Optakt til Thriller-Tuesday – Pulje 2

Lørdagen blev også en rekordernes dag med hele 259 betalende tilskuere. Et næsten uhørt højt tal for lørdagens puljekampe og langt højere end den hidtidige rekord tilbage fra 2013. De mange tilskuere fik tætte og spændende kampe, og igen foregik det i dejligt dansk sommervejr. Det tegner til lidt mere ustabilt vejr i den kommende periode, men mon ikke der stadigvæk dukker mange op langs de hvide kridtstreger i Sparkær.


Masser af tilskuere til kampen mellem Stoholm og FHIF lørdag.

Nu gælder det redaktionens absolutte favoritdag ved årets Fjends Cup – det har vi italesat i gennem mange år efterhånden. Det er naturligvis ”Thriller-Tuesday” – et navn vi gav den afsluttende puljetirsdag for en del år siden. Der har været år, hvor ”Thriller-Tuesday” har været mere spændende end i år – omvendt skal der bestemt nok blive smæk for skillingerne, og der er mange scenarier i spil. Ikke mindst i pulje 2, og vi plejer godt nok at starte med optakten til pulje 1, men omvendt giver det god mening at tage optakt i forhold til den tidskronologiske placering af kampene – og her er det pulje 2, der starter.

Skals – Feldborg/Haderup
Der er dog noget, der er afgjort, og det er, at Skals er videre til finalerunden. Og det er også sikkert, at SFF’erne kommer videre fra puljens 1. plads, for pointmæssigt er det kun Stoholm, der kan nå ”De Grønne”, men torsdagens åbningssejr i deres indbyrdes møde gør, at Skals i så fald vil være bedst indbyrdes. Men på ”Thriller-Tuesday” vil Henrik Bundgaards tropper helt sikkert gøre alt for at nå videre med maksimumpoint, og mandskabet bliver da også klare favoritter mod Feldborg/Haderup. Så sent som sidste år mødtes de to klubber i semifinalen, og her sørgede ”Den Gule Fare” for en gedigen overraskelse ved at spille 0-0 og dermed tvinge Skals ud i Amerikansk Straffespark. Her vandt SFF så for derefter at tabe finalen til Ravnsbjerg/Løgstrup. Men i år er ”De Grønne” en af de absolutte favoritter, og specielt torsdagens sejr over Stoholm var solid, mens det ikke var nær så overbevisende lørdag mod Karup/Kølvrå 07. Det blev dog til en 2-1 gevinst, og dermed er Skals altså helt sikre på pulje 2’s 1. plads.


Kan anfører Lasse “Karlsson” Jensen og de øvrige gule fra FHIF drille Skals i morgen?

Feldborg/Haderup får meget svært ved at nå videre til finalerunden, men så længe bolden er rund, ved man jo pr. definition, at alt kan ske. Det vil kræve et næsten sensationelt comeback, men i årets turnering – denne den 37. Fjends Cup – har tilskuerne igen været vidne til, at man aldrig skal afskrive ”Den Gule Fare”. Først var holdet nede 1-3 torsdag mod Karup/Kølvrå 07, men det lykkedes på flotteste vis for Benny Simonsens tropper at få hevet 3-3 i land. Lørdag var FHIF’erne igen nede – da var det 0-2 mod Stoholm – det blev vekslet til 2-2, men Feldborg/Haderup endte dog med at tabe 2-4. Skal FHIF videre til finalerunden, så kræver det egen sejr over Skals, og så skal Karup/Kølvrå 07 besejre Stoholm – herefter skal ”Den Gule Fare” så overtrumfe KK 07 på målscoreren. Det vil være en solid overraskelse – men som bekendt – alt kan ske!

Stoholm – Karup/Kølvrå 07
Der bliver med næsten statsgaranti højspænding i dette opgør, da det ligner kampen om pulje 2’s 2. plads. Som nævnt ovenfor så kan Feldborg/Haderup også komme med i finalerunden, men alt tyder på, at denne match vil afgøre, hvem der følger med Skals videre. Stoholm balancerede på randen af knockout lørdag – godt nok førte stoholmerne med 2-0, men det så ikke godt ud, da FHIF pludselig udlignede til 2-2. Men dagens mand i skysovs var og blev Nicolaj Christensen, der næsten ene mand sørgede for, at finalerunden stadig er en mulighed for SIF’erne. Alle fire mål tegnede Christensen sig for, og dermed har Jesper Lindegaards tropper chancen for finalerunden – det vil i så fald være 12. år i træk! Holdet kan klare sig med uafgjort, men det vil nok være alt for farligt at spille på – defensiven har ikke virket for sikker indtil videre, og det gamle ordsprog at ”angreb er det bedste forsvar” skal mal aldrig undervurdere. Sidste år var det på det alleryderste, at Stoholm kom videre til finalerunden fra ”Thriller-Tuesday”, og meget tyder på, at det også i år kan blive neglebidende spændende.


Nicolaj Christensen – 4 mål for Stoholm lørdag. Bagved spillende træner Jesper Lindegaard.

Karup/Kølvrå 07 har i hvert fald gjort det absolut godkendt indtil videre. Først formøblede holdet dog en 3-1 føring torsdag mod Feldborg/Haderup, men det lykkedes på fineste vis at give Skals solid modstand lørdag – her blev det dog i den sidste ende til et 2-1 nederlag. Holdet er i den situation, at man ikke selv kan afgøre det, for som nævnt i det tidligere eksempel så går holdet garanteret videre med en sejr, men det vil kræve, at der kigges over på den anden bane, hvor Feldborg/Haderup så helst ikke skal vinde. Karup/Kølvrå 07 er jo ”den nye dreng i klassen” efter mange års fravær – ”Thriller-Tuesday” vil det vise sig, om mandskabet formår at nå finalerunden allerede i deres første år på banerne i Sparkær.

-ALJ

Guldsponsorer: