Det var ordene fra Feldborg/Haderup-træner Danni Mikkelsen efter onsdagens 1-1 resultat hjemme mod Ørnhøj/Abildå B1986. Det uafgjorte resultat betød, at FHIF-erne mistede lidt terræn i toppen, der dog stadig er meget tæt fra nummer 1 til og med nummer 5.
Hjemmeholdet fik ellers en perfekt start på kampen, da Per Julius Pedersen scorede til 1-0 efter et kvarter, men gæsterne udlignede allerede i det 27. minut. Og så var det slut med målscoringen i den kamp.
Målmand Sebastian Sandgaard fik flest stemmer efter kampen. Foto: FHIF
Træner Danni Hvam Mikkelsen havde denne kommentar til kampen:
- Det var skuffende, for vi havde alle muligheder for at vinde den kamp. Vi har vel 3-4-5 chancer, som vi SKAL score på, men den ville ikke over stregen, hvor vi blandt andet får to returbolde, som vi sparker over mål. Nu er vi færdige med første runde, og sammenfattende synes jeg, at det har været positivt, selv om vi nok mangler 3-4 point. Vi har i alle kampene været spilstyrende og dominerende, så vi må jeg også se de lyse punkter, og så blive bedre til at udnytte vores overtag og være mere effektive.
Næste mulighed for det er allerede i dag lørdag kl. 13.30, når Videbæk kommer på besøg i Feldborg.
-hp