30.05.2010:
Løgstrup bidrog til sommerfesten med sejr

Løgstrupspillerne satte med en 3-1 sejr over Ravnsbjerg ekstra stemning på sommerfesten i byen lørdag aften.

Sommerfesten stod lørdag aften for døren i forbindelse med den årlige byfest i Løgstrup. Dog var der en begivenhed 5 timer tidligere på dagen, der var mindst ligeså vigtig. Her tog det unge Løgstrup-hold nemlig imod rækkens fjerdeplads fra Ravnsbjerg. Det blev på mange måder en rigtig flot kamp, en kamp der var rigtig sjov at være med i. For op mod 100 tilskuere havde stillet sig tilrette på sidelinjen i det solbeskinnede Løgstrup Stadion. Rammerne for en rigtig god serie 3 kamp kunne i hvert fald ikke være bedre.
 
De to hold gav da også hinanden en herrefight i bedste stil. Tacklingerne sad hårdt, uden det nogensinde udviklede sig til en ond stemning. Hvilket kampens dommer (Per Pasfall, red.) også skal have stor ros for. Han dømte en nærmest fejlfri kamp. En situation var dog diskutabel, da Mads Thorsager nedlagde en Ravnsbjerg-spiller i fri position. Dommeren så dog ikke situationen.
 
Tilbage til kampen, hvor Løgstrup startede ud i et rigtig højt tempo. Et tempo, der også gav opløb til en del muligheder. Vi skulle dog helt hen til det 20. minut, før Løgstrup kom i front, på hvad vi vel godt kan kalde en målmandsfejl af den tidligere Løgstrup målmand Kim Holst. I hvert fald kom Christian Vestergaard i vejen for et udspark, og til alt held blev bolden guidet i mål til 1-0. Herefter vågnede Ravnsbjerg op og sad sådan set på resten af halvlegen. Det gav også et par store chancer, og bl.a. havde Løgstrup heldet med sig, da Ravnsbjerg ramte stolpen.
 
Selvom Løgstrup var foran 1-0 ved pausen, var træner Michael Skals langtfra tilfreds med holdets indsats.
Den blev dog bedre i anden halvleg, og Ravnsbjerg fik ikke lov at diktere så meget som i første halvleg. Ravnsbjerg havde dog alligevel et par chancer for at bringe sig tilbage i kampen, men godt spil fra Løgstrups keeper Kenneth Andersen, sørgede for at Løgstrup holdt skansen.


Efter ca. 70 minutter kom forløsningen så for hjemmeholdet, da Emil Rømer sparkede en løs bold i feltet i kassen. Godt 10 minutter senere blev det også 3-0, da Brian Jensen satte hovedet på et hjørnespark, og dermed var de 3 point næsten i hus. Angrebet efter den sidste Løgstrup-scoring, var hjemmeholdets forsvar meget uopmærksomme, og derfor fik Ravnsbjerg pyntet på resultatet og reducerede til 1-3.
 
Mere skete der ikke i en rigtig flot serie 3 kamp, der havde rigtig meget i fight og intensitet, mens der manglede lidt spillemæssigt.
 
Kampens Løgstrupspiller blev Kenneth Andersen der tog sig af 7 stemmer.
 
/SHML

hp
Tilbage