Nyheder


03.08.2010:
Aftenens tilløbsstykke i pulje 1 
Det var på forhånd afgjort, at Stoholm og Mønsted skulle videre, men det afholdt ikke de to naboer fra at levere aftenens eller turnerings bedste og mest medrivende kamp hidtil. Vel omkring 200 af aftenens 275 tilskuere dannede en flot kulisse om kampen, der blev kickstartet med et mål allerede efter 5 minutter, da Kasper Toft bragte Mønsted på 1-0. Det slog dog ikke Stoholm ud af kurs, og de svarede hurtigt igen med to mål i det 14. og 19. minut ved Rasmus Børsting og Nikolaj Christensen.

Mønsted var dog ikke til sinds at lade "storebror" slippe af sted med det, og med 3 min. mellemrum sendte Thomas Fjeldsted og Jacob Toft MIF-erne på vinderkurs og pauseføring 3-2. Da Sune Langhoff så 5 min. efter pausen slap igennem i højre siden og flot udplacerede Rasmus Højbjerg, var håneretten inden for rækkevidde for MIF-erne. 


Thomas Fjeldsted sætter panden på bolden, og kort efter ligger den bag Rasmus Højbjerg, der ikke så 
alt for vågen ud i den situation. Nr. 14 Nicklas Jakobsen kommer for sent til at afværge

En tidligere Mønsted-spiller - Peter Hansen - var dog tæt på at ødelægge det. Først reducerede han til 3-4 og kort efter havde han passeret Jens Peder Lausen, men bolden ramte stolpen. Stoholm pressede på for en udligning, og kampen steg i intensitet og højlydt medvirken fra de to sidelinier. Det var en kamp, som ingen af holdene eller tilhængerne ville tabe. Mønsteds fight betød to gule kort til Flemming Bennedsgaard og Niels Christiansen.

- En rigtig god kamp fra begge hold. Der blev givet og taget gennem hele kampen. Uafgjort havde nok været et fair resultat med det pres, vi lægger i 2. halvleg, mente Morten Groth, Stoholm-træner, der glæder sig til at spille semifinale torsdag. Her håber han så, at holdet giver knap så mange chancer væk.

Ove Jakobsen, sidste år træner for Stoholm, var ude i lidt af en "dobbeltkamp", idet sønnen Nicklas er med på Stoholms hold, og det har givet anledning til en del familiære diskussioner. Om kampen siger Jakobsen: - En kamp som spilles i et højt tempo i samtlige 70 minutter. En lige kamp, og jeg er stolt over, at vore spillere kan stå distancen både fysisk og spillemæssigt, selv om vi er i undertal i 17. min. Ja, og så er det jo ekstra sjovt at vinde, når sønnen er på modstanderholdet!

Den anden kamp i puljen tiltrak ikke samme opmærksomhed. Feldborg/Haderup vandt en på papiret sikker  sejr over Vridsted, der har skuffet fælt i årets Fjends Cup. Efter en rodet 1. halvleg satte FHIF sig igennem efter pausen, hvor alle 3 mål faldt. Sidste års topscorer Christian Sørensen blev dobbelt målscorer, og Morten Nielsen sørgede for målet til 2-0.


En Vridsted-forsvarer sparker bolden væk. Yderst t.h. FHIF's dobbelte målscorer Christian Sørensen
 og i midten Kim Boe Christoffersen

- En dårlig 1. halvleg fra begge sider med mange fejlafleveringer. Men efter pausen yder vore spillere 25% mere, og det hjalp. Vi sætter Vridsted under pres, og fuldt fortjent scorer vi 3 mål, mente FHIF-holdleder Jørn Østergaard.

Vridsteds træner Lars Lunne var ikke tilpas med et par af FHIF's mål og så kampen lidt anderledes: - Et lidt bittert nederlag. Ved det første mål bliver der lavet frispark mod Mads Kibsgaard, og det tredje er tykt off-side. Jeg synes, det er en jævnbyrdig kamp, hvor vi ikke formår at score på de 4 store chancer, vi har, lød det fra Vridsted-træneren, der var tilfreds med holdets fighter-indsats.

hp
Tilbage