Nyheder


07.11.2010:
Mønsted klarede skærene i Feldborg
Mønsted vandt 3-1, samtidig med at Ravnsbjerg slog B67 og Skive slog Herrup. Der blev redningen for MIF-erne, som dermed er klar til ultimative lokalopgør mod Sparkær til foråret.

Feldborg/Haderup IF - Mønsted IF 1-3 (1-1)
Målscorere for MIF:
1-0 Kristian Svendsen
2-1 Kenneth Davidsen
3-1 Flemming Bennedsgaard
 
Mønsteds 1. hold kunne Lørdag eftermiddag, sætte de 3 vigtigste point i mange sæsoner ind på kontoen. 3 point der bevirker at holdet, som det har været tilfældet siden oprykningen i 2005, også næste år skal spille i serie 3.
 
MIF var tændte fra start. Der blev virkelig lagt tryk på hjemmeholdet. Der var da heller ikke spillet mange minutter, før Kristian Svendsen kunne bringe holdet på vinderkurs med sin scoring til 1-0. Som halvlegen gik, kom Feldborg/Haderup mere og mere med. Dette skete med god gedigen fight, som da også førte til nogle halve chancer. Udligningen faldt efter et indlæg i Mønsteds højre side. Bolden havnede hos en aldeles udækket Feldborg-spiller ved bageste stolpe, der sikkert kunne udnytte muligheden.
 
Mønsted havde dog bestemt også sine muligheder. Både Jacob Toft, Sune Langhoff og Kristian Svendsen havde alle chancer, som med lidt mere held og skarphed kunne/burde give scoring. Men stillingen forblev uafgjort 1-1 til halvleg.
 
2. halvleg var en forholdsvis lige affære med et lille overtag til udeholdet. Efter ca. en times spil blev Kenneth Davidsen spillet fri på kanten af feltet. Han udnyttede muligheden og kunne sætte en endog meget forløsende og vigtig scoring ind. Herefter følte MIF-spillerne, at man havde styr på det. Der var, på nær nogle enkelte episoder, god sikkerhed i bagkæden, hvor man næsten holdt Feldborg fra fadet. Samtidig fik Mønsteds angribere konstant lagt et godt pres på FHIF lidt tunge forsvar. 

Midtvejs i halvlegen blev Mønsteds topscorer Flemming Bennedsgaard (titlen deles i øvrigt sammen med Kristian Svendsen) skiftet ind. Han skulle kun bruge ganske få minutter på banen, før han med sin scoring til 3-1 reelt kunne lukke kampen. De sidste minutter gik, og Mønsted kunne til sidst juble efter en velfortjent sejr. Da Ravnsbjerg og Skive samtidig vandt deres respektive kampe, betød det at Mønsted sluttede turneringen midt i rækken på en 5. plads.
 
Skal man gøre status på efteråret, er der ingen tvivl om, at det har været en skuffelse. Holdets offensiv, der tidligere har været Mønsteds varemærke, har slet ikke kunnet finde samme takter som man havde i foråret, samt under sommerens Fjends Cup. I efterårets 14 kampe har man således "kun" scoret 24 mål. Til sammenligning scorede holdet 39 mål i samme antal kampe i foråret. Ikke at det skal forstås sådan, at alt ansvar bliver lagt over på de offensive kræfter - nej hele holdet har indiskutabelt selvfølgelig del i holdets faldende niveau. Men som alle tilskuere, spillere og trænere har kunnet fornemme, har det altså været frem ad banen, holdet har haltet mest. Ikke kombinationsspillet frem ad banen, i stort set alle kampe er man kommet til masser af chancer. Men udnyttelsen af chancerne har til tider været endog meget ringe.
 
Nu får holdet en tiltrængt vinterpause, inden der i slutningen af januar/begyndelsen af februar igen er opstart til en ny og forhåbentlig bedre MIF-sæson. En sæson der blandt andet formentlig kommer til at byde på et par vaskeægte lokalopgør når Mønsted og Sparkær igen begge er at finde i serie 3. Sparkær der i øvrigt havde diverse "spioner" i Feldborg til weekendens kamp. Om det var med henblik på næste sæsons indbydes opgør, eller om man havde håbet på, at kunne være vidne til et andet udfald af kampen vides dog ikke...... ;-)

kfd 

hp
Tilbage