20.06.2010:
Klasseforskel i Ravnstrup
Det er meldingen fra Ole Jensen, der så Ravnsbjerg vinde med 2-0 over Vridsted i en kamp, der burde have givet en langt større sejr.

Ravnsbjerg IF – Vristed IF   2-0 (0-0)

 

Efter to flotte sejre (1-0 mod Feldborg og 5-0 mod Vinderup) tog Ravnsbjerg lørdag eftermiddag imod rækkens absolutte bundhold fra Vridsted, i en kamp, hvor alt andet end en sejr til de grønne ville være en skuffelse.

 

Ravnsbjerg satte sig da også fra starten fuldstændig på kampen, og allerede efter et kvarters spil var der noteret fire store chancer på undertegnedes blok, bl.a. et hovedstød på overliggeren af Jesper Moeslund efter et hjørnespark fra Søren Stilling, samt et annulleret mål for offside mod Klaus Nørskov. Herudover havde Kenny Brøndum Pedersen to chancer, som han normalt scorer på. Sådan fortsatte første halvleg med den ene chance efter den anden til Ravnsbjerg, uden det dog blev til mål.

 

Først et minut efter pausen lykkes det Ravnsbjerg at få hul på bylden, da Kenny Brøndum Pedersen efter et flot dobbelt pas med Klaus Nørskov kunne bringe de grønne foran med 1-0. To minutter efter var der så bonus igen, da Jeppe Nielsen med en flot flugter bragte Ravnsbjerg foran 2-0.  Resten af kampen foregik som første halvleg med spil til Vridsteds mål, og den ene store chance efter den anden til Ravnsbjerg. Tre minutter før tid opstod den største, da Vridsteds spillende træner lavede straffe mod Dan Larsen. Heller ikke den chance formåede Ravnsbjerg dog at udnytte, da Sebastian Murphys svage skud let blev pareret af Vridsteds målmand.

 

Efter tre kampe i streg med ni point og en målscorer på 8-0 kan træner Per Eriksen og hans tropper nu se tilbage på en helt igennem godkendt halvsæson, som nu ser ud til at give en tredje plads i rækken, og for første gang i mands minde en bedre placering end Mønsted.  Det kan vi, Ravnsbjerg fans, da vist kun være tilfredse med.

 

Forårets sidste kamp, mod Søndermarken er programsat til lørdag.

 

"oil"

hp
Tilbage