22.04.2010
Løgstrup fortsætter den gode stime
Vandt i aften med 2-0 over Mønsted efter en intens, men chancefattig kamp. På endnu en kold torsdag aprilaften så Deres udsendte en tæt, jævnbyrdig om ikke velspillet topkamp i "Hullet" bag hallen i Løgstrup. Som nævnt en chancefattig kamp - og dog, for der var rimelig gode tilbud til begge sider, der sagtens kunne have givet flere mål.

Der skete ikke alverden i 1. halvleg, før Steffen Aaby var på pletten 5 min. før pausen. Et frispark fra Søren Pedersen i højre side fik lov at passere hen over Mønsted-forsvaret, og så dukkede "den lange" op ved bagerste stolpe og headede bolden ind til 1-0.

Efter pausen kom der mere liv i kampen, og det var Mønsted, der efterhånden fik lagt et godt pres på hjemmeholdet -ja, mod slutningen endog et massivt pres. Allerede efter 5 min. burde Jacob Toft have udlignet for MIF. Han pressede selv Kenneth Andersen i Løgstrup-målet, så han tabte bolden, men det lykkedes Toft at sende bolden over et helt tomt mål. Ikke godt nok af den erfarne Mønsted-spiller.


Mange spillere samlet på et lille område. Det var kendetegnende for kampen, hvor markeringerne
var tætte - især stod Løgstrup kompakt og levede mest på kontrastød..

Meget af spillet i 2. halvleg kom til at foregå mellem midten og Løgstrups straffesparksfelt, men ind imellem lurede hjemmeholdet hele tiden på kontrachancen, og der kom et par stykker. Den største midt i halvlegen, da Chr. Vestergaard lavede det gode forarbejde i højre side, men Brian Jensen sendte bolden lige uden om stolpen. 

Herefter tog Mønsted over med at producere hele og halve chancer - specielt to gange måtte hjemmeholdet love for Kenneth Andersen i målet. Først skød Kenneth Davidsen hårdt og fladt fra tæt hold, og kort efter var Kristian Svendsen tæt på, men begge gange kom Andersen i vejen for en udligning. Og 2 min. inde i dommer Gert Pedersens overtid hev Kenneth Andersen en ny superredning frem på et hårdt skud fra Kristian Svendsen helt nede ved den ene stolpe. 


Løgstrup-målmand Kenneth Andersen kom i fokus. Først tabte han en bold til Jacob Toft, men var også med fine indgreb med til at holde nullet igen.

Kort efter lukkede Brian Jensen kampen, da han slap alene igennem et Mønsted-forsvar, der stort set befandt sig på Løgstrups banehalvdel. 2-0 og kort efter fløjtede dommeren kampen af.

Mønsted-træner Ove Jakobsen måtte erkende nederlaget, men mente nok at hans hold kunne have fortjent det ene point på en god 2. halvleg. Michael Skals mente, at sejren kunne forsvares, men måtte give Jakobsen ret i, at det var Mønsted, der havde teten efter pausen.

Løgstrup topper nu med hele 15 point for 5 kampe, mens Mønsted blev efterladt midt i puljen med 7 point. Allerede på tirsdag venter en ny topkamp for Løgstrup, der skal til Feldborg, mens Mønsted samme aften hjemme tager imod KK07. Fortsætter DGT med at vinde på tirsdag, bliver de svære at nå i den korte turnering.

hp
Tilbage