Nyheder


31.12.2010:
"Happy New Year" 
Tonerne fra ABBA's ørehænger fra 1980 høres flere gange i radioen her på årets sidste dag. Så må det være tid at sende en nytårshilsen her fra fjendscup.dk.

fjendscup.dk er først og fremmest Fjends Cup, som denne sommer blev afviklet for 28. gang på banerne i Sparkær med Stoholm som vindere for andet år i træk. Yderst t.h. holdleder Henning Karlsen, der senere på året lagde navn til Stoholm Stadion, som nu hedder Karlsen Arena. Skal det lykkes for Morten Groths tropper at lave en tripple?

Ellers bød efteråret på både godt og ondt for de 8 hold, der svedte i det gode sommervejr i starten af august. Nu om dage kan det jo gå hurtigt op og ned med de nye halvårsturneringer, som i øvrigt får stor ros blandt fodboldfolket.

Vinderne herover startede den nye sæson godt, men som efteråret gik, var man nok godt tilfredse med at overleve i serie 2. Finalemodstanderne fra Mønsted, der spillede en flot Fjends Cup kunne slet ikke leve op til egne og andres forventninger og endte efteråret i et sandt nedrykningsdrama, som de dog undgik til sidst.

Løgstrup var suveræne oprykkere i foråret, men måtte erkende, at der er forskel på serie 3 og serie 2. Det startede ellers godt med en hjemmesejr over ligeledes nyoprykkede Skals, men herefter var det småt med glæderne. Det unge hold har dog fået en erfaring, som bør kunne bruges fremover. Skals derimod overlevede denne gang, selv om efteråret for dem var en lang kamp for at undgå nedrykning.

På positivlisten finder vi først og fremmest de grønne fra Ravnsbjerg, der gjorde helt rent bord i serie 3 og rykkede op i serie 2 med max. point. Men også de lokale fra Sparkær trodsede "eksperterne" og endte med en ret så sikker oprykning til serie 3 - et niveau klubben har været på tre gange tidligere uden at kunne holde fast.

Skuffende var det, at Feldborg/Haderup ikke kunne forblive i serie 3 efter et flot forår, mens man i Vridsted efter nedrykning til serie 4 efter foråret endte med at være godt tilfredse med at bevare status.

En ny sæson truer, som man siger. Undertegnede skal afholde sig fra at byde ind med, hvordan det vil gå i den nye turnering. Men det er andre sikkert klar med inden længe. Spændende bliver det - for seriefodbolden lever i bedste velgående her i området.

Tiden er også til at sige tak for den store interesse for fjendscup.dk, der i 2010 har oplevet en eksplosiv stigning i besøgstallet. I skrivende stund (kl. 12.30) viser tælleren 89.998 unike besøg, så vi runder i år 90.000 besøgende, som har kikket på ca. 285.000 sider. Det skal ses i relation til 63.000 besøg i 2009. 

Men fjendscup.dk er også andet end selve sommerturneringen, for dækningen af de lokale kampe - og i år ikke mindst Fjends Cup Ligaen i samarbejde med Fjends Folkeblad - er medvirkende til den stigende interesse. Så også en tak til jer lokale skribenter, der uge efter uge beriger os med malende beskrivelser fra jeres egne holds kampe - det er virkelig med til at gøre hjemmesiden levende.

Vi håber selv sagt, at de 8 hold er klar til en ny dyst i Sparkær i slutningen af juli og starten af august, når banerne igen er grønne.

Godt Nyt Fodboldår til alle læserne.

hp
Tilbage