Nyheder


12.10.2010:
Sparkær udnyttede matchbold nr. 2
Oprykningen til serie 3 har været serveret på et sølvfad for Sparkær-spillerne, og lørdag slog de til med en sikker 4-2 sejr hjemme over KK07, der samtidig må sige farvel og ned i serie 5.

Og her så holdet, der sikrede oprykningen på en solbeskinnet bane 2 i Sparkær (kampbanen er renoveret, så den er klar til serie 3-bold og Fjends cup 2011).

Bagerst f.v.: Jimmy Have, Poul Vistisen (træner), Daniel Børns, Christoffer Sørensen, Anders Schmidt Kristiansen, Claus Grud, Martin Bøge og Dennis Christensen (på dagen spillende holdleder).
Forrest f.v.: Bjarne Have, Johnny Pedersen, Flemming Sørensen, Kristian Roesgaard og liggende Bo Pedersen.

Efter den første kiksede matchbold mod Vinderup, Var det et koncentreret Sparkær-hold, der fra starten af kampen viste, at det skulle være denne lørdag, at det blev afgjort. Sparkær var klart bedst i 1. halvleg og kom på to minutter midt i halvlegen foran med 2-0. Først ved Daniels Brøns og så ved Daniel Henriksen. Den stilling kunne der ikke pilles ved.

Efter pausen blev kampen mere lige - Sparkær trak sig lidt tilbage og lurede på det afgørende tredje mål. Det kom da også efter en halv times tid, da topscorer Bo Pedersen øgede til 3-0. KK07 havde deres muligheder, og 20 min. før tid kom reduceringen, men den stilling holdt kun 10 min., så havde Bo Pedersen afgjort kampen med sit andet mål til 4-1. Gæsterne reducerede til 4-2 få min. før slutfløjtet.

Med sejren er de rød/hvide nu igen klar til at prøve kræfter med serie 3 - sidst det skete var i 2007, da turneringen gik over et kalenderår. Dengang blev det kun til en enkelt sæson - denne gang må det gerne vare lidt længere.

- Det var rart at få det hele sat på plads, og igen vil jeg sige, at det var en holdpræstation. Når vi har den indstilling og koncentration, så får vi altså point, og det er også den indstillinger, der skal til, hvis vi skal begå os i serie 3, vurderer Poul Vistisen.

Sparkær slutter på søndag i Højslev Kirkeby, og selv om oprykningen er i hus, så har holdet vist noget at revanche fra det uafgjorte resultat i Sparkær tidligere på sæsonen. En Sparkær-sejr kan dog i værste fald sende Kirkebyen ned, så spænding må der blive.

Tilbage