Nyheder


30.05.2010:
Skals styrer sikkert mod serie 2

Med en 4-2 sejr over Bjerringbro holdes der en afstand på 6 point til nr. 2 - endda med en kamp til gode.

En klog Skals FF-tilskuer fortalte engang, at hvis Skals FF kom på 30 point, så kunne hverken Sdr. Rind/Vinkel IF, BT eller Hammel GF indhente Skals FF's føring. Om det er sandt, vides ikke (og vi har heller ingen intentioner om at lette røven og finde ud af det, da vi er ramt af "karnevalstømmermænd"), men faktum er, at Skals FF fastholdt deres seks-points forspring ned til Sdr. Rind/Vinkel IF.
 
Selvom Bjerringbro IF er placeret i den dårlige ende, så er der tale om et rigtig stærkt mandskab. Sidst de hold mødtes, endte det med en 4-0 sejr til Skals FF, men resultatet var i den grad misvisende. Bjerringbro spillede flot fodbold og udspillede hjemmeholdet i perioder. Endvidere havde Bjerringbro leveret fine resultater på hjemmebane med sejre mod henholdsvis Borup og BT. Derfor gik Skals FF til kampen med respekt for dagens modstander og var fuld fokuseret inden kick off.

Skals FF startede da også ud med lyn og torden, og allerede efter 15 min havde udskældte Kandee scoret to gange. Kort efter havde Bager muligheden for at lukke kampen, da han helt alene med målmanden sparkede ved siden af. Bjerringbro havde ikke så meget at byde ind med, men efter 25 min. spil fik de reduceret på en dødbold. Og 5 min senere, så havde hjemmeholdet udlignet Skals FF's føring, da Mikael Mølgaard viste flot sparketeknik ved at sparke bolden i eget mål :) 

Så skruede Skals FF tempoet op igen, og det sidste 15 min var rent power-play fra gæsterne. Dani sparkede bolden på overliggeren, Bager fik scoret men blev dømt off side. og slutteligt var Dani igen tæt på at score, men misbrugte Haubros fornemme indlæg ved at sparke bolden over mål. 
 
2. halvleg blev noget værre "tju-bang-fodbold." Der var ingen tvivl om, at Skals FF havde det ekstra gear til at lukke kampen, men spillet hang ikke rigtig sammen. Hjemmeholdet fightede godt og satsede udelukkende på kontra og dødbolde. Efter 65 min kom gæsterne så endelig foran, da Bager i en mistænkelig off side-position sparkede den sikkert ind. Samme Bager lukkede også kampen 10 min senere, da han blev hægtet i straffesparksfeltet og selv sparkede bolden ind. Dermed nåede Bager op på 10 mål i 9 kampe, og meddelte samtidig, han går efter at vinde topscorerlisten på Fjends Cup! Målet slukkede Bjerringbros håb om at få point, og Skals FF kørte herefter sejren sikkert hjem..
 

/ Redaktionen.

hp
Tilbage