Nyheder


23.04.2010
Skals i 0-løsning, men stadig ubesejret
En lidt forsinket rapport fra Redaktionen på skalsff.dk.

"Efter kampen var der delte meninger i Skals-truppen om man skulle være glade for det ene point eller være skuffet over man ikke fik de tre point med hjem. Men efter at have sovet og analyseret, så var et point fint nok, trods det Skals FF dominerede store dele af kampen mod Hammel GF.

Til dagens kamp var Henrik Haubro ude pga. sin skade, og hvad værre var at Allan Schou Pedersen havde lagt sig syg på selve kampdagen. Dette medførte at Peder Henriksen selv trak i shortsene og dannede makkerpar med Kappen i forsvaret. En opgave de i øvrigt løste til UG.

Efter 2 kampe, hvor det ikke havde fungeret rent spillemæssigt var optakten klar. Skals FF skulle ud at dominere og være det mest aggressive hold i starten. Det lykkedes også fra start, for det var tydeligt, at Skals FF havde teten. En stærk spillende Bager, der flere gange løb fra Hammel-forsvaret og kom frem til flere gode afslutninger, var allerede efter 2.min tæt på at give Skals FF en drømmestart. Sådan forløb det sig de første 30 min., hvor Kandee og Bager var tæt på flere gange, men heldet og effektiviteten manglede i det afgørende øjeblik.

Hjemmeholdet var slet ikke kommet ud af starthullerne og halsede rundt på midtbanen, som Søren Juul og Kasper Klavsen havde godt styr over. Efter en lille halv times spil kom kampens dramatiske højdepunkt, da Hammels målmand så sig nødsaget til at lave en nødbremse på Bager. En Hammel-spiller orienterede sig ikke og afleverede bolden tilbage til hans målmand. Bager opsnappede bolden, og et smart trick forbi målmanden, og så havde målmanden ingen andre udvej, og et rødt kort var helt efter bogen. På det efterfølgende frispark var Klavsen millimeter fra at bringe Skals FF foran.

Det røde kort fik dog en negativt effekt; Skals FF glemte helt at spille bold, og de chancer man producerede i starten af kampen glemte man helt. Ikke desto mindre lykkedes det en enkelt gang, hvor Mikael Mølgaard slog et indlæg ind, og Bager helflugtede bolden mod mål, men overliggeren reddede Hammel. Bagers afslutning fortjente bedre, og ret så sympatisk for kampen, så var det stolpe ud for Skals FF, især i første halvleg.

2. halvleg blev lidt af en ørkenvandring for de små 20 tilskuere på Hammel Stadion. Skals FF havde vinden i ryggen, men det var ikke altid lige en fordel. Hjemmeholdet havde ikke så meget at byde med i starten, og Skals FF kom frem til enkelte løse chancer. Efter en lille times spil forsøgte Klavsen udefra, riposten endte hos Kandee, men målmanden var hurtigt ude og få blokeret. De sidste 10 min satsede Skals FF, hvilket gav muligheder i den anden ende. Koncentrationssvigt resulterede at Hammel havde tre store chancer i de døende minutter, men kun en vågen Ruben (der ellers de første 88 min. Stod og småfrøs) viste sin klasse med nogle gode redninger. Faktisk var de grønne så heldig med ikke at tabe kampen, for det var nogle store chancer hjemmeholdet havde.

Kort efter fløjtede kampens glimrende dommer kampen af. Overtal i en time og en god første halvleg, men det var en af de dage, hvor det bare ikke ville lykkedes for Skals FF. Omvendt skal man være glad for det ene point, for som afslutningen på 2.halvleg udviklede sig, så kunne man ligeså godt ha tabt kampen.

Næste kamp er fredag aften kl. 18.30 mod Sdr. Rind/Vinkel If. Optakt følger torsdag aften…

REDAKTIONEN/"

hp
Tilbage