Ærgerligt nederlag til Løgstrup

De unge Løgstrup-spillere smed en 2-0 føring hjemme mod Rødkærsbro og spillede 2-2. En sejr kunne måske have givet playoff, hvis Kjellerup taber i dag til KK07, men det er for sent nu. Træner Steffen Aaby skriver:

“Årets sidste kamp for de unge Løgstrup drenge blev spillet fredag aften mod Rødkærsbro. En kamp der skulle vindes, så håbet om 2. pladsen og mulighed for oprykningsspil skulle holdes.

Det startede også godt for Løgstrup, der efter syv minutter kom foran 1-0 ved Gustav Bertelsen. Gustav modtog bolden lidt over i højre side, afdriblede en mand og sparkede på kassen. En afretning snød målmanden og bolden strøg i mål. Det var som om målet gjorde spillerne for komfortable. Holdet overlod alt initiativ til Rødkærsbro og var i resten af halvlegen hele tiden to skridt efter modstanderen.


Gustav Kjær Bertelsen (th) blev dobbelt målscorer. Arkivfoto.

Træner Steffen Aaby var bestemt ikke tilfreds i pausen. Der blev givet en opsang. Viljen og gejsten skulle findes frem. Egentlig startede Rødkærsbro igen bedst i anden halvleg, men Gustav var igen på pletten efter 50 minutter. Han blev sendt afsted i dybden og afsluttede sikkert. Målet gav gejst til holdet, der spillede mere frit. Kombinationerne flød, og der blev til tider spillet god fodbold på en svær bane. Chancer blev også skabt, men målene udeblev.

Og så skete det, der ikke måtte ske. Holdet spillede godt, men pludselig slap en Rødkærsbro spiller noget heldigt igennem i højre side, og så stod det 2-1. Der var spiller 77 minutter på dette tidspunkt. Målet gav selvfølgelig troen tilbage til modstanderen, og de kastede en del folk frem. I det 83. minut gav presset pote. En angriber blev sendt i dybden. Oliver Andersen havde egentlig vundet bolden, men Kasper Kragballe i målet var gledet ud for at tage bolden og stødte sammen med angriberen. Dommeren dømte straffe som sikkert blev udnyttet.

Dermed blev det den sidste kamp i 2022. Holdet kan nu kigge tilbage på et fornuftigt år, hvor det hele blev lige ved og næsten. En velfortjent pause står nu for døren, og så vender Løgstrups unge drenge stærkt tilbage i 2023.”

-hp

Guldsponsorer: