En “Rohdet” affære i Sparkær

Fodbolddommer Jens Rohde fik fredag aften endnu engang sat sig selv i centrum med en række mærkelige og direkte forkerte kendelser fra kampens start. Det irriterede og frustrerede i den grad spillerne, og det hele kulminerede efter 39 minutter, da han viste Sparkærs Mikkel Mackenhauer ud med direkte rødt for et straffespark, han ikke havde begået (det var Mads Daa Vistisen) og efterfølgende protest. Efter kampen erkendte han så, at det var en fejl og trak det røde kort tilbage og dermed undlade at indberette det. Uden at gå mere i detaljer, skal vi så ikke bare konstatere, at det var noget “Rohd”!

Men til kampen, som endte med en tennissejr på 6-4 til Sparkær. Her skal han ikke lastes for, at hjemmeholdet i den grad startede kampen skidt og ukoncentreret til trods for, at Kasper Møller allerede i det 2. minut bragte de rød/hvide foran på et straffespark dømt for hånd på bolden. Den næste halve time var ikke køn at se på for hjemmeholdets mange tilskuere, og Højslev kom da også hurtigt tilbage med en udligning i det 7. minut ved Magnus Strøm Pedersen. To min. senere fik Mads Daa Vistisen et gult kort for et frispark uden for feltet, og på det scorede gæsternes Jeppe Petersen til 1-2.


Asger Fjeldsted (tv) spillede en flot 2. halvleg og tog langt de fleste stemmer efter kampen.

Trods “gåfodbold” og masser af boldtab fik Sparkær udlignet efter godt en halv time, da Kasper Møller headede et indlæg fra Kasper Henriksen i mål. Men så kom situationen med det omtalte straffespark, som Mathias Serup omsatte til en pauseføring på 3-2 til Højslev. Det var slet ikke ufortjent efter spil og chancer.

Efter pausen var Sparkær-spillerne som forandret, og fra start blev gæsterne trods hjemmeholdets kun 10 mand sat under pres. Udligningen kom på et nyt straffespark i det 64. minut sat ind af Kasper Møller, men inden da havde både Oliver Andersen og Daniel Brøns ramt træværket. Blot to min. efter udligningen scorede Oliver Andersen til 4-3 efter en lang aflevering fra Asger Fjeldsted, og så tog Fjeldsted ellers selv fat med de to sidste mål. Efter 72 min. sendte han et frispark direkte i mål, og i det det 88. min. gik han selv fra banens midte og sendte bolden fladt i mål ved den ene stolpe. Så betød det mindre, at Højslevs Magnus Strøm Pedersen på en tilfældig bold i feltet fik reduceret i det 90. min.


Patrick Nielsen (tv) havde meget plads på højre kanten i 2. halvleg og sendte mange fine bolde ind i Højslevs felt.

En underlig men også underholdende kamp mellem et tophold og et bundhold, der endnu engang viste, at det ikke går at undervurdere en modstander. Nu endte det godt for hjemmeholdet, der i 2. halvleg fik vist forskellen på top og bund. Men respekt for Højslev, der først blev knækket med to hurtige mål til 3-3 og 4-3 i 2. halvleg. Nu kunne Sparkær-spillerne i den sidste ende nyde sejren fredag aften, men de har noget at tænke over til næste søndags kamp i Mønsted. Der skal en anden tilgang til fra kampens start – ellers går det galt!


Kampens spiller fra Sparkær Asger Fjeldsted og fra Højslev St. Ebbe Strøm Jørgensen. Trænere f.v.: Per Sørensen, Sparkær og Rasmus Strøm, Højslev St.

Kampen talte også i Vinkel Bioenergi Liga, og med sejren er Sparkær nu snublende tæt på at snuppe førstepræmien på 5.000,00 kr. Læs mere om Vinkel Bioenergi Liga

Se billeder fra kampen

Hør træner Per Vester Sørensens kommentar

-hp

 

Guldsponsorer: