet endnu. Det kaster ganske naturligt to point af sig, men holdet kender godt retningslinjerne inden kampen. VIF'erne skal have en sejr, hvis holdet skal til semifinalen. Der spilles på Uafgjort

Den anden kamp mellem Løgstrup og Feldborg/Haderup bliver også en tæt affære. Førstnævnte har blot et enkelt point, så holdet er tvunget frem på banen, hvis man vil videre til semifinalen. Løgstrup har et meget ungt hold, som spiller god teknisk fodbold, og det bliver lidt spændende at se, hvad det kan indbringe mod Feldborg/Haderup. Netop sammenslutningsholdet spiller nemlig en lidt anden form for fodbold, hvor der hele tiden bliver gået til vaflerne. Holdet er godt klar over, at en semifinaleplads er sikret med mindst uafgjort, så det kan nok ses på holdets opstilling.Der spilles på Uafgjort

Så vil morgendagens kampe altså vise, om undertegnede får ret. Den hurtige hjerne kan godt regne ud, at tippet altså går på, at Ravnsbjerg, Mønsted, Feldborg/Haderup og Stoholm går videre til semifinalerne, mens Sparkær og Vridsted mødes i kampen om 5. pladsen, og KKIK og Løgstrup mødes i kampen om 7. pladsen.

AJ

______________________ _____________________________________________________________________
29.07.2002: Så forsvandt 11-erne også
Efter første runde torsdag forsvandt muligheden for en 12-er i "Tips 12", og efter lørdagens runde, må vi konstatere, at også muligheden for en 11-er nu er væk. Tipperne har tilsyneladende ladet hjertet i stedet for hovedet råde, da kuponerne blev udfyldt.

Thomas Graversen var med sine 3 mål og oplæg til det fjerde i kampen mod K.K.I.K med til at ødelægge mange eksperttips. Kun 19% havde forventet Sparkær-sejr, mens 57% troede på K.K.I.K. De 3 mål sendte samtidig "Graver" op på en delt førsteplads på topscorerlisten sammen med Rune Nørgaard fra Ravnsbjerg

Der er dog stadig håb om en 10-er og en 9-er. To af tipperne har 6 af de første 8 kampe rigtige og to har 5 rigtige. Så er der en hel del med 4 rigtige, og de kan stadig gå hen og få gevinst.

For fjendscup.dk`s tipstjeneste har besluttet, at de udsatte præmier skal ud. Og som det ser ud nu, kan førstepræmien lige så godt falde på 8 rigtige som på 10. Efter nøje overvejelser er reglerne nu ændret således:

Den tipper, der har flest rigtige, får selvfølgelig 1. præmien. Er der flere med samme antal rigtige, trækkes der lod. Taberne af lodtrækningen, får en præmie fra næste præmiegruppe. På samme måde med 2. præmien.

Helt skidt har det trods alt ikke været, for der er ingen, der indtil nu har alle 8 kampe forkerte. Der er dog tre, der har været i stand til kun at ramme een rigtig. Vi skal nok lade være med at nævne navne, men dog afsløre at de to er et finde som stamspillere hos Stoholm og Sparkær. Sidstnævnte er selv ude om det, idet han ikke engang troede på sit eget hold mod K.K.I.K.  fjendscup.dk`s tipsekspert Anders Jakobsen var en smule kæphøj efter 3 rigtige i første runde, men det er nok slut efter 4 missere i lørdagens kampe. End ikke Stoholms sejr over Løgstrup kunne han forudse! Se den procentvise fordeling af tipstegnene her.

hp

Tilbage

27.07.2002: K.K.I.K er ude - 7 hold kan gå videre
2. runde af året Fjends Cup lørdag skabte kun afklaring på een ting, nemlig af serie 3 holdet fra K.K.I.K efter to nederlag ikke kan komme videre til de afsluttende kampe. Og det er lidt af en overraskelse, idet Karup-folkene har tradition for at blande sig mellem de sidste 4 hold. Men holdet har skuffet i år med tyo nederlag til serie 4 holdene fra Mønsted og Sparkær.

Dagens kamp mod Sparkær i pulje 1 blev det til et klart nederlag på 4-2 efter 4-1 ved pausen. Karup-træner Ove Hansen betegner kampen som meget skidt K.K.I.K, men trods alt fremgang fra i torsdags og en god gang træning. Så var der mere begejstring hos lokale Torben Andersen, der efter kampen i torsdag var ude efter sine spillere for manglende engagement. Det fik han til gengæld i dagens kamp.

- Det var en kanonindsats af spillerne, og var det pinligt i torsdag, så var det stik modsat i dag, fortæller Andersen. Han så sit hold spille en stærk første halvleg, hvor K.K.I.K blev overløbet på flot kontrafodbold. Thomas Graversen var i hopla, scorede 3 mål og lagde op til Frederik Hyllebergs scoring. Graversen kom dermed op på siden af Rune Nørgaard fra Ravnsbjerg i kampen om topscorerprisen.

Den anden kamp i pulje mellem Ravnsbjerg og Mønsted endte 0-0, men det var dog ikke sigende for kampens forløb. Ravnsbjerg-træner Jan Jensen var godt tilfreds med sit hold, der lavede en flot kamp og producerede masser af chancer, uden at Mønsted kom til reelle tilbud. Det nærmeste Ravnsbjerg kom var et stolpeskud fra Jens Ove Vutborg.

Mønsted-træner Benny Simonsen var også tilfreds med en koncentreret fight og et godt forsvar, men erkender, at hans hold ikke skabte noget i den kamp.

I pulje 2, der nu er total åben, kom dramatikken i kampen mellem Stoholm og Løgstrup. Dog først i allersidste minut, da Løgstrups Rasmus Dudeck fik rødt kort for at sparke ud efter Stoholms Anders Jakobsen. Det skabte en del tumult, hvor også måmand Per Gundelund deltog med noget luftakrobatik, men dommer Per Jensen nøjedes med det røde kort til Løgstrup-spilleren, der dermed går glip af den sidste afgørende puljekamp på tirsdag. 

Efter en lidt nervøs start kom Stoholm i gang efter små 20 min., og det var målmager Michael Vestergaard (t.v.), der fik hul på bylden. Han snørrede et par Løgstrup-spillere inde i feltet og scorede via stolpen til 1-0. Midt i 2. halvleg var Vestergaard igen på pletten, da han fra 40 meter lobbede bolden over Løgstrups målmand, der var kommet lidt for langt ud. Allerede i 1. halvleg var der optræk til en smule dramatik, da Stoholms Anders Jakobsen igen var i fokus. Han blev nedlagt af Løgstrups Michael Andersen, røg op som trold af en æske og lavede lidt skubberi på Løgstrup-manden. Dommeren sendte klogeligt begge spillere til afkøling i 10 min.

Stoholm-træner Flemming Neesgaard var denne gang godt tilfreds med indstillingen og så helt klar Stoholm-sejren som fortjent. Redaktionen har ingen bemærkninger fra Løgstrup-side, og tyder det derhen, at de accepterer nederlaget.

hp

Tilbage

26.07.2002: Klar til 2. runde
Herfra skal der igen forsøges med tipningen af fire kampe. Starten på årets tipskupon var særdeles svær, men der var alligevel hele 7!!! tippere, som havde 3 rigtige. Og uden at nævne navnet på den ene af de syv kommer her oplægget til de næste fire kampe. Så må vi se, om det er en fordel at have de fire allerede spillede kampe i baghovedet, når tipstegnene skal gives.

Gruppe 1 - spilles puljefinalen i morgen?
Med denne overskrift hentydes der naturligvis til kampen mellem Ravnsbjerg og Mønsted. Begge hold startede aldeles overbevisende ud med klare sejre, så det er næsten sikkert, at vinderen af morgendagens kamp vinder pulje 1. Ravnsbjerg må påtage sig favoritværdigheden, idet holdet til daglig spiller i serie 2. Men de altid Fjends-Cup stærke Mønsted-spillere vil helt sikkert ikke forære noget væk. En svær kamp at tippe, da den er mere lige, end man lige umiddelbart tror. Tippet herfra går dog på, at Ravnsbjergs farlige folk i front - Rune Nørgaard og Rene Frederiksen - gør forskellen.
Tippet går på et 1-tal


Puljens anden kamp står mellem Sparkær og KKIK. Begge hold var ikke overbevisende i deres indsats, men mest overraskende var det nok, at KKIK blev slået så klart af Mønsted. Herfra hældes der mest til en Sparkær-sejr, men holdet er dog svækket til lørdagens kamp, da både Ove Jakobsen og Michael Sørensen er væk. Taberen af kampen kan ikke gå videre, så begge hold vil gå efter sejren. Det bliver helt sikkert en målrig kamp.
Tippet går på et 1-tal

Gruppe 2 - mon serie 4 holdene overrasker igen?
I den første kamp er forhåndsfavoritterne fra Stoholm kommet under et gevaldigt pres. Holdet spillede uden gejst, og det var faktisk ikke ufortjent, at holdet tabte til Feldborg/Haderup. Nu må holdet til at vise en helt anden spillevilje, for et nyt nederlag lørdag betyder, at SIF'erne ikke når semifinalerne. Det behøver ikke blive nemt mod et ungt Løgstrup-hold, som havde Vridsted på krogen i deres første kamp. Vridsteds træner Poul K. Andersen sagde efter kampen, at skulle der have været en vinder, ja så burde det have været Løgstrup. Kampen i morgen bliver derfor helt åben, men mon ikke SIF'erne trækker det længste strå.
Tippet går på et 1-tal.


