Nyheder


02.04.2010
Velkommen hjem Kenneth B.
Ravnsbjerg bød i sæsonpræmieren på et gensyn med klubbens "gamle måltyv" Kenneth Bundgaard, der har tilbragt de to seneste sæsoner i Houlkær. Det fortæller fjendscup.dk's nye reporter i Ravnsbjerg, Ole Jensen - måske bedre kendt som "Oil", der bliver hans initialer her på siden. Han så åbningskampen med oprykkerne fra KK07 således:

Ravnsbjerg IF - Karup/Kølvrå 07                      3-3 (1-2)

Efter flere år uden for rampelyset og tæt på lukning af seniorfodbolden for bare et år siden, var det med stor forventning og glæde, at jeg som spiller, leder og stor Ravnsbjerg-fan gennem mange år så frem til torsdag d. 1. april 2010 klokken 16.00 på Ravnstrup Stadion.

Ravnsbjerg skulle igen prøver kræfter med serie 3 og med tilgang af syv spillere til træner Per Eriksens på dagen valgte 14 mandstrup var det også med en vis optimisme, jeg så frem til opgøret mod ligeledes nyoprykket Karup/Kølvrå 07. 

Kampen startede også godt for de grønne, der straks satte sig på spillet og førte flere gennemspillende angreb frem til halve chancer, uden dog at blive rigtige farlige. Efter ca. et kvarter kom det forløsende mål dog. Ravnsbjergs midtbanedynamo Jesper Moeslund Pedersen førte i et højt tempo bolden frem, fandt Sebastian Murphy på fløjen, der spillende en perfekt bold på tværs til Kenneth Bundgaard, der sikkert scorede til 1-0.


Herover et Kenneth Bundgaard i aktion for de grønne i Fjends Cup tilbage i 2007, hvor han i øvrigt blev topscorer.

Kort efter måtte Jesper Moeslund Pedersen desværre forlade kampen med en brækket næse, og dette fik afgørende betydning for resten af kampen.  Karup/Kølvrå 07 kom således bedre og bedre med, og efter ca. 20 minutter begik Ravnsbjergs målmand Kim Holst et noget unødvendig straffespark mod Jesper Monberg, som den ”gamle” målræv selv stensikkert scorede på.  Jesper Monberg var ikke færdig med at ødelægge dagen for Ravnsbjerg, og efter 25 minutters spil kunne han bringe Karup/Kølvrå 07 foran med 2-1, et mål der dog synes noget tvivlsom, da der i oplægget til målet synes at være en klar ”hands”. Kampens dommer, den rutinerede Klaudi Sigaard, Karup valgte dog at overse denne forseelse og lod spillet fortsætte.

2. halvleg startede med Ravnsbjerg som mest boldbesiddende, og 10 minutter efter pausen fik de grønne da også fuldt fortjent udlignet på et smukt langskudsmål af Andreas Hviid. Herefter ventede man faktisk kun på at det skulle blive 3-2 til Ravnsbjerg der sad på det meste af spillet, dog uden at komme til de store chancer. Karup/Kølvrå 07 var således kun sporadisk på besøg i Ravnsbjergs forsvar, men efter cirka 70 minutter fik de dog tilkæmpet sig et frispark i venstre side, det blev lagt tæt ind under mål, hvor Ravnsbjergs Simon Kjeldgård i en hovedstødsduel uheldigvis fik strejfet bolden så den gik i eget net. 

De sidste tyve minutter af kampen blev herefter stort set spil til et mål – Karup/Kølvrås, men først i det sidste minut lykkes det Ravnsbjerg efter et godt indlæg at udligne ved Klaus Nørskov - troede alle. Klaudi Sigaard havde dog som den eneste mand på stadion set, at Klaus Nørskov var offside og målet blev derfor noget uforståeligt annulleret. I kampens overtid tog indstiftede Thomas Eriksen dog chancen med et godt langskud der ramte underkanten af overliggeren, hvorefter bolden slog ned bag/foran stregen – heldigvis fulgte en vågen Kenneth Bundgaard op på riposten og headede bolden i nettet til slutresultatet 3-3.

Altså et fint comeback til Kenneth Bundgaard, der efter et par sæsoner i Houlkær var hjemme i den grønne trøje igen, hvilket var til stor glæde for ikke mindst undertegnede.

Ravnsbjergs næste kamp bliver lokalopgøret i Mønsted 2. påskedag klokken 16.00. Her må igen forventes en meget intens og spændende kamp mellem to hold med et godt kendskab til hinanden.

oil

hp
Tilbage