Finaledagen er ud over kampene også den store uddeling af gevinster og præmier. 50 gevinster blev udloddet på indgangsbilletterne, og de fleste blev afhentet.
Men først og fremmest var der fortjente præmier til de fire hold i finalerunden. Skals måtte for andet år i træk “nøjes” med 4. pladsen, og som en trøstpræmie fik de en lækker Hummel tshirt. Desværre har vi ingen billeder af den overrækkelse, men til gengæld fik Skals Fair Play pokalen med hjem. De stod godt nok lige med både Borup, HBI og Mønsted, der alle havde 0 strafpoint, men i stedet for lodtrækning valgte vi at give pokalen til Skals, fordi de har holdt sig på måtten i 5 kampe modsat de andre, der kun spillede 4 kampe.
Det blev de tre fyre her fra Skals-holdet, der fik pokalen med hjem. Fv. Filip Fyllgraf, Lucas Bruun Kristensen og Frederik Vejlby.
Feldborg/Haderup tog 3. pladsen, ligeledes for andet år i træk, og for det indkasserede de en kontant præmie på 2.000 kr., en pokal og en personlig præmie – en Hummel Sweatshirt.

FHIF-anfører Rasmus Lago modtager her præmierne.
Efter finalen var det så Stoholm og Sparkærs tur. For andenpladsen modtog Stoholm en pokal, kontant præmiebevis på 3.000 kr. og en personlig præmie – også en Hummel sweatshirt i en lidt bedre udgave.

Stoholm-anfører Andreas Kirketerp modtager pokal og kontant præmie på 3.000 kr.
Så var det tid at kåre årets vindere, og det blev jo som bekendt Sparkær for andet år i træk, og det betød, at Fjends Folkeblads vandrepokal forbliver i pokalskabet i klubhuset. Der var også en pokal til ejendom samt 5.000 kr. Som personlig præmie en Hummel Træningsjakke.

Sparkræs anfører Daniel Brøns kunne for andet år i træk løfte sejrstrofæet.
Det var også tiden at kåre hele to topscorere – en i Fjends Cup og en i DBU Jyllands turnering, som følges tæt på, fjendscup.dk. Her var Kasper Møller igen suveræn med 29 mål i de to halvår 2025/2026. Løgstrups Arne Brent van der Veen fulgte efter med 24, mens Lee Madsen, Stoholm og Oskar Skovgaard, Borup delte 3. pladsen med hver 20 scoringer.

Her modtager Møller pokal og gavekort på 500,00 til Sportigan Viborg.
Det lykkedes os også, at få uddelt topscorerprisen i Fjends Cup- som er det samme som ovenfor – til Kasper Møller, da han blev noteret for 3 mål i finalen og dermed passerede Mathias Lynnerup, FHIF og Lee Madsen med et enkelt mål. Det viste sig senere efter udsagn fra Møller, at det var en fejl, at han blev noteret for 2-0 målet, da han ikke rørte bolden. Det var et langt indkast fra Daniel Brøns, som han jagtede, inden Stoholms målmand Mads Høgh fumlede den i mål. Det tog vi så konsekvensen af efterfølgende og lavede en lodtrækning mellem de tre, der alle sluttede på 6 mål, og den faldt således ud, at det blev Mathias Lynnerup, der blev trukket op af hatten. Dermed får han den også for andet år i træk – i 2025 ligeledes med 6 mål. Han vil få præmien senere.
-hp