I den anden kamp mellem Vridsted og Feldborg/Haderup vil en sejr også hjælpe holdene betragteligt. Vridsted spillede efter en intens kamp uafgjort 1-1 mod Løgstrup, mens Feldborg/Haderup choksejrede med deres 2-1 sejr over Stoholm. Kampen bliver meget lige, men for ikke at skabe forvirring tager vi den fjerde "hjemmesejr".
Tippet går på et 1-tal

AJ

Tilbage

_______________________ _____________________________________________________________________
Ingen 12-ere i "Tips 12"

Trods et føringsmål af Per Jensen, der i 2001 blev kåret til finalekampens bedste spiller af Thomas Tegnstedt fra Viborg FF, var han og kammeraterne fra Stoholm en medvirkende årsag til, at mange tippere fik ødelagt deres kuponer.

 

Allerede efter de første 4 kampe står det klart, at ingen opnår en 12-er i "Tips 12" konkurrencen. Det er primært Stoholms nederlag til Feldborg/Haderup, der har ødelagt en masse kuponer. Men også Mønsteds sejr over K.K.I.K og det uafgjorte resultat mellem Løgstrup og Vridsted har drillet mange. Derimod var Ravnsbjergs sejr over Sparkær ventet hos de fleste tippere. Godt 100 har valgt at være med, og der er heller ikke tegn på mange 11-ere, idet kun 7 tippere har 3 ud af de 4 første kampe rigtige.

fjendscup.dk`s tipstjeneste har straks taget konsekvensen af tippernes manglende evne til at forudse resultaterne. Vi skal selvfølgelig have udloddet alle vore præmier, så præmierækken er foreløbig rykket en tand, således at 11 rigtige nu er 1. præmien, 10 rigtige 2. præmien og 9 rigtige 3. præmien. Vi vil løbende følge udviklingen og evt. rette til.

Nedenfor ses den procentvise fordeling af tipstegnene.

    1 X 2
1 Ravnsbjerg- Sparkær 81

8

11
2 Stoholm-Feldborg/Haderup 87 

13

0
3 K.K.I.K-Mønsted 47 29 24
4 Vridsted-Løgstrup 50 27 23
5 Ravnsbjerg-Mønsted 72 16 12
6 Stoholm-Løgstrup 82 10 8
7 Sparkær-K.K.I.K 19 24 57
8 Vridsted-Fledborg/Haderup 58 28 14
9 Ravnsbjerg-K.K.I.K 53 29 18
10 Stoholm-Vridsted 77 17 6
11 Sparkær-Mønsted 33 24 43
12 Løgstrup-Feldborg/Haderup 59 21 20

hp

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
25.07.2002: Overraskende nederlag til Stoholm
Stoholms serie 2 mandskab, der af stort set alle er tippet til at forsvare titlen fra 2001 led i åbningskampen i pulje 2 et overraskende nederlag til serie 4 holdet fra Feldborg/Haderup. Og det kan ikke siges at være ufortjent. Stoholm startede bedst og kom foran ved Per Jensen, men F/H kom godt igen og havde et skud på stolpen inden udligningen faldt kort før pausen ved Steen Eriksen. Stoholm havde også bolden mest efter pausen uden dog at skabe de helt store chancer. Derimod slog Feldborg/H. til et slutminutterne. Igen med et skud på stolpen, inden sejrsmålet blev sat ind i de døende minutter ved Tommy Jensen. Det var et lidt tamt Stoholm-hold, der nu skal stramme sig an, for ikke at skuffe de mange tippere.

I pulje 1 kunne værterne fra Sparkær ikke stille noget op mod serie 2 holdet fra Ravnsbjerg, der vandt en sikker sejr på 5-1. Kampen blev reelt afgjort på 5 min. midt i 1. halvleg, da RIF (Rune Nørgaard) scorede til 3-0 føring. Da så Sparkær- forsvaret absolut ikke godt ud, og træner Torben Andersen havde også de store gloser fremme i pausen. - Det var nærmest pinligt at se på, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt, fortæller Andersen. Kenneth Bundgård gjorde det 4-0 inden pausen. I 2. halvleg var Sparkær bedre med, og Bjarne Have reducerede på et godt hovedstød efter hjørnespark 5 min. efter pausen. Men derved blev det, og Henrik Lynggaard kunne lukke og slukke for Ravnsbjerg.

I den anden kamp i pulje 1 viste Mønsted igen deres specielle Fjends Cup takter og vandt en sikker og fortjent sejr på 4-1 over serie 3 holdet fra K.K.I.K, der nok skuffede en hel del. Mønsted lagde godt ud med flere chancer, inden Jakob Madsen bragte holdet på 1-0 efter 11. min. Trods flere Mønsted-chancer holdt stillingen til pausen. En 10 min. udvisning til MIF i staten af 2. halvleg gav et kortvarigt K.K.I.K-pres, men da Jens P. Mortensen scorede efter hjørnespark, havde Mønsted igen styr på kampen. End ikke en reducering til 1-2 kunne ryste MIF-erne, og Niels Christiansen slog sejren fast med 2 mål i de sidste 5 min.

