Andet nederlag i træk til Feldborg/Haderup

De gule fra Feldborg/Haderup var mandag aften på besøg ved Idrætscenter Vest for at spille topkamp mod Holstebro B, der med 3-1 tilføjede FHIF-erne det andet nederlag i træk.

  • Vi har aldrig mødt et stærkere hold, og jeg kunne se, at nogle af dem tidligere har spillet på JS. Så vi var oppe mod et godt hold med gode spillere, men trods det, synes jeg, at vi klarede det godt, fortæller træner Benny Simonsen dagen derpå.

Han kunne, at Feldborg/Haderup startede kampen bedst og havde et skud på stolpen, men lige nu er det stolpe ud for de gule. Hjemmeholdet kom i stedet foran 1-0 efter 35 minutter på et skud helt oppe i det ene målhjørne. Med bare et par minutter til pause begik Rene Bjerg Simonsen et straffespark, der blev omsat til 2-0.


Rene Bjerg Simonsen (th) begik straffespark. I midten Rasmus Lauridsen og tv Mikkel Brødbæk. Arkivfoto.

Efter pausen gik det bedre for FHIF-erne, og da Lucas Bertelsen fik reduceret til 2-1 i det 65. minut, troede man på, at kampen kunne vende. Men i stedet lukkede Holstebro kampen med et kvarter igen på et flot langskud udefra.

  • Vi prøvede at presse på til sidst, men kom ikke frem til det helt store. Vi har betalt nogle lærepenge, men det skulle jo komme før eller siden, men alt i alt er jeg tilfreds med kampen og med vores andenplads efter første halvdel af efteråret, slutter Simonsen.

Allerede fredag er der lokalbrag mod Aulum på udebane.

-hp

 

Guldsponsorer: