Nyheder


22.05.2010:
Godt udebaneresultat af Stoholm
Hentede torsdag et enkelt point i Snedsted mod Midtthy, som er et af topholdene.

FS Midtthy - Stoholm IF 0-0 

Det var på papiret en særdeles svær kamp, der ventede Stoholm IF sent torsdag aften på Snedsted Stadion. Fjandboerne havde dog selv bedt om kamptidspunktet, da der var adskillige afbud i Pinsen, så derfor var det selvvalgt med en lang køretur og kampstart klokken 19.30.

I forårets første kamp gjorde Stoholm op med en af historiens længste serier - nemlig den uden sejr i Thy. Hvad enten SIF har spillet serie 2 eller serie 3 kampe i Thy, så har det storet set aldrig været muligt at hente tre point med hjem. Det lykkedes i den første kamp i Nors, og selvom det ikke blev til sejr denne gang, så var uafgjort et glimrende resultat.

Netop 0-0 står i skærende kontrast til sidste rundes meget skuffende nederlag på 3-4 til føromtalte Nors, men SIF'erne viste endnu engang torsdag aften, at når holdet kæmper kollektivt, så kan mandskabet tage point mod alle hold - for eksempel er det blevet til tre gange 0-0 mod rækkens tre tophold.

Men tilbage til kampen som blev endog meget chancefattig. Spilfordelingen var i thyboernes favør, og specielt i de sidste 45 minutter blev overtaget større. Samtidig fik SIF's Ransj Rasoul en dum advarsel for at sparke bolden væk efter dommeren havde fløjtet, så det betød undertal i 10 minutter i en kritisk periode i slutfasen. Men SIF'erne red stormen af, og det virker næsten groteks, at holdet kan holdet buret rent mod et godt Midtthy-hold, når man blot fem dage tidligere har lukket 4 mål ind mod kredsens absolutte bundprop fra Nors.

Efterfølgende roste SIF-træner Morten Groth blandt andet Morten Bigum for en solid indsats, og netop Bigum blev måske snydt for et straffespark i 2. halvleg - det vurderede i hvert fald Stoholm-lejren.

Dermed blev det endnu en gang vist, at SIF'erne har det bedst på udebane. Holdet har nu spillet fem udekampe hidtil, og det er kun blevet til et enkelt nederlag. Derimod har det knebet på Stoholm Stadion, og så kan det jo næsten være bekymrende, at holdet med fem runder tilbage har tre meget afgørende hjemmekampe mod henholdsvis Mejrup, Team Spøttrup og Måbjerg. De to sidste udekampe ser meget svære ud - mod Klitmøller søndag efter Beach Party kl. 13.00 (trods forespørgsel om kampændring helt tilbage i marts) og Højslev Station. Jo, det bliver en sand gyser-afslutning, og spændende bliver det, om Morten Groth skal skrive sig ind i historiebøgerne som en af de eneste trænere i SIF, der har overlevet i serie 2.

Næste nervepirrende match er lørdag den 29. maj klokken 15.00 på hjemmebane mod Mejrup.

ALJ
Tilbage