Aftenens sidste kamp i pulje 2 mellem tilbagevendte Vridsted og Løgstrup endte 1-1 efter en jævnbyrdig affære, hvor Løgstrup havde mest styr på spillet efter pausen og kunne have afgjort kampen. Vridsted startede ellers bedst og kom foran efter en halv time ved Bo Aagaard, men Løgstrup udlignede kort efter pausen ved Steffen Østergaard.

hp

Tilbage

24.07.2002: Stoholm-spiller alvorligt skadet
Tirsdag aften var der fodboldtræning i Stoholm IF. Den lette træning blev dog brat afbrudt omkring klokken 20, da Allan Søndergaard kom slemt til skade. En stærkt lidende AS var ligesom holdkammeraterne straks klar over, at den var helt gal med foden, og der var ikke andet at gøre end at få fat på en ambulance med det samme. AS blev hentet og opereret i aftes, og den foreløbige diagnose lyder på en brækket fod samt sprungne ledbånd.

- I første omgang må Allan slet ikke støtte på foden i 6 uger, og der går omkring 3 måneder, inden han så småt kan begynde at arbejde igen", fortæller holdkammerat Frio Christensen, som i forbindelse med sit job som portør på Skive Sygehus har snakket med den uheldige SIF'er i dag. Ser man bort fra de konsekvenser, som det naturligvis får for Allan Søndergaard i den nærmeste fremtid, ja så er det også et alvorligt handicap for Stoholm IF. Netop AS er om nogen drivkraften på Stoholm IF's 1. divisions håndboldhold og ligeledes en god fodboldspiller på SIF's serie 2 fodboldhold.

Her fra redaktionen ønsker vi Allan Søndergaard rigtig god bedring.

AJ

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
22.07.2002: Optakt til 1. runde torsdag

fjendscup.dk`s tipsekspert og med- redaktør af denne side, Anders L. Jakobsen fra Stoholm har forfattet dette oplæg til første runde i Fjends Cup 2002.

Tipsvejledningen kan passende bruges, inden du udfylder din Tips 12 kupon, men det er ganske frivilligt.

Her ses Jakobsen (t.h.) sammen med Brøndbys Ruben Bagger, som han holdt i kort snor, da Stoholm i maj tabte 0-14 på hjemmebanen. Det resultat var han ikke i stand til at tippe!

a
Pulje 1 - kan der komme overraskelser?
Umiddelbart ser denne pulje ud til at have to naturlige forhåndsfavoritter. Her menes der selvfølgelig Ravnsbjerg fra serie 2 og KKIK fra serie 3. Men de to serie 4 hold fra Mønsted og Sparkær skal bestemt ikke undervurderes. Her hjælper historien også de undertippede hold lidt på vej. For det første har Ravnsbjerg ikke de store resultater at fremvise - holdets bedste placering er en 2. plads i 1998, hvor de netop tabte til Mønsted. Og netop holdet fra kalkgrubebyen har stolte traditioner i Fjends Cuppen. Ikke færre end 5 gange har holdet hjemført trofæet, så det viser i hvert fald, at holdet altid yder det bedste i Sparkær.

KKIK er et af de nyere hold, men holdet deltager alligevel for 10. gang, så holdet er bestemt et af de faste holdpunkter. De seneste tre gange har holdet været i finalen - dog er det kun lykkes at vinde en gang - nemlig 2-0 sejren i 2000-finalen over Mønsted. Til sidst men ikke mindst kommer værterne fra Sparkær. Holdet deltager naturligvis for 20. gang, og det er blevet til en sejr, idet holdet i 1984 vandt over rivalerne fra Mønsted. Ellers daterer Sparkærs bedrifter sig helt tilbage til 1990, det er nemlig sidste gang holdet er kommet videre fra gruppespillet.

Ravnsbjerg - Sparkær: På forhånd ligner Ravnsbjerg en sikker vinder, selvom holdet i øjeblikket er placeret under nedrykningsstregen i serie 2. Sidste år var holdet så tæt på oprykning til serie 1 som muligt, men det glippede i sidste spillerunde. Hvad der så lige helt præcist gik galt i de første 9 kampe vides ikke, men holdet sluttede forårssæsonen af med to sejre og en uhørt målscorer på 13-2!!! Så måske er formen blevet fundet. Sparkær derimod startede op som lyn og torden og havde 10 point efter de første fire kampe. Sidenhen er holdet gået i stå og kun i kraft af den flotte start holder Sparkær sig over stregen. Der tippes på et 1-tal

KKIK - Mønsted: I denne kamp er der til gengæld kun en series forskel. KKIK har indtil videre haft en lidt svær forårssæson, og holdet er da også placeret under nedrykningsstregen med 13 point. Modstanderen kommer fra Mønsted, som startede skidt op i årets turnering, men til gengæl kom godt i gang hen i sæsonen. Holdet er i øjeblikket placeret i midten af rækken. Der tippes på et 2-tal

Pulje 2 - går de to Fjends-hold videre?
Også her ser det på forhånd ud til, at der to naturlige favoritter. Stoholm fra serie 2 er forsvarende mestre, og ligeledes det bedst placerede af alle hold. SIF'erne har ved sommerpausen optjent 14 point, som giver en 8. plads - altså lige nøjagtig over de fire nederste pladser. Holdet er det 3. mest vindende i Fjends-Cuppen med i alt 3 sejre, men spændende bliver det at se, om formen er ved komme igen. Afslutningen på foråret var i hvert fald ikke god nok. Vridsted deltager for første gang siden 1985, og selvom holdet er jumbo i deres serie 3 kreds, skal man bestemt ikke undervurdere holdet fra Vestfjends. Holdet har enormt stolte traditioner i sommer-turneringer - i mange år var VIF'erne dominerende i Rønbjerg-cuppen - så det viser lidt om, hvordan holdet går ind til disse kampe. 

De sidste to hold er serie 4 holdene fra henholdsvis Feldborg/Haderup og Løgstrup. Førstnævnte deltager for blot 3. gang, men holdet startede ud med brask og bram i 2000, hvor holdet først måtte ned med nakken i en tæt semifinale mod Mønsted. Sidste år fik Feldborg/Haderup sidstepladsen, så holdet har givetvis noget at revanchere. Løgstrup er alle tiders topscorer i Fjends-Cuppen. Ikke færre end 6 gange har holdet vundet, så derfor behager det nok ikke klubben, at de ikke har været repræsenteret i finalerunden de seneste to år. Løgstrup nåede efter en god forårsafslutning helt op på en 3. plads i deres serie 4-kreds.

Stoholm - Feldborg/Haderup: De forsvarende mestre bør nok vise forskellen på serie 2 og serie 4, men så kræver det helt anderledes form og spil end i de to sidste kampe i foråret. Her var spillet ikke godt nok, så det er spændende at se, om Flemming Neesgaard's tropper er bedre kørende nu. Modstanderen fra Feldborg/Haderup er placeret i midten af deres serie 4-kreds, men holdet har kun 5 point op til 1. pladsen, så det viser noget om jævnbyrdigheden. Gad vide hvordan holdet er rustet til Fjends-cuppen? Der tippes på et 1-tal

Vridsted - Løgstrup: Som sagt er det spændende at se, hvordan Vridsted står. Holdet fik kun en sejr i foråret, den kom til gengæld i den allersidste kamp mod Lemvig. I mellemtiden har Vridsted skiftet træner. Den lokale Poul K. Andersen har overtaget efter Frank Krüger, så mon ikke han får humør på holdet. Løgstrup - med alle traditionerne - vil nok gerne videre fra det indledende puljespil. Derfor satser holdet nok hårdt i den første kamp som godt kan blive ret så afgørende. Der tippes på uafgjort.

AJ

Tilbage

______________________ _____________________________________________________________________
21.07.2002: Poul K. Andersen ny træner i Vridsted
Vridsted IF, der i år vender tilbage til Fjends Cup har indgået aftale med Poul Kjeldbjerg Andersen om at overtage trænerhvervet, der blev ledigt, da klubben efter forårssæsonen sluttede samarbejdet med Frank Krüger.

Til fjendscup.dk fortæller Poul, at han har aftalt at varetage trænerjobbet resten af sæsonen 2002. Har var i forvejen tilknyttet holdet som hjælpetræner. Som mangeårig VIF-er følte han en form for pligt til at hjælpe klubben, der var kommet i en svær situation. Trænerne hænger jo ikke ligefrem på en snor her midt i sæsonen.

Poul Kjeldbjerg glæder sig til at få holdet testet i årets Fjends Cup, som han ikke har været væk fra så længe som Vridsted. Han har flere gange været med som repræsentant for Kjeldbjerg og Højslev St.

hp

Tilbage

______________________ ______________________________________________________________________
21.07.2002: Viborg-AGF: 0-1 i Mønsted
Superligakampen på Mønsted Stadion endte efter en lidt kedelig forestilling med en AGF-sejr på 1-0. Målet blev scoret et kvarters tid før slutsignalet direkte på frispark af AGF`s venstre back Sørens Pedersen. Kampen bøde ikke på mange målchancer, men der blev dog gået til sagen, og dommer Michael Svendsen havde ind i mellem travlt med at holde styr på spillerne, der tilsyneladende kender hinanden temmelig godt. Flere har da også tidligere været holdkammerater.

