Nyheder


12.09.2010:
Misvisende resultat i Højslev
Det mener vores udsendt Løgstrup-reporter efter et nyt markant nederlag til DGT.

"Det lyder mærkeligt når man har tabt 5-1, at man så bagefter kan stå med en god smag i munden. Ikke desto mindre var det oplevelsen for Løgstrups unge hold, der i store perioder i udebaneopgøret mod Højslev Station, var hjemmeholdet spillemæssigt overlegent. Desværre kom fire af Højslevs fem mål, efter store store personlige fejl fra de unge Løgstrup-spillere, og når man lukker det antal ind, som man gør i øjeblikket, er det altså svært at forvente at få point. 

Endnu en gang startede Løgstrup kampen bedst, og de første 15 minutter var Højslev stort set ikke over midterlinjen, for da sad Løgstrup virkelig på spillet. Det bragte udmærkede muligheder til bl.a. Emil Rømer, der virkede til at være i et glimrende spillehumør i kampens indledning. Første store chance tilfaldt dog Løgstrups højrekant Brian Jensen, der var alene igennem med målmanden. Desværre sparkede han bolden forbi mål.
 
Netop derfor var det også ekstra ærgerligt, at Højslev få minutter efter bragte sig foran 1-0, efter et dumt boldtab af Løgstrup, på midten af egen banehalvdel. Og derfra var det nok engang 15 sorte minutter der ødelagde kampen for DGT. 1-0 blev til 3-0 på ingen tid, før føromtalte Brian Jensen fik reduceret til 1-3, med et hovedstød. De sidste 10 minutter af første halvleg var Løgstrup igen spilstyrende uden at komme frem til de store chancer.
 
Men grundet afslutningen på første halvleg var man meget optimistiske i omklædningsrummet i under teen. Holdet virkede til at have en tro på at man kunne få vendt kampen. Den tro kunne være blevet styrket yderligere hvis Christian Vestergaard havde vist lidt større skarphed, foran kassen. Han havde i hvert fald en rigtig stor chance, for at gøre det til 2-3, desværre røg hans forsøg alene med målmanden forbi mål.
 
Og da Højslev efter 70 minutter fik scoret til 4-1, var håbet ude for de unge Løgstrup-drenge. Det nåede også lige at blive 5-1 på endnu en stor fejl i Løgstrups forsvar. Dermed blev det det femte nederlag i træk. En dårlig stime der snarest skal vendes hvis holdet vil overleve i serie 2. I lørdagens kamp var der meget stor fremgang at spore. I første halvleg spillede man vel det bedste fremad banen, i dette år. Derfor var det også helt komisk at der stod 3-1 på måltavlen.
 
Holdet beviste at man sagtens kan være med, og får man alle de store personlige fejl rettet, så venter pointene lige om hjørnet. En kærkommen mulighed for point er allerede på Lørdag hvor man hjemme i hullet tager imod Midtthy. En kamp der SKAL give point.
 
Man of the match i lørdags blev Alex Kristensen, der leverede fint fra sin venstre kant.
 
/SHML"

hp
Tilbage