Nyheder


24.10.2010:
U-U-Ubesejret
Sådan løb råbene endnu engang fra Ravnsbjergs omklædningsrum efter dages ”topopgør” mod Ørslevkloster.

Ørslevkloster IF – Ravnsbjerg IF               1-5 (0-3)

 

Sådan løb råbene endnu engang fra Ravnsbjergs omklædningsrum efter dages ”topopgør” mod Ørslevkloster, måske som en slet skjult hilsen til Fjendscup.dk`s fodboldprofet Anders Jacobsen, der før sæsonstarten, tilsyneladende uden den store research, spåede Ravnsbjerg ”til at ville befinde sig midt i rækken”.  Efter dagens kampe ligger Ørslevkloster på kredsens andenplads 17! point efter Per Eriksens stormtroppe medens samme spåmands ”klokkeklare oprykningsfavoritter” fra Mønsted fortsat må kæmpe hårdt for at bevare livet i serie 3 efter 3-3 hjemme mod Herrup.

 

Som i flere tidligere kampe lagde Ravnsbjerg ud som lyn og torden og allerede efter ni minutters spil var de grønne foran med 2-0. Først scorede Sebastian Murphy til 1-0 på hovedstød efter et hjørnespark fra Steffen Bundgård, derefter øgede topscorer Kenny Brøndum Pedersen til 2-0 på et oplæg fra Sebastian Murphy efter flot opspil i Ravnsbjergs højre side.

 

Efter cirka 20 minutter fightede Rune Nørgård sig igennem banens midte, bolden sprang hen til Niels Andersen, der med et flot langskud øgede føringen til 3-0. Ørslevkloster gjorde dog god modstand og i flere situationer kunne Ravnsbjerg takke målmand Kim Holst , stolpe og overligger for at der ikke blev reduceret. Efter en halv times spil opstod så kampens dramatiske højdepunkt, da Kim Holst i en redningssituation ved jorden blev ramt af en Ørslevkloster spillers støvle og særdeles groggy måtte lade sig udskifte. På mål i stedet kom, som i den første kamp mod Ørslevkloster, Kenneth Bundgaard , der efterfølgende stod en god kamp.

 

I anden halvlegs 15. minut reducerede Ørslevkloster til 1-3 ved Brian Skovgård men allerede seks minutter efter afgjorde Simon Kjeldgård dog kampen til Ravnsbjergs fordel da han smart scorede til 4-1 efter en super arbejdsindsats i Ørslevklosters straffesparksfelt. Syv minutter før tid kunne Steffen Bundgård efter et flot sologennembrud i venstre side så afslutte endnu en stor kamp med at score til 5-1.

 

På fredag aften kan holdet så lade sig hylde af hele ungdomsafdelingen når denne afholder afslutningsfest i Hald Ege Hallen klokken 17.00, et arrangement som alle i øvrigt er velkommen til at deltage i.

 

Der resterer fortsat to kampe, hjemme mod Viborg Nørremarken og Viborg B 67, før Per Eriksen og hans tropper kan holde vinterpause.

 

"oil"

hp
Tilbage