Succes havde til gengæld Mønsted IF`s Fodboldafdeling med selve arrangementet. Knap 500 betalende tilskuere var mere end Rasmus Jønsson og Frank Mikkelsen, der har været tovholdere, havde turdet håbe på. Det giver et pænt overskud, idet der efter sigende kun skulle 7 tilskuere ind på Mønsted Stadion for at give at det hele løb rundt.

Frank Mikkelsen have godt overblik på en stol ved højtalervognen, og havde dermed som stadionspeaker styr på, hvad der skete på banen.

Målscorere var der ikke meget at sige om. Til gengæld havde Kingo travlt med at annoncere ud- og indskiftninger. Det gik udmærket, indtil AGF tillod sig at udskifte Dladla midt i 2. halvleg. Da rullede det lidt i munden på Frank, der efterfølgende udbrød: Ja, det var sgu nemmere, da de hed Hansen og Sørensen!.

fjendscup.dk sender ham en venlig tak for fin reklame for Fjends Cup 2002.

_______________________________

________________________________

Der var fornemt besøg på Mønsted Stadion denne søndag. Superliga- trænerne Chr. Andersen fra Farum og Ove Pedersen  fra Esbjerg var klar med pen og blok under lidt andre tilskuerforhold, end de er vandt til. Farum møder AGF i sæsonpræmieren på søndag og Viborg FF ugen efter. Til venstre for Chr. Andersen ses Farums talentchef Allan Michaelsen - far til landsholds- spiller Jan Michaelsen. 

_______________________________

_____________________________________

Ja, undskyld. Vi glemte lige en af de prominente trænere: Flemming Neesgaard, Stoholm IF, var til bold i Mønsted sammen med Claus Højgaard, der forventer comeback i årets Fjends Cup. 

De proklamerede begge, at man i Stoholm går efter et tiltelforsvar. Som det ses var Neesgaard iført sidste års 1. præmie fra Fjends Cup, og han glædede sig over, at det i år er en fleecetrøje og ikke en ny jakke, han og spillerne skal have med hjem.

Jo, optimismen fejler ikke noget i Stoholm.

 

______________________________________________________________________
Ulrich Fredberg, tilknyttet AGF-staben som læge, fik en særlig velkomst på Mønsted Stadion. Her har han trådt de første fodboldskridt, og speaker Frank Mikkelsen kunne fortælle, at han fra pålidelig kilde havde fået oplyst, at Ulrich i en drengekamp havde scoret hele 7 mål på denne bane.

Det var dog som målmand Ulrich Fredberg senere slog igennem. Via Stoholm i starten af 70-erne kom han til Århus, hvor han opnåede at repræsentere Skovbakken i den daværende 1. division, som var landets højeste række, inden Superligaen blev opfundet.

Fredberg er født op opvokset i Daugbjerg som søn af daværende skoleinspektør Henri Fredberg og fru Eva, der også var til stede på Mønsted Stadion denne søndag.

hp

Tilbage

______________________ ______________________________________________________________________
17.07.2002: Superligafodbold i Mønsted

Arek Onyszko * VFF-profil

Thomas Frandsen * VFF-profil

Mønsted IF`s Fodboldafdeling kan på søndag præsentere superligafodbold på Mønsted Stadion. Det sker, når Viborg FF og AGF pudser formen af i den sidste træningskamp inden sæsonstarten den 28. juli.

- Kampen spilles kl. 15.00, som er normal spilletidspunkt i Superligaen, og vi håber, at mange fodboldinteresserede da er vendt hjem fra ferien og vil kikke forbi Mønsted Stadion, fortæller Rasmus Jønsson fra MIF. Han forventer, at de to hold stiller i stærkeste opstilling, da turneringsstarten som nævnt er lige om hjørnet.

Der er ikke de store udskiftninger i VFF-truppen, mens der til gengæld er sket ting og sager i AGF, efter at holde akkurat klarede frisag i foråret. Nu er det andre optimistiske toner, der lyder i den gamle Århus-klub. Millioner på kontoen, nye spændende spillere og ikke  mindst Poul Hansen som træner skal være med til at give AGF et nyt image og en forbedret placering i ligaen.

Så der bliver spændende personer og forhåbentlig en god kamp at kikke på i Mønsted på søndag. De to hold har allerede mødt hinanden tidligere på sommeren, og det blev en målrig affære med 3-3. Vi kan jo håbe, at de stadig er i scoringshumør. Og så er entreen absolut overkommelig – kun 30 kr.  

hp

Tilbage

______________________ _________________________________________________________________
11.07.2002: Stoholm satser på titelforsvar
Står det til troende, hvad man kan læse i det netop udkomne nummer af Stoholm Idrætsforenings klubblad "Idrætsbladet", satses og håbes der i Stoholm på at forsvare titlen i Fjends Cup 2002. Under fodboldafdelingens indlæg i bladet kan man bl.a. læse, at træningen allerede starter den 16. juli, så spillerne er godt forberedte. 

