Stoholm IF har mistet en af de helt store fodboldskikkelser – Henning Karlsen. Læs herunder mindeord fra fodboldformand Anders L. Jakobsen.
Vi har i dag modtaget beskeden om, at vores æresmedlem Henning Karlsen stille er sovet ind i en alder af 88 år, og vi kondolerer mange gange til familien.
Henning – i daglig tale Gamle Karlsen – var en legende i Stoholm IF-Fodbold, og det vil være umuligt at begynde en opremsning af alle hans arbejdsopgaver gennem tiden, for vi vil helt sikkert glemme noget.
For Gamle Karlsen var indbegrebet af frivilligt og ulønnet arbejde, og det gav ham i 1996 titlen som æresmedlem – i øvrigt i forbindelse med Stoholm IF’s 75-års jubilæum.
Det er det ypperste, man kan blive i en klub, og Gamle Karlsen bar med stolthed den titel i hele 29 år. Hans kærlighed og dedikation til Stoholm IF – og i særdeleshed Stoholm IF-Fodbold – var betingelsesløs, og den fortsatte uformindsket lige til i dag.
Stoholm Stadion bærer også navnet Karlsen Arena, og det siger vel alt.
Æret være Henning Karlsens minde.
Anders Jakobsen, Formand i Stoholm IF-Fodbold