Nyheder


19.09.2010:
Sparkær-spillere tænkte sig ikke om
To røde kort til hjemmeholdet banede vejen for et nederlag til Vridsted, der uden at imponere trods alt brugte det indvendige af hovedet.

To røde kort, som kampens udmærkede dommer John K. Pedersen ikke kunne undgår at give, var ikke smart tænkt af de to Sparkær-spillere. Efter 18. minutter af 1. halvleg tog Johnny Pedersen bolden med hånden på målstregen på vej ind i målet, og det blev en dyr håndbevægelse. På det efterfølgende straffespark halvklarede Jimmy Have, men bolden kom retur til Jan Breiner, der scorede i andet forsøg.

Så var det op ad bakke for Sparkær, der spillede en helt igennem skidt første halvleg uden gejst og tro på tingene. Vridsted var iflg. Sparkær-træner Poul Vistisen ikke bedre, og det lignede slet ikke et topopgør i serie 4 mellem to holder, der bejler til serie 3.

- Nej, ikke det, der bliver vist i dag - det kan ingen af holdene byde ind med til serie 3. Jeg anerkender Vridsteds sejr, men den kom altså på vores fejl. Vi skaber jo flere rimelige chancer og er faktisk i stand til at presse dem de sidste 20-25 min. med kun 9 mand, så vi har kun os selv at takke for det nederlag, fortæller Poul Vistisen dagen derpå.

Midt i anden halvleg kom rødt kort nr. to - denne gang til Claus Grud for en hævnakt, og det er altså ikke godt nok. Jan Breiner scorede også Vridsteds andet mål, inden Bo Pedersen fik reduceret 7 min. før tid på oplæg Anders Schmidt Kristiansen, der sammen Martin Bøge var Sparkærs bedste. Bo Pedersen nåede lige at brokke sig til et gult kort, så det var 8 mod 11 i slutminutter, men selv i den situation var Daniel Brøns meget tæt på en udligning.

- Nu er det spændende. Nedrykningsfaren ser ud til at være væk, så vi kikker altså stadig opefter, selv om vi har mistet 5 point i de to seneste kampe, slutter Vistisen, der kan få en ny pejling på søndag i udekampen mod Højslev St., der også lige pludselig efter 6-0 over Kirkebyen vil lege med i toppen.

Vridsteds træner Lars Lunne var glad for sejren:

- Ja vi var slet ikke optimalt besat i dag, og er ikke uheldige med at vinde. vi havde ændret lidt på taktikken fra sidst og sat en mandsopdækning på Bo Pedersen, og det lykkedes godt nok. Men jeg må erkende, at Sparkær pressede os selv med 9 mand, og jeg synes det er et stærkt hold - jeg tror, de rykker op, vurderer Lunne.

Sparkærs serie 5 spillede efter førsteholdet, og de kunne både lave mål, undgå røde kort og vinde 3-1 over Viborg Søndermarken. Dermed understregede holdet, at der er en god bredde i klubben lige nu, idet to sejre i de to seneste kampe har sendt holdet op på en 2. plads. Målsætningen er dog helt klar - undgå nedrykning!

Fatmi skabte en halvlegsføring på 1-0 med et brag af et langskud fra 30-35 m. Kresten Rinde var uheldig at lave selvmål til 1-1 kort efter pausen, men Mathias Andersen udnyttede flot en friløber, men Dennis Christensen sluttede med målet til 3-1 - et mål, der gav jubel på tilskuerpladserne, da han sammen med en modstander jagtede bolden. En ren skuldertackling sendte SIK-eren til jorden, og "Waps" kunne score sikkert.

hp
Tilbage