Fodboldafdelingen har også nogle fromme ønsker til efteråret. Det ligner en meget beskeden målsætning for seniorholdene, idet man vel nærmest kan betegne efteråret som en lang redningsaktion. Man kikker i hvert fald nedad og ikke opad i Stoholm. Og det er måske realistisk nok!

Men der er skam også et noteret ønske om at vinde Fjends Cup igen i år. Tilmed med en finalesejr på 6-4 over værterne fra Sparkær, som man åbenbart ikke har den store respekt for, da det forudsættes, at både træner Flemming Neesgaard og bestyrelsesmedlem Villy Davidsen sættes på banen i den forlængede spilletid. Det må vidst siges at være ønsketænkning.

hp

Tilbage

______________________ _________________________________________________________________
09.07.2002: Tips 12
Tips 12 er årets nyhed for de spilleglade med interesse for Fjends Cup. Det er en god gammeldags tipskupon med de 12 indledende kampe i Fjends Cup 2002. Alle, der har lyst til at være med i denne lille tipskonkurrence, kan deltage gratis. Og der er præmier til både 12, 11 og 10 rigtige. Dog kun een præmie pr. person.

Tipskuponen finder du her på fjendscup.dk (Tips 12), men den sendes også til de deltagende klubber, ligesom den indrykkes i Fjends Herreds Folkeblad, så mange har mulighed for at deltage.

Velvillige sponsorer har gjort denne konkurrence mulig, og præmiesponsorerne  er:

12 rigtige: DANPARCS

11 rigtige: HN Dress, Viborg, Bilxperten, Viborg, Dendek, Viborg

10 rigtige: Dahls Vinhandel, Viborg

Husk også fjendcup.dk`s anden konkurrence om billetter til VFF hjemmekampe i efteråret. Se her.

hp

Tilbage

______________________ _________________________________________________________________
24.06.2002: Vridsted fyrer Frank Krüger
Vridsted IF, der i år vender tilbage til Fjends Cup for første gang siden 1985, har afbrudt samarbejdet med træner Frank Krüger fra Skive. Det oplyser Skive Folkeblad, der gengiver følgende mail fra Vridsted IF`s fodboldafdeling:

"Frank Krüger og Vridsted IF har pr. 14. juni 2002 stoppet samarbejdet gældende for Vridsted`s førstehold. I relation til samarbejdets ophør skal det nævnes, at Frank Krüger på alle måder har overholdt sin del af den indgående aftale. Frank Krüger har været et utroligt godt aktiv, socialt i klubben og har af alle spillere som leder været en afholdt og vellidt person. Vi ønsker Frank al mulig held og lykke i fremtiden og siger tak for den tid, der er gået."

Det er jo ikke ligefrem hverdagskost med trænerfyringer på serieniveau her på egnen, og årsagen skal angiveligt findes i det magre pointudbytte på kun 5 i forårets 11 kampe. Det bekræftes da også, iflg. avisen, af fodboldformand Michael Dalsgaard, der p.t. ikke har en erstatning for Krüger klar. Vi får se, om det er på plads, inden starten på Fjends Cup den 25. juli.

hp

Tilbage

______________________ _________________________________________________________________
06.06.2002: Program for Fjends Cup 2002
Sparkær IF har i dag sendt programmet for Fjends Cup 2002 til klubberne. Se hele programmet her

   Kan Stoholm IF gentage triumfen fra 2001? Det er et af mange spørgsmål, der tegner sig i en ny spændende turnering, når årets Fjends Cup - den 20. i rækken - starter den 25. juli på Sparkær Stadion. Ser man på den aktuelle stilling her mod slutningen af forårssæsonen, må Stoholmerne være et godt bud. Men, men - det er sjældent, at favoritterne vinder i Fjends Cup.

Arrangørerne fra Sparkær IF har igen forsøgt at lave en forhåbentlig spændende og jævnbyrdig turnering. Som ved andre store fodboldbegivenheder, er puljesammen- sætningerne ikke baseret på rene tilfældigheder. Holdene er inddelt i 3 seedningslag:

1. Ravnsbjerg og Stoholm fra serie 2

2. K.K.I.K og Vridsted fra serie 3

3. Mønsted, Løgstrup, Feldborg/Haderup og Sparkær fra serie 4.

Når det er sagt, har arrangørerne efterfølgende forsøgt sig med en heldig hånd for at skabe de mest interessante puljer, og således at klubberne ikke møder de samme hold som sidste år, selv om det ikke helt kan undgås

Der spilles som altid om Fjends Herreds Folkeblads vandrepokal, ligesom der er kontante præmier til nr. 1, 2 og 3 samt en masse tøjpræmier fra Intersport i Skive, der er hovedsponsor for Fjends Cup 2002.

hp

Tilbage

______________________ _________________________________________________________________
23.05.2002: Stoholm-Brøndby: 0-14
Stoholm IF fik med godt 500 betalende tilskuere til aftenens opvisningskamp mellem Brøndbys danske mestre og de lokale fra serie 2 rimelig succes med arrangementet. Spænding blev der selvsagt aldrig, men det ville have pyntet på tavlen med en enkelt eller to Stoholm-scoringer.

