Nyheder


20.06.2010:
Afbudsramt Stoholm-hold tabte i Højslev
Stoholm satsede på at redde 2. holdet i serie 4, men det lykkedes ikke.

Højslev Station - Stoholm IF 4-2 (1-2)
Målscorere for SIF:
1-1 ved Peter Hansen
1-2 ved Morten Groth

Det var et lokalopgør helt uden betydning, der blev afviklet lørdag eftermiddag på Højslev Stadion. Stoholm kom i sikkerhed med sidste rundes dramatiske 3-2 sejr over Team Spøttrup, og da Højslev i tirsdags tabte med 5-2 til Mejrup mistede holdet sin chance for oprykning til serie 1. Derfor var det kun æren, der stod på spil. Det betød åbenbart mest for værterne, for selvom kampen længe var tæt, så blev de tre point hos hjemmeholdet.

Stoholm var i den grad afsted med et afbudsramt hold. Da man samtidig ikke ønskede at gå på rovdrift hos 2. holdet i serie 4, der havde en teoretisk chance for overlevelse, betød det en meget smal trup i dette lokalopgør. Blandt andet var der 1. holds debut til Ole Rauff og Peter Johansen, der gik direkte fra 3. holdet i serie 5 og så op på 1. holdet i serie 2. Men godt til sådan et par unge fyre at mærke, hvordan der spilles på serie 2 niveau.

Hjemmeholdet startede bedst op og kom da også foran med 1-0. SIF stillede op med et særdeles alternativt forsvar, hvor man for første gang i lang tid var gået væk fra den normale 4-4-2 opstilling - simpelthen af den simple grund at man ikke havde folkene til den formation. Det betød, at Claus Højgaard spillede bagerst mand, og foran ham var Peter Johansen og Rasmus Haahr gode gamle markeringsspillere. Naturligvis skulle mandskabet lige bruge lidt tid på at finde på plads. Men efter Højslevs scoring fik SIF'erne deres bedste periode, og det betød en meget overraskende pauseføring på 2-1 på mål af Peter Hansen og den spillende træner Morten Groth.

I de sidste 45 minutter overtog værterne mere og mere af spillet, og da kampens eneste advarsel ramte SIF'ernes Henrik Thøgersen i kampens 70. minut væltede læsset. Da han atter kom på banen, førte Højslev med 3-2, og senere blev det 4-2. I slutfasen blev Michael Svenningsen snydt for et klart straffespark, men det havde alligevel ikke haft betydning for den pointmæssige fordeling.

Efterfølgende vurderede 2. holdstræner Carsten Jensen, at der - trods ekstremt svære vilkår - var tale om en godkendt holdpræstation. SIF er som sagt i sikkerhed, og det er en kæmpesejr for klubben, der bestemt ikke er vant til at overleve i serie 2. I sæsonens sidste kamp får SIF besøg af Måbjerg, og her kan der blive tale om motivationsforskel, for gæsterne er i den grad i overhængende fare for at rykke ned i serie 3. Forårets sidste kamp spilles søndag eftermiddag på Stoholm Stadion 

ALJ
Tilbage