Nyheder


19.08.2010:
Glimrende start på efteråret for Stoholm
Torsdag aften blev det til den anden sejr i ligeså mange kampe, da Midthy blev sendt hjem med et 2-3 nederlag.

Fodbold - serie 2 for herrer

Stoholm IF - FS Midtthy 3-2 (0-0)

Målscorere for SIF:
1-0 i det 55. minut v. Claus Olesen
2-1 i det 70. minut v. Peter Hansen
3-1 i det 84. minut v. Patrick Lykke

SIF har fået en aldeles glimrende start på efterårssæsonen. Torsdag aften hentede holdet en flot sejr mod det stærke Thy-hold - FS Midtthy. Det skete efter en lige kamp, men hvor et spillemæssigt overtag til fjandboerne i 2. halvleg gjorde forskellen.

1. halvleg var særdeles chancefattig, og den eneste reelle mulighed kom midtvejs. Peter Hansen gled i gennem i højresiden, og hans tværbold burde Patrick Lykke have fået mere ud af, men afslutningen var for svag. Ellers foregik meget af spillet på midten - hjemmeholdet var mest i boldbesiddelse i den første halvdel af halvlegen, mens de fysisk stærke thyboer sluttede bedst af.


Claus Olesen - her midt mellem de to Mønsted-spillere Jens Harrestrup og Niels Christiansen i Fjends Cup finalen - åbnede scoringen med målet til 1-0

Men hvad 1. halvleg manglede af chancer og intensitet - det kom til gengæld i de sidste 45 minutter. Og endnu vigtigere så kom det bedste krydderi i en fodboldkamp, nemlig målene. I det 55. minut var indskiftede Claus Olesen på pletten, og han bragte SIF'erne foran med 1-0. Godt midtvejs var de to hold ajour igen, da FS Midtthy fik udlignet. Der skulle dog ikke gå mange minutter, før skarpe Peter Hansen var på pletten, og da Patrick Lykke i det 84. minut øgede til 3-1, lignede det en afgørelse. Men knap var bolden givet op, før udeholdet reducerede, og derfor blev de sidste minutter - akkurat som i den første kamp mod Houlkær/Overlund - meget nervepirrende. Men igen red Morten Groths tropper stormen af, og det er nærmest sensationelt, at SIF står med to sejre efter de to første kampe - endda to kampe der på papiret så endog meget svære ud.

Kampens gode dommer Kim Rusbjerg kunne afvikle de 90 minutter helt uden brug af kort.

Nok engang skal hele holdet roses for en disciplineret indsats, hvor alle kæmpede for alle. Dog skal en spiller som Peter Hansen roses ekstraordinært. Når "Hansen" er i den form, som det er tilfældet netop nu, så er han meget farlig - også på serie 2 niveau!

I en kommende runde skal SIF ud i et vaskeægte lokalopgør. Her gælder det tirsdag aften mødet på udebane med Højslev Station, og igen kan fjandboerne glæde sig over at være undertippet - en rolle der åbenbart passer Morten Groths mandskab perfekt. 

ALJ
Tilbage