Anders L. Jakobsen fra Stoholm IF gav i forbindelse med indvielsen af Stoholm Vandrerhjem Ruben Bagger fra Brøndby håndslag på, at han ville blive holdt i kort snor i aftenens kamp. Jakobsen havde da også så godt fat i den farlige Brøndby- angriber, at han blev udskiftet i pausen. 

Ellers var det så som så med, hvad Stoholm havde fat i i den kamp. To muligheder var der dog. En til Peter Hansen i 1. halvleg og en til Michael Vestergaard efter pausen, men holdet blev med træner Flemming Neesgaards egne ord "savet over".

hp

Tilbage

______________________ _________________________________________________________________
10.03.2002: Vridsted vender tilbage til Fjends Cup
Vridsted IF vender tilbage til Fjends Cup efter 16 års fravær og overtager den ledige plads efter Kjeldbjerg, der som sagt måtte melde fra, da serie 4 holdet blev trukket ud af JBU`s turnering.

Arrangørerne var hurtige til at kontakte Vridsted IF, der nu har sagt ja tak til at deltage i Fjends Cup. Vridsted har i de mellemliggende år deltaget i  Rønbjerg Cup med stor succes. Men det er vel tvivlsomt, om netop den turnering kommer op at stå i år, efter at også Rønbjerg har måttet trække deres serie 4 hold fra turneringen. 

Vridsted var med i Fjends Cup de første 3 år fra 1983 til 1985, og vandt den allerførste finale over Stoholm. Med deres tilbagekomst er der lagt op til en spændende og stærkt besat jubilæumsturnering - nr. 20 i rækken. Udover Vridsted forventes de 7 øvrige deltagere fra 2001 at være på banen igen. Arrangørerne har netop sendt invitationer til klubberne.

hp

Tilbage

______________________ _________________________________________________________________
24.02.2002: Kjeldbjerg melder fra
Kjeldbjerg UIF har meldt afbud til Fjends Cup 2002. Det er ikke på grund af manglende lyst eller interesse - tværtimod. Men Kjeldbjerg er bragt i den meget uheldige situation, at stort set hele førsteholdet fra i fjor er væk. Det har man så taget konsekvensen af og simpelthen trukket serie 4 holdet fra JBU`s turnering. Det betyder, at der i år kun er serie 6 fodbold i Kjeldbjerg.

- På den baggrund føler vi os nødsaget til at trække os fra Fjends Cup. Det er med stor beklagelse, for en Fjends Cup uden Kjeldbjerg UIF er ikke set før, og så lige her i år, hvor det er den 20. i rækken, fortæller Niels Jørgen Lyngsø, sekretær i KUIF og holdleder i fodboldafdelingen. Lyngsø, der efter sidste års Fjends Cup havde roser til turneringen og lovede, at Kjeldbjerg ville vende tilbage og snuppe pokalen i 2002.

Arrangørerne beklager også Kjeldbjergs afbud, men har fuld forståelse for beslutningen og er allerede i gang med at finde en kvalificeret afløser. Det er trist for Kjeldbjerg, at der kan vendes op og ned på tingene så hurtigt. Vi håber, at KUIF-fodbolden kommer på fode igen og måske vender tilbage til en senere Fjends Cup

hp

Tilbage

______________________ _________________________________________________________________
06.01.2002: Fjends Cup 2002
Fjends Cup 2002 står ikke lige for døren, men allerede nu ligger afviklingsterminen klar. Den er nemlig afhængig af starten på JBU`s efterårsturnering, som starter i weekenden 10.-11. august. Det betyder, at finalen i Fjends Cup 2002 afvikles lørdag den 3. august.

Fjends Cup 2002 er jubilæumscup, idet det er den 20. turnering i træk på Sparkær Stadion. Det vil blive markeret, men mere herom senere. Arrangørerne håber og forventer, at de 8 hold fra 2001 stiller op igen i år, selv om der endnu ikke sendt invitationer. Fjends Cup 2002 afvikles efter følgende plan:

Torsdag 25. juli Indledende kampe
Lørdag 27. juli Indledende kampe
Tirsdag 30. juli Indledende kampe
Torsdag 01. august Semifinaler
Fredag 02. august Placeringskampe
Lørdag 03. august Finaler

Tilbage