Nyheder


24.05.2010:
Løgstrup presses nu bagfra af Feldborg/Haderup
Topholdet måtte lørdag nøjes med 2-2 i Vinderup og er nu kun 2 point foran FHIF i kampen om oprykningspladsen. Vi har modtaget denne pinsenyhed fra vores reporter:

"Lørdag eftermiddag drog Løgstrup i den flotte eftermiddagssol mod nord på for at møde Vinderup. Et Vinderup hold, der to gange havde taget point fra Feldborg/Haderup. Derfor var det også med en vis nervøsitet, der denne lørdag skulle dystes om 3 point. Michael Skals havde afbud fra Steffen Pedersen og Kristian Jensen, ellers var der frit valg på alle hylder.
 
Det var da også Løgstrup, der indledte kampen bedst i den glohede varme og spillede sig til situationer, hvor man sagtens kunne have fået mere ud af det. Specielt hjørnespark voldte Vinderup store problemer, hvor især Steffen Aaby var tæt på flere gange. I løbet af første halvleg så man da også store chancer til Christian Vestergaard, Alex Kristensen, Emil Rømer og Brian Jensen.

Derfor ville det langt fra have været ufortjent hvis Løgstrup var gået til pausen foran 3-0. Det lykkedes dog ikke for nogen af dem at få puttet de store tilbud i mål, derfor endte første halvleg helt uden mål. En første halvleg, hvor der ikke var meget at skrive om for Vinderup, der kun havde tilløb til nogle kontrachancer. Michael Skals brugte pausen på at ruske op i spillerne, og bad dem vise at 10 procent mere ville gøre forskellen.
 
Anden halvleg blev på mange måder lig den første. Bortset fra at Løgstrup i anden halvleg var endnu mere i spilovertag end i første. Vinderup var stort set ikke over midten, før der var spillet ca. et kvarter af anden halvleg. Som så ofte før set, var det dog nok til at score kampens første mål på en lynhurtig kontra. Bagud 1-0 hvilket var meget ufortjent. Emil Rømer havde to minutter forinden brændt alene igennem med målmanden.
 
Der skulle dog kun gå to minutter, før tingene så endnu mere sorte ud for Løgstrup, da selv samme Vinderupspiller på endnu en kontra, lobbede bolden over Kenneth Andersen, og i mål til 2-0. Dermed var Løgstrup for alvor på hælene, men heldigvis gik der kun 5 minutter, før Aaby fandt Vestergaard fri i feltet, og han prikkede bolden i nettet til 1-2. Lidt derefter tiltvang Løgstrup sig et frispark på kanten af feltet, som målmanden kun halvklarede. Vestergaard var hurtigt over returen, og bragte balance i regnskabet med sin anden scoring, til 2-2.
 
Momentvis senere fik Løgstrup så en gylden mulighed for at bringe sig på 3-2 da Brian Jensen fik en kæmpe mulighed. Desværre var rolighed, og overblik ikke kendetegnende for Brian denne dag, og han gik derfor i en form for panik over at have den store chance.
 
Mere skete der ikke, og dermed mistede Løgstrup for anden gang i denne sæson point. Og det i en kamp der helt sikkert burde have givet 3 af slagsen mod et tamt Vinderuphold. Kampens spiller blev Frederik Mæng der tog sig af 10 stemmer, efter endnu en solid præstation.
 
Næste kamp er den 29. maj hvor Ravnsbjerg kommer på besøg i forbindelse med den årlige byfest i Løgstrup.
 
/SHML

hp
